Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
llcb Nov 2015
Det er jo på mange måder klart
at jeg stadig er sur
Det er jo effekten
ved at være svigtet
Det gør ondt i hjertet
så hjernen ender op
vred og bitter
Så det er jo klart
at jeg kigger tomt på dig
og råber af dig
hen over køkkenbordet
Det er jo effekten
ved at være svigtet
Og hver gang vi taler om det
så er det som
at det fungerer i teorien
men virker bare ikke helt i praksis
Vi ender jo stadig op med
døde blikke
og vrede i lungerne  

Den her aften skændtes vi
helt indtil en vigtig sandhed
røg ud af mig;
at jeg nok egentlig bare er vred,
fordi jeg sad
en time
i bus
for at komme i skole
dengang
og måtte dele seng
med mor
og de andre
siden der ikke var penge
til varme
dengang
Den vigtige sandhed om;
at jeg nok egentlig bare stadig er vred
i dag
fordi jeg blev svigtet af dig
dengang

Vrede er jo en effekt af svigt
så det er jo klart
at jeg stadig hader dig lidt

Nu ligger jeg i min bunke af vasketøj på gulvet og tænker;
at det nok egentlig var meget godt at jeg fandt ud af det nu.
Nu har jeg formodentlig sparet mig selv for hundredevis af psykologtimer som 64årig
Bare ved at vide det, som nok egentlig
er klart
Laura Amstutz Nov 2018
Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer
ungdomspoet Mar 2016
jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske
noget om mit syn på mig selv og mænd(drenge) i mit liv
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
Jane Deer Oct 2014
“There are two basic motivating forces: Fear and Love.”
~ John Lennon

Frygt findes kun det ene sted du ikke kan flygte fra. Dit eget sind. Men til enhver frygt, findes der et håb. Et lys, til at blænde dig, så du ikke længere ser frygten. Men den er ikke væk, og en dag må du se den i øjnene. Du må lade frygten blive en del af dig, lade den løbe gennem dine årer, og så stå rank, og forkast den. Nogen frygter mørke, mens andre frygter døden, Men det alle egentlig frygter, er det ukendte. Kærlighed er også ukendt. Og dog er kærlighed det lys der får os til at glemme frygten. Måske er Frygt bare en illusion, det mørke, der skal opveje lyset, og opretholde balancen. Jeg har set min frygt i øjnene, og jeg er klar over at det jeg engang løb fra, i virkeligheden var mig selv. Jeg løb fra mit hjem, min familie, og mit liv, bare for at opdage at jeg aldrig kunne løbe fra mig selv.
Jonathan Dyhre Jun 2013
Gjennom språk gjør vi oss forstått
alikevel virker det ikke som vi forstår
vi snakker sammen
bruker språket
later som om vi lytter
mens vi egentlig bare venter
venter på at personen skal bli ferdig
slik at vi selv kan snakke
skape forståelse
uten egentlig å forstå
ungdomspoet Jun 2015
jeg forstår egentlig ikke
hvordan jeg er endt her
jeg forstår ikke hvorfor
jeg pludselig ikke kan
føle noget for nogle
jeg forstår egentlig ikke
hvordan jeg er blevet så
kold og kynisk og ensom
jeg kan pludselig ikke
give en eneste dreng et
enkelt kys uden at det
føltes helt helt forkert
hvorfor lige mig?
hvorfor skal jeg lide under
denne forfærdelige
lidelse af kroniske hjertesorger
og et evigt håb for ægte
kærlighed
Julie Sep 2014
Sidder blandt fremmede
der ikke burde være det
en del af en mængde
hvor jeg ikke hører til
alligevel nyder jeg,
at sidde der
blandt de fremmede
og være en af dem,
bare et øjeblik.

Men lydende bliver højere
stemmerne insisterende
og jeg ved ikke hvad jeg skal sige
eller hvad jeg skal gøre eller
hvad jeg skal svare på.
Og de fremmede vil mere
end bare at være dem selv -
de vil noget med mig, og jeg vil bare
være mig.

