"egne" poems
Jeg vil så gerne kunne tro,
at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling,
tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv,
at jeg er ligeglad.
Men jeg er pisse utroværdig.
Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv.
Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden.
Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed.
Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger.
Et elastisk sind spændt til bristepunktet.
'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger.
Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv.
Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord.
Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker.
- Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.
Jan 22, 2015
Jan 22, 2015 at 1:41 PM UTC
Jeg ved ikke om jeg vil farve mit hår lilla, eller om jeg vil stoppe det "os" som lige er blevet vores.
Jeg kender ikke til andres følelser, men vader rundt i mine egne, i et mislykket forsøg på at finde ud af hvem jeg er.
Da jeg var barn græd jeg over at ingen ville være sammen med mig, nu løber tårene ned af kinderne fordi jeg ikke ved hvem jeg skal vælge.
Min krop er under vandet, men ikke vandtæt. Mit hoved er i skyerne, men det har højdeskræk.
Selv når jeg finder ro, er det svært at give slip, for når en slipstrøm af tanker siver ud, arbejder det hele på højtryk.
Dec 21, 2014
Dec 21, 2014 at 6:10 PM UTC
min mor har altid set på mig som en kat
*** kan ikke fordrage det dyr
betegnelsen var baseret på et digt *** engang hørte
noget om en kat der strejfede rundt
og ikke havde nogen ejermand
for den var helt sin egen
trods min mor ikke kan fordrage katte
er der én kat *** elsker ubetinget
den sorte kat fra digtet
og jeg har altid været katten der ikke
ville fanges, ikke ville tæmmes eller bestemmes
så min mor gav op og lod mig gå mine egne veje
et og et halvt år gammel og store øjne
min mor prøvede at beskytte og nusse om mig
men allerede der var jeg blevet til en kat
jeg svarede hende "det skal du ikke kymre dig om mor"
så drejede jeg om og spaserede væk
min mor kunne aldrig beskytte den sorte kat
så *** lærte at elske den, netop fordi den er helt sin egen
og ingen andres
Nov 26, 2014
Nov 26, 2014 at 5:48 PM UTC
jeg føler mig lidt som glas
gennemsigtigt og skrøbeligt
og du jonglerer med mig
kaster mig op i luften
og griber mig igen
men jeg ved at du en dag
vil være ufokuseret og
taber mig
så jeg smadrer
jeg har aldrig troet på mennesker
der siger
jeg vil altid elske dig
for kærligheden er ikke en konstant
men minder i virkeligheden mere
om en ekspontitelfunktion
som bølger
og der skal arbejdes for at den kan
vokse
det er vel også derfor jeg ikke tror på
ægteskabsløftet
mest fordi jeg ikke stoler på kærligheden
jeg ved at den er utilregnelig og ustyrlig
men det jeg har mest lyst til er bare at forelske mig
helt vildt og ukontrolleret
men jeg tør ikke
når kærlighed ikke er en konstant følelse
men noget man skal kæmpe for
og er i konstant bevægelse
jeg er ikke sikker på at jeg er stærk nok
tvivlen på om der findes en derude
som tør kæmpe for mig
vokser i mine hjertekamre
og jeg er bange for at tillægge mine egne
følelser for dig værdi
for hvad nu hvis jeg tager fejl
og der rent faktisk findes en konstant kærlighed
at det måske er det jeg føler for dig?
tanken skræmmer mig mere end døden selv
som egentlig er et dårligt eksempel
fordi jeg altid har fundet døden
smuk og ren og fredfyldt
men måske vil jeg i min grav drømme
om et liv med dig som jeg aldrig fik
fordi jeg er rædselsslagen for at
elske
Jul 26, 2016
Jul 26, 2016 at 4:19 PM UTC
10cc spiller uendeligt følelser jeg ikke troede fandtes
Brusende som sommeren når den skyller livet op på land
"And you're looking for an answer in her eyes"
Synger for mine egne skjulte skatte
Afkroge af følelser jeg ikke havde før
10cc kender mig bedre end jeg selv
Bruser sommerens liv frem på en vinterdag
Jan 28, 2015
Jan 28, 2015 at 5:10 PM UTC
Små ryst fra små skuldre, dybe suk af dybe tanker
Kender du mig overhovedet, som jeg kender dig?