De vil ha' jeg bliver en del af dem
en del af den mængde,
jeg synes er så svær
så larmende og overfladisk
og faretruende stor, og jeg sidder
der blandt nogle jeg egentlig burde kende.
Være lige som dem
uden egentlig at være det
bare for et øjeblik.
llcb Dec 2014
Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.
Med øjne lyse, store og skinnende
Prøver jeg at se ham dybt ind i sjælen.
Jeg smiler, ler og strejfer hans arme.
Nætter, som hurtigt bliver lange, mørke -
Men på lysende, klar, helt fantastisk vis.
Bruger jeg på at sende ham signaler.
Rører blidt ved hans hjerte. Selvom,
Mit greb er fast og stramt. Langsomt -
Vikler mine fingre ham ind i mit spind.
Han bliver grebet, betaget og glæden
Stråler ud af ham. Ud af mig. Tror han.
For når jeg kommer hjem, om aftenen
Er det stadigvæk ikke ham. Men DIG
Jeg tænker på. Dit navn i mine tanker -
Som små forviklede snefnug, kredser om.
Du ligger der. Aller bagerst. Om aftenen
Selvom, Du egentlig er væk og forsvundet.
For evigt. For altid. Og ikke kommer retur!?
Abelonia Oct 2014
træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.
ungdomspoet Mar 2016
de er hårdt at sige farvel
til en du elsker
eller har elsket
lige meget hvad der bliver sagt
eller hvordan det bliver gjort
fordi ordet farvel er symbolet
på en afsked og ikke løsrivelse
i den forstand at man sagtens
kan sige farvel uden at give slip
og jeg tror aldrig helt at jeg har
sluppet dig
eller at du har sluppet mig
selvom vi sagde farvel for
længe længe siden
og jeg savner dig stadig
nogle gange når tiden går baglæns
og jeg mindes alle de gange du
rørte mig med dine lange fingre
og dit skæve smil der afslørede
skæve tænder
og jeg elskede hvert sekund med
dig
selv de sekunder hvor jeg havde
lyst til at rive dit hovede af
fordi du frustrede mig så meget
da du var inkompetent i forhold
til at være ærlig overfor dig selv
og mig
nu ville jeg bare ønske at jeg havde
holdt fast på dig og sørget for at
du følte dig tryg så du kunne være
ærlig
men nu ligger vi i to forskellige ender
af landet og savner hinanden
for vi ved ikke hvordan vi skal være
venner for det var vi vel egentlig aldrig
men jeg har ikke sluppet dig fri endnu
du vil stadig altid være min store kærlighed
og hvem ved om du finder din vej
ind i min radius igen
så vi kan smelte sammen
og ligge i din seng på en gade i København
og drømme om et mere spændene liv
men lige nu har du en anden
som ikke er mig
og selvom jeg godt ved at du ikke
elsker hende som du elsker mig
er det stadig kærlighed
og jeg elsker at du endelig har turde
at satse lidt på dig selv
for du ved jeg syntes du var det hele
værd, selvom du ikke selv kunne se
at du var andet end ét stort rod
du ved jeg ønsker dig alt det bedste
så indtil vi mødes igen
skal du vide at det altid er hårdt at
sige farvel
og da jeg fortalte dig at det var for sent
nu
var dét det sværeste jeg nogensinde har
gjort
fordi jeg ikke har givet slip endnu
ungdomspoet Jul 2016
jeg føler mig lidt som glas
gennemsigtigt og skrøbeligt
og du jonglerer med mig
kaster mig op i luften
og griber mig igen
men jeg ved at du en dag
vil være ufokuseret og
taber mig
så jeg smadrer
jeg har aldrig troet på mennesker
der siger
jeg vil altid elske dig
for kærligheden er ikke en konstant
men minder i virkeligheden mere
om en ekspontitelfunktion
som bølger
og der skal arbejdes for at den kan
vokse
det er vel også derfor jeg ikke tror på
ægteskabsløftet
mest fordi jeg ikke stoler på kærligheden
jeg ved at den er utilregnelig og ustyrlig
men det jeg har mest lyst til er bare at forelske mig
helt vildt og ukontrolleret
men jeg tør ikke
når kærlighed ikke er en konstant følelse
men noget man skal kæmpe for
og er i konstant bevægelse
jeg er ikke sikker på at jeg er stærk nok
tvivlen på om der findes en derude
som tør kæmpe for mig
vokser i mine hjertekamre
og jeg er bange for at tillægge mine egne
følelser for dig værdi
for hvad nu hvis jeg tager fejl
og der rent faktisk findes en konstant kærlighed
at det måske er det jeg føler for dig?
tanken skræmmer mig mere end døden selv
som egentlig er et dårligt eksempel
fordi jeg altid har fundet døden
smuk og ren og fredfyldt
men måske vil jeg i min grav drømme
om et liv med dig som jeg aldrig fik
fordi jeg er rædselsslagen for at
elske
ungdomspoet Oct 2014
høje og lange som halsen på giraffer
tynde som et skellets silhuet
perfekte som den første dreng du forelsker dig i
falske som den første dreng der knuser dit hjerte
smukke som tankerne bag et abstrakt kunstværk
selvsikre som en dreng der lige har mistet sin uskyld