eller skyldes det din transparanthed og min usagte besked
Din udlevelse af dine dyrebare familieværdier
men alligevel lever ødelagte døtre du uforsigtigt fortier
Kendskab til meget og kendskab til mange
men kendskab til egne er en foreviget giftslange
Du taler om intelligente, smukke, stærke individer
som efterlades med saltvandsfyldte hinder i årslange nattetider
Du elsker hende, du elsker ham, du elsker mig
Jeg hader hende, jeg hader ham, jeg hader dig
*** hader mig, han hader mig, du hader mig
det er hvad der sker når kærlighed dræbes af folk som du og jeg
Dec 8, 2014
Dec 8, 2014 at 5:11 PM UTC
jeg ser dig gå i stykker
jeg ser dit hjerte ændre nuance fra rødt til gråt
jeg ser dit univers ramle
men bare rolig
jeg samler dine skår op
jeg skær mig på dig, til mine hænder svier, men jeg gør det for dig
der flyder nu sort blod fra mine åre
jeg distrahere fra smerten
du ridser mig med dine egne skår og du fylder is i mine sår
mine organer er døde og hvide linjer danser rundt på min krop
min blyantspidser er gået i stykker og det er jeg også
Mar 5, 2015
Mar 5, 2015 at 5:28 PM UTC
jeg ved ikke hvor denne pludselige
hjertebanken kom fra
det var som om at den lune august-vind
førte følelser med sig, som jeg aldrig
havde tænkt at jeg kunne føle for dig
og det skræmmer mig mere nu end
nogensinde før
for jeg har efterhånden prøvet alt
og endt med at sluge mine egne ord
jeg har skåret mig på glasskår af knuste
hjerter og brændt mig på en lidenskab
så vild at du sjælendt vil finde mage
men med dig er det som om jeg er genfødt
jeg føler mig som en lille uskyldig pige
som ikke kan lade være med at fnise
og angsten for at du ikke vil have mig
gror i mig, som en vild plante
snor den sig rundt om mit hjerte og
fanger mine følelser
så jeg ikke længere har mod på at åbne
min blødende mund, der dufter af kaffe
for du er mere end blot end dreng
du er min bedste ven og du kiggede på
mig som ingen anden dreng har gjort før
og du rørte ved min nøgne krop, så min
verden i et kort sekund stod stille
følelserne inden i mig er uforklarlige
og jeg nægter at sige det højt
jeg ville aldrig kunne indrømme det
men jeg tror jeg er ved at falde for dig
og det får mig til at føle mig mere i live
end jeg har været i utrolig lang tid
og selvom mit hjerte stadig bløder
tror jeg måske du ville være den rette
til at sy mig sammen igen
Sep 16, 2015
Sep 16, 2015 at 1:17 PM UTC
jeg synes, jeg er den mest inspirerende person i verden. jeg kan alt muligt. jeg kan tegne, jeg kan skrive, jeg kan læse mine egne tanker, ikke altid fejlfrit, men mine følelser får jeg i hvert fald nogenlunde forstået, og jeg ved, hvem jeg kan lide og hvad jeg kan lide og hvem jeg var. jeg synes, mine følelser for hende der jeg på en måde elsker (det er i hvert fald det, jeg har læst mig frem til) er mere interessante end hende, det synes alle andre også, det ved jeg, det synes jeg er fornuftigt at synes, og jeg er fornuftigere end dem. jeg har god musiksmag og god tøjstil, og de fleste er dummere end jeg. nogle gange ønsker jeg, at de ikke ville være så dumme og uforstående og stabile, og nogle gange har jeg ondt af dem, fordi de ikke inspirerer mig, med mindre jeg tænker noget om dem. men så skifter jeg mening igen, jeg skifter mening, fordi jeg er glad for at jeg er sindsforstyrret og kan læse tanker og se mig ud af alting og rive mit ansigt fra hinanden og skabe kunst af de hjerneceller, der
ryger med ud.
Jan 12, 2015
Jan 12, 2015 at 5:09 PM UTC
min navle er sløret
her, hvor jeg er druknet
er vandet grønt
jeg sluger forsætligt
min hud er et uklart akvarium
indvoldene ætset væk
jeg har aldrig set mine egne knogler
har aldrig smagt min marg
gad egentlig godt være see through
Jan 28, 2015
Jan 28, 2015 at 7:54 AM UTC
Jeg har tabt mig selv
I troen på os
Jeg har pisset på mine egne principper
For at ligne dig
Jeg har grædt de tårer for dig, som jeg aldrig har grædt før
Selvom du ikke fortjener dem
Jeg har smittet hele mit sind med den kærlighed
Som jeg nu engang også føler for dig
Jeg har prøvet med alt men
Mit sind er stadig svagere end nogensinde før
Jeg har forvildet mig selv
På vejen til dig
Jeg har grint over at alle veje føer til ROM
For alle veje fører til dig
Jeg har skrevet utallige beskeder til dig
Uden at klikke send
Jeg har forrådt mig selv
I den vanvittige tro at jeg kunne gå din vej
Mar 1, 2014
Mar 1, 2014 at 6:51 PM UTC
Vi kysser mors mund fra barnsben af
Krammer far før forlader
Synger for broder før han tager kampen
mod den verden
vi alle ønsker reddet
Vi er ikke sammen
Vi er kun alene
Fra barnsben af med moders kindkys
Til nu, på egne ben, tippende på kanten
Jan 14, 2015
Jan 14, 2015 at 3:45 AM UTC
når jeg en dag dør
bør mit hjerte være ved at briste
med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med
de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med
de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set
"dette her øjeblik vil jeg huske for evigt"
et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det
hvad man lader synke ind i ens person
jeg vil danse hver dag
med høj musik og løse lemmer og let latter
helst alene
jeg vil være afhængig af at danse
"nu tager jeg lige min morgendans"
(sådan, i stedet for løb)
svede på den glade måde
finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler
sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder
flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner
og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet
persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder
lyserøde roser, rosenrød hjertefryd
skrive bøger skrive mig ind i andres liv
i de andres liv
fylde et, to *** med kunst
fylde mig selv med kunst
balancere mig på snore på relationer på drømme
danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand
marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder
stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver
køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge
købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter
sejle i grønne søer
klatre i bjerge
printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger
græde og bløde og svede og elske
og fyldes som
en menneskelig frugtkurv
med
oplevelsespapayaer,
efterårsæbler, følsomhedskiwier og
glædesappelsiner
der er så længe til
der er så kort tid til
May 16, 2016
May 16, 2016 at 12:17 PM UTC
uhåndgribeligt, fragmenteret
forvirret
mudret
tunnelsyn, papirsfly, sammenkrøllet note
opmærksomhedskrævende intethed
larmende stilhed
sukkende sindstilstand
jeg føler mig separeret fra min egen krop, fra mine egne handlinger, fra denne verden og himmelrummet og tankerne og sidste år
tåge, sumpet, nysgerrigt; hemmeligt
struktureret tilintetgørelse
frakoblet virkelighed
rutine-kunst, ikke fra hjertet eller hovedet men fra hånden
udslukt, for nu
vi vender tilbage efter vi har fikset de tekniske problemer
nu: afsted til IKEA, discountmøbler i dårlig kvalitet som alle alligevel køber
verden smelter sammen omkring os og vi vil ikke indse det; ikke SE DET
menneskelig fejhed, menneskelig fejl
terrorangst og global opvarmning og fattigdom og ****** up
EN UGES PAUSE
som mininum
hvis det endelig skal være, så skær mig dog helt væk; fjern det hele
ikke endnu
er træt af at lave noget - er træt af ikke at lave noget
det hele står stille og kører med 300 km i timen på én gang
sælsomt
livet er som en sky
flyvende, himmelen er ikke blå
virkelighedschok
jeg er! jeg er! du er! vi er!
min verden er aldrig blevet set fra andet end mine menneskelige øjne
vestlig, menneskelig kropslighed
skyer, man som barn troede, var håndgribelige totter vat; men som i virkeligheden bare er kolde, våde og gennemtrængelige vand-konstellationer
virkeligheden er både det allermest vidunderlige og det mest skuffende
en bizar periode, nogen kalder den '2.g'
mine digtes fokus
er blevet bredere, mere abstrakt og mindre detaljeret
jeg kan hverken passe tankerne i en kasse eller sætte en rød tråd (sorry)
at separere handlingen fra den, der handler
mennesket, uspejlet i sine handlinger
handlingen, uafhængigt at menneskelig magt
at prøve at være over det hele går simpelthen ikke
nogen må stoppe mig
stop mig!
stop samfundet!
stop jordkloden!
stop Tiden!