*min mor betragter mig:
mit nøgne torsdags ansigt efter en lang dag og et langt bad
og siger, "jammen Rebekka
du er jo meget smukkere end alle de piger uden make-up"
jeg ler af hendes bemærkning, det skal *** jo sige
jeg er jo hendes eget lille kunstværk
jeg tror ikke på hende
hvorfor gør jeg egentlig ikke det?
- om den kvinde jeg beundre mest
- om samfundet og idealer
- om mig
Marolle Aug 2015
Jeg ofre mig hele tiden
jeg giver mig selv til folk
som kun giver halvt tilbage
Kan du tage min arbejdsvagt? Ja
Vil du med i byen og 2 dage i streg? Ja
Vil du besøge mig og så spiser vi sammen? Ja
Din flis-jakke er hæslig, skal jeg lave en ny? Ja
Denne konstante cirkel
af ting jeg skal, gøre og nå
den gør mig sindssyg
Jeg vil hellere ligge i min seng  
føle spændingerne forlade min krop
og mærke hvor øm den egentlig er
af at jeg har glemt at lytte til mig selv
Jeg vil hellere se på skyer
eller bare på himlen
om den er lyserød, med skyer på eller blå
Jeg vil hellere trække vejret dybt
helt ned i lungerne, helt ned i maven
og mærke den friske luft inde i mig
Tankerne i mit hoved danser disco
og jeg er ikke selv inviteret
men det er ikke som at gå i byen
ikke som 2-dage-i-streg-bytur  
mere som en konstant orkan
hvor mit ydre er orkanens rolige øje
for hvordan kan du være så rolig, Maria?
Jeg ved det ikke
Jo det ved jeg
Har ikke haft tid til at tænke over det
fordi der er en ny ofring at bringe
Ingen tid til eftertanke
eller fortanke
Før jeg ved af det er cirklen startet igen
Forfra eller bagfra
Det er det med cirkler
lige meget hvor den starter
så vil den nå hele vejen rundt
Ingen tid til eftertanke

*(Marolle)
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Hazel Apr 2017
Kæde ryger i kæder
mens varmen brænder pga. det sorte læder
Har siddet her timer, siddet her længe
mens jeg ser smøgerne forsvinde
bliver tavs og standser
smerten det værste, så hellere lungecancer

Røgen tung, ikke fordampet
askebægret fyldt, alt indhold stampet
skal jeg tømme det eller lade være?
problemet er overfyldt
ligsom vi er overfyldt med tanker
selvforskyldt

Vi falder tilbage, hvis vi egentlig falder
Hvorfor være tilstede i et par timer
når vi alligevel hader i de timer

Husker den gang tøjet røg af
let fordi vi havde følelser uden på tøjet
ikke særlige rart, når jeg vidste du havde løjet
det er sandt, i sit sind, kærlighed gør ondt gør blind
-Hazel
følelser der opstod år tilbage.
Frederik B Mar 2016
HAR JEG RENT MEL I POSEN?
ELLER VÅGNER JEG OP MED PSYKOSEN?
KALD MIG EN LÆGE - JEG STILLER DIAGNOSEN
OG NÅR JEG SER PROBLEMER FORHØJER JEG DOSEN

FOR VI POPPER PILLER SOM VI POPPER BUMSER
EGENTLIG ER VI BARE EN FLOK POPPEDE BUMSER
MED HOVEDET SÅ LANGT OPPE I DAMENUMSER
AT VI HAR SVÆRT VED AT SE JERES HUNDEKUNSTER

DJÆVLEN LUKKER MIG IND I SIT PARADIS
STIKKER KNIVEN I MIN SPAREGRIS
SÅ JEG KAN KØBE DRINKS TIL OVERPRIS
OG UNDERSTREGE AT JEG ER MIN EGEN NEMISIS

*(f.b.)
KajK Jun 2015
Jeg forbyder en morskab
Med for mange principper
Som ingen rigtig forstår

Jeg selv tror, jeg selv ved, med ved det egentlig ikke

Et sats
Pest eller kolera
Som for andre
Blot er chancen
Den der tages
Hvor der gives
En kyklopisk spandfuld af egenskaber

Egenskaber jeg er blevet for gammel til
Eller måske er jeg blot for ung
Men ung og dum
Gammel og klog
Jeg finder da ingen mening

For hvem ved dét
Dét som ingen ved
Her i søgning efter mening

Hvorfor gør jeg det ikke
Hvorfor bliver jeg ved
Med at tænke
Det utænkte
emma Dec 2014
og pludselig sidder du pakket ind i +5 dyner og burde egentlig ikke fryse, men der er så fandens koldt over det hele. laver flere liter te for at få det bedre men hælder kop efter kop ud i vasken, for bare lugten giver dig brækfornemmelser. modern family er ikke så sjovt længere og de eneste sange der får lov at spille færdigt er dem han linkede til dig. hans ******* musiksmag ramte plet hver gang. du kan ikke finde ud af om smerten mellem dine ribben er pga den halve flaske tequila du formådede at hælde ned i går eller om det bare skyldes de ord han sagde og hvor let han havde ved at droppe alt det han selv havde været med til at bygge op. du er ikke sikker på om han lagde mærke til dig da du løb gennem byen med en veninde i hånden og prøvede alt hvad du overhovedet kunne for ikke at lade ham se dig græde. du ved bare at lige nu gør det hele ondt og du tør ikke bevæge dig uden for din dør i frygt for at se dem sammen - han har jo tydeligvis ikke noget problem med at vise hende frem foran dig - end ikke på din egen fødselsdag. tillykke. du sidder i stedet i din dobbeltseng hvor jeres kroppe for første gang kolliderede. og du kan ikke slippe for det uanset hvad du gør. stryger tændstikker, for forhelvede, hvor ville det være let bare at lade det hele brænde væk.
du vil bare væk. jeg vil bare så gerne væk.
Annesofie Olsen Dec 2015
Der var engang hvor jeg stjal bøger, i protest fordi jeg synes at poesi og litteratur skulle være gratis, så alle havde chancen for at læse og få nogle smukke og inspirerende ord, sætninger og fortællinger ind i deres liv, men jeg gjorde det egentlig kun  fordi jeg ville føle mig rebel for et kort sekund
også var jeg fattig.
Matilde Jan 2015
min navle er sløret
her, hvor jeg er druknet
er vandet grønt
jeg sluger forsætligt
min hud er et uklart akvarium
indvoldene ætset væk
jeg har aldrig set mine egne knogler
har aldrig smagt min marg
gad egentlig godt være see through
Marolle Nov 2015
det kan mærkes i maven og hjertet
det gør ondt som bare fanden
det kommer i jag og forsvinder langsomt
denne tomme følelse af noget
der burde være der men ikke er
denne tomme følelse af savn
til noget man ikke kan sætte en finger på
savn af selskab, savn af kram,
savn af nogen der mærker på min sjæl
savner ikke den overfladiske socialisation
hvor jeg pænt sidder og lytter
for sådan er jeg opdraget
”bla bla bla, mine problemer bla bla bla,
men hvordan har du det egentlig, Maria?”
min svar er altid ”det har jeg ikke tænkt over”
for det har jeg ikke, det er ikke en løgn
har travlt med at få styr på alt det lort
som folk bliver ved med at læsse af på mig
alle deres problemer med boligselskaber,
mennesker de ikke kan lide, pengeproblemer,
drengeproblemer, arbejdsproblemer,
skoleproblemer, venneproblemer
jeg er træt
og det er først når jeg er alene
at jeg kan mærke hvordan jeg har det
mærke mig selv og mærke ensomheden
mærke min sjæl  
og den skræmmer mig
jeg ved ikke hvem jeg skal sige det til
eller hvordan jeg skal forklare det
”hej, jeg har det ad helvede til,
der er en klump af kaos, ensomhed og
noget andet ubeskriveligt der trykker
inde i min mave”
for hvad ville folk ikke tænke
Maria er altid glad, *** vil altid lytte
*** smiler frejdigt og laver hendes ting
men sådan er jeg slet ikke
jeg er i stykker