det stolte og det sårbare
Nov 18, 2015
Nov 18, 2015 at 1:17 PM UTC
ensom i kernefamilien
kaotisk godmodighed, at være alene i sit liv
venskabeligt lavpunkt
øvelser i at lytte, erfaringer og fællesskab
unuanceret skildring
en ro i at gøre det ordentligt
at sætte egne behov i fokus
kropslig omsorg
lystbetonet adfærd
tag dig selv alvorligt
omsorgsfulde hænder
Jan 25, 2016
Jan 25, 2016 at 4:15 PM UTC
Jeg vil gerne bedøves
Så jeg ikke skal overdøve
smerte med smerte
Ligesom når jeg bider mig i kinden fordi det gør ondt i foden
Man kan vel sige at det udjævner smerten og gør den mere tålelig
Jeg har altid gerne ville forhekses
Så jeg ikke længere har magt over min egen krop og mine egne tanker
Så en anden må påtage sig mig
Nu tager jeg toppen og bunden
Tager det bedste og værste
Sluger det
og vælger en monoton mellemvej
Feb 25, 2016
Feb 25, 2016 at 6:43 PM UTC
blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen
Jun 2, 2015
Jun 2, 2015 at 6:48 AM UTC
med tårer i øjnene hiver jeg luft ned i mine ekspansive lunger, husker
husker: det er bare nu'et. det er blot en brøkdel.
og en dag vil jeg have glemt dette øjeblik, dette blink med øjnene, forbipasseret fortvivlelse og forvildelse og utilpashed
og en dag vil jeg have varme, gyldne minder lokaliseret bag øjenhulen, bag drømmene
og jeg vil have hængt hvidt vasketøj op, jeg vil have talt med en vred bille, kørt i en lyseblå bil og købt mine egne øko-appelsiner.
jeg vil have klippet mit hår mindst ti gange, foldet fingrene om en andens krop, om en andens ømheder, en andens tanker, jeg vil have haft et hundrede forskellige par sko på mine to fødder, set nye vidundere og nye lavpunkter
og det smelter sammen og alt det ubehagelige fylder mindst
men lige nu kaster ubehag lange skygger
Apr 4, 2016
Apr 4, 2016 at 4:59 PM UTC
tror ikke rigtig nogen nogensinde har forstået hvad jeg går ud på
folk tror *** jeg bliver ked af det
i virkeligheden er jeg bare lidt for stolt og gider ikke se mine egne fejl
præcis som når man får syv, man vil jo egenligt gerne vide hvorfor
men egenligt er syv helt fint, men så snart man spørger tror læreren bare man er utilfreds
det lidt sådan jeg tror vi har det, du er den sure lærer og jeg er bare den nysgerrige elev
Apr 20, 2016
Apr 20, 2016 at 3:47 PM UTC
Jeg tror, at jeg er en anden person for dig, end jeg er for mig selv. Jeg har tænkt længe, og jeg er forundret over, at du kan se alle de fejl ved mig, som jeg kan, men du ser dem ikke. Du kigger i stedet på mig, som har du set noget godt. Noget rigtigt. Jeg knækkede din vindueskarm, da jeg satte mig på den og du grinte bare. Jeg kastede op ud over mine egne og dine sko, og du smilte bare og fulgte mig hjem med din jakke om mig. Jeg er lidt for forvirrende at høre på og lever lidt for meget i min egen verden, og jeg kan ikke helt fanges når jeg flyver ind i den og jeg kan ikke helt gribes når jeg falder, men alligevel, så hver gang jeg tænker, at jeg ikke er rigtig klog, så ligner du en, der synes, at jeg er mere rigtig end alle de korrekte. Jeg forstår det ikke, men det er måske heller ikke alting der skal forsvares eller forklares.
Oct 11, 2019
Oct 11, 2019 at 11:16 PM UTC
Rummeligheden oser mellem væggene i dit hjem
Imens familiære søvnige melodier undslipper munde
Toner indpakket i bobler baner sig vej gennem brystets dyb, runger og spadserer ud gennem tungens fastlagte rute
I takt til morgenfriske Beethovenlyttende mænd kravler søvnrester på skift ud af vanddrænede kroge
Baner sig vej mod møre fingre
Og havner dernæst på foranliggende aviser
Endnu engang omhandlende jorden og dens utallige affærer med fjenden
Måske det havner på gulvet så det kan trædes på
Måske det havner på stolen så det kan siddes på
Uanede mængder søvnrester knuses under ballernes velvære og tyngde, som var det ulovligt at savne bløde sengelinneder
Kroppe kæmper sig standhaftigt op på ømme fødder
Størkner i lodret position
Vipper hovedets ydmyge vinkel ud af takt
Pudens smertetærskel har vokset sig større end nakkens
Mærker blæren presse på som var det en fødsel
Som ville kroppen tvinge al udmattelse ud af ren desperation om
At få tømt urinsække
Nyder undslippelsen kan nu
Sidde på stolen, knuse søvn, begynde opstandelsen på ny som en marionetdukke
Husker på ikke at være en glemsom sjæl
Glemmer trods alt ikke at hive i egne snore
Jan 11, 2019
Jan 11, 2019 at 3:37 PM UTC