*(Marolle)
kigger ind på lejlighederne og
gløden af følelser vælder i mig glimt af tårer glimt af
vægtløshed og mørkeblå og bålrøg
som om jeg nogensinde har oplevet noget der kører som en spillefilm i
mit hoved når jeg tænker på det perfekte
som om jeg ved hvad jeg egentlig tænker som om ord ikke dekonstrueres og knækker sammen ved blot et enkelt blik
verden er opløselig
ubetinget tidsløshed
livet er elastisk
hvis nogen fortalte mig, at jeg ikke har været på jorden i mere end fem år ville jeg ikke tvivle det
mine minder smelter ligesom under opmærksomhedens lys som gamle billeder af glemte mennesker som om nogen har plantet dem i mig som om jeg
aldrig har været mit eget menneske før
og alt der sker lige her topper ikke alt hvad der sker på gaden og i byen og i landet og i havene og på kontienterne og på kloden og i solsystemet og i galaksen og i universet og i eksistensen
det hele er slimet og formløst i min forståelse
jeg kan ikke forklare det for jeg ved ikke noget
jeg kan ikke forklare det men jeg ved ikke noget
som om jeg er et stykke tyggegummi på undersiden af en
sejlbåd midt i
saltvandet
hvis jeg kniber øjnene sammen bliver teksten fed
**saltvandet
Marolle Mar 2015
vi er gået fra Tindermatch
til at vi chattede på Tinder
til at vi blev enige om, at vi ville elske at se Monets have
til at vi mødtes og drak tre øl
til at vi grinte og snakkede
til at vi skiltes
du sagde, at du syntes det havde været hyggeligt
jeg gav dig ret
jeg sagde, at jeg syntes vi skulle mødes igen
stilhed og jeg tvivlede
hvis du altså havde lyst, for det havde jeg, sagde jeg igen
og det havde du også, sagde du lykkeligvis til sidst
vi krammede og jeg var teenagepinlig og kom til at træde på din fod
du skulle med bus 100 og jeg med 4a
vi er nu venner på facebook
og det kilder i min mave
og det føles rart at nogen gerne vil mig
og det kan jeg virkelig godt bruge
og det føles virkeligt, helt oprigtigt, rart
og egentlig er jeg også klar til kærlighed
og klar til romantiske pladdersamtaler
om at ”du er sød” ”nej du er sød” og ”du lægger på først” ”nej du lægger på først”
for det er nok kærlighed jeg savner
det er nok derfor jeg ikke føler mig hjemme
det er nok også derfor at jeg ingen glæde føler
det er det jeg har manglet
det er dig jeg har manglet

*(Marolle)
llcb Jan 2015
Søvn er en spøjs tidsfordriv
Driver med vores tid, næsten ligesom vi selv gør

I overskud er det overvurderet og underordnet
I underskud er det undervurderet og overtagende

Kommer naturligt ligesom hik i timen og snøft i januar

Men det er da dumt at bruge halvdelen af sit liv
på egentlig ikke at opleve noget

Men ................................................
  det                                
er                
           også            
               dumt  
                              ikke
                                              at sove
Så godnat..........................................
Abelonia Apr 2015
Jeg stræber så hårdt efter at være det, jeg tror jeg vil, men hvad er det egentlig jeg vil? Vil jeg det som andre vil have at jeg skal, eller bruger jeg alt min tid på at prøve at skille mig ud, at jeg ender i bunken med alle de andre hipstere.
ungdomspoet Dec 2015
og jeg ender endnu engang med at være irriteret på mig selv
fordi jeg bremser mine følelser og lader som om jeg er verdens mest
modige og spændende person
prøver at imponerer dig med ord som jeg tror du vil høre
og praler af mine mange seksuelle erfaringer
som egentlig ikke har gjort andet end at efterlade mig
med en følelse af tomhed og udnyttelse
og medført at jeg havde problemer med overhovedet at blive
berørt eller bare rørt af andre mennesker
jeg burde i stedet have betroet dig at jeg kun har elsket
en enkelt gang nogensinde
hvor jeg gav alt hvad jeg havde at byde på og endte med
at tabe det hele på gulvet
så når jeg kommer med hurtige spydige svar og min sarkastiske
tone virker mere irriteret end spøgende er det fordi
jeg er ******* bange
for at videregive mit reparerede hjerte da det stadig bærer
præg af en hård kamp med at lære blot at banke for
at holde mig i live
gennemsigtig person, glædeligt imødekommende bud, ordrer, holdninger
hvem er du? en afspejling af andre
sømmet fast
sammenhængskraft og kraftanstrengelse
hvor mange gange er du blevet kaldt en engel? en engel i kød og blod, i al sandhed. en engel som alle andre engle der vandrer på jorden. himmelsk
du fortjener at kende dig selv, din ophøjethed, din uendelighed
find et spejl og kig hele vejen gennem universerne og over på dig selv. ikke spejlbilledet men dig
gennem al støjen og alle de råbende faktorer der skaber dit ydre jeg
find dit indre, dit kompas der tillader dig at navigere inde i det kosmos der hersker på indersiden
ellers er alt vendt på vrangen
som menneskets nethinde, den optiske illusion af omvendthed - på hovedet
en nikkedukke, en dårlig vane

ret ryggen og indse din utilpassede uendeligheds grænseløshed
luk støjen ude og fokuser på den indre stemme, kompasset
far vild i dine galakser og lyt til universet (det indre og det ydre)
tumulten er identitetsskabende, men der er grænser
(mål, man endelig indhenter)
dybt inde ved du hvem du er
himmelsk og uvurderlig og alt for tilbøjelige til at bukke under

stå fast, slå rod, vend dig indad så du først nu egentlig
kan se resten af verden
med klare øjne
spejlblanke
dig
#f
Anna Sep 2015
jeg har ikke spist siden klokken 05:37 i nat
men det er vel egentlig okay
i det mindste gør sulten i min mave, ikke nært så ondt
som den smerte du påførte mig
da du smuttede
digte om (u)lykke ved krop og kærlighed
igen i dag er en af de dage
hvor jeg ser dig i alt.
du er i mit sengetøj, det som ikke er blevet skiftet, siden den dag du var her.
du er i min saftevand, det som jeg ikke har drukket, siden den dag du forlod mig.

det er snart tre uger siden
og du er stadig ikke forsvundet.
du er i mine venner, de mennesker som jeg skal se hver dag de næste to og et halvt år.
du er i min Roskildebillet, med hende som jeg ikke skulle bekymre mig om, i det forpulede telt som kommer til at dufte af dig og ***.

du er over det hele
uden egentlig at være her
og den her Ribena saftevand
den smager ikke som den plejer.
Elizabeth Apr 2015
For når jeg ikke kan sove
Og ligger på siden
Så triller tårerne
Lige så stille mens tiden
Langsomt dræner kroppen
For energi og den resterende glæde
Altså det der holder mig i live

Jeg snøfter og hikster lidt mere
Og venter egentlig på
At min energidrænede krop bliver tung
Samt mine øjnes låg lukker
Så jeg kan glemme
Og så jeg kan sove

Men jeg har kvalme
Og nattens sorte lys
Omfavner mig tæt
Og kvæler ilten i takter
Så jeg snapper efter vejret
Og mine øjne bliver fugtige
Jeg ligger nu ikke længere på siden

— The End —