Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
jeg sidder jo lige her og
betragter dine ribben, der har
form som halvmånen over os
jeg har duftet til dit hjerte, men
det er ikke ligesom de dage,
hvor tågen spiste os ved søen
jeg har druknet mig selv i rødvin,
der stadig lister rundt i mine årer
mens du smiler til hende
sidder jeg jo lige her
- digte om alt det, der skete dengang
Marte Lindholm Feb 2017
Her står jeg i all min nakenhet
Skriver dikt på norsk og greier
Jeg vet ikke helt hva jeg skal si
Hvordan jeg skal sette ord på det

Engelsk ville fått dette til å se fancy ut
Med kompliserte ord og uttrykk
Men her kommer det rå og nakne
Rotete formulert, uten rim og slikt

Du får fram en helt ny person i meg
En person jeg selv må bli kjent med
For dette er ikke likt noe jeg vet om
Dette er alt helt nytt og rart for meg

Følelser jeg ikke har hatt før
En tvil om hva jeg egentlig vil
Jeg vet ikke lenger faktisk
Noe jeg alltid har trodd jeg har gjort

Det er mye du ikke vet
Mye du ikke bør få vite
Jeg vil ikke ødelegge deg
Livredd for at det skal skje

Gi det tid, så vil jeg skjønne
Hva jeg selv innerst inne vil
Jeg vet hva jeg vil ville
Men det er ikke alltid rett

Dette er som en ny sang
Som jeg må lære å synge
Og spille på piano perfekt
Før den store framvisningen

Er det mulig at tiden vil si
At solo er formen for meg
Eller kanskje det er på tide
Å gjøre det til en duett?
Vetta fæn lenger jeg
Frederik B May 2014
Hvis man som jeg, voksede op i det tyvendeårhundredes spæde år, så er man en del af generation Overspringshandling. Hvis du som jeg, husker Alfons Åbergs udtryk ,,Jeg skal bare liiige," så er du en del af denne generation. Hvis du som jeg, har talt uden at gøre, så er du en del af denne generation.

Så lad os gøre noget. Lad os vise hvad vi kan. For vi kan/er mere end vi tror; mere end de tror. Jeg vil starte med det samme, så jeg håber du er med mig - jeg skal bare liiige
. . .

*f.b
Jeg tænkte på dig da jeg skrev det.
Frederik B Nov 2014
Rigt dyreliv i en tæt bevokset provinsby.
Det er et svært gennemtrængeligt terræn,
så vi skærer gennem natten med vores macheter
og tører blodet af i græsset.
I dette tropiske klima tørster vi alle,
så vi hælder de gyldne dråber ned
og banker på himlens porte i håbet om et svar, på et spørgsmål vi ikke kender.
I dette forskurede etablissement
vender vi jungleloven på hovedet.
Her er det den svageste part,
der klarer sig på den stærkestes bekostning.
Jungletrommerne brager. Det uformelle netværk, hvor rygter og nyheder spredes hurtigere end sygdomme blandt divaer,
i junglen.
Isha Nov 2016
Jeg tager bøgerne ud af reolen og bladrer manisk siderne igennem
For at finde en sætning
Eller blot et ord
Dedikeret til os
Finde sammenlignelige, naive digtere for at prøve at bevise
At der i andre tider levede nogle som os
Gående op og ned ad de samme gader
Med fingrene flettede på præcis samme måde
Nogle som os med delt spyt, som vugges med hovedet hvilende på den andens bryst og dette blik, dette hjem vi har skabt i hinanden
Men ikke det mest sortklædte firserpar, der skiftes til at tage et sug af deres delte Gauloises
Ikke Strunge’s bankende brystlomme, nej, ikke engang Gainsbourg og Birkin, ikke Tafdrup eller Thomsen, ingen, nej, nej vi må være guder i al vores almindelighed, guder der køber cola i kiosken, guder når du skyller sveden af mig, vi må være engle når du ligger med dit hoved så fredeligt på puden, dine øjenvipper der ligner fjer og dit rytmiske åndedrag
Vi må være søskende, skilt ad ved fødslen
Skulle vi ikke skamme os, for alt det blod vi har delt
Skulle det ikke være forbudt, ulykkeligt
Skulle vi ikke love hinanden
At lukke øjnene til hver en tid
Skærme os fra solen
Frederik B Dec 2014
Når først det har stået på i nogen tid, så begynder det at kede mig. Uanset følelse, varighed, eller pris.
Så vil det aldrig være nok.
Dette gælder både mit
Kærlighedsliv
Dobbeltliv
Byliv

Når først det har kedet mig i nogen tid, så begynder det at ødelægge mig. Uanset betydning, konsekvens  eller mængde.
Så vil det aldrig holde op.
Dette gælder både min
Dysfunktion
Frustration
Depression

*(f.b)
LIGE SÅ LIGEGYLDIGT SOM ALLE MINE ANDRE DIGTE, MEN DET TÆLLER VEL SÅ LÆNGE FOLK LÆSER DET - IK?
Echoes Of A Mind Mar 2016
Jeg ligger i sneen
Og føler ingenting.
Kulden rør mig ikke,
For den har allerede
Gnavet sig ind til mine ben...

Et ensomt snefnug falder på min kind,
Blidt det rammer,
Men jeg mærker det ik'
Hvorefter det langsomt smelter
Og triller ned ad min kind
Som de tåre
Jeg har grædt i tusindvis...

Mine fodspor i sneen
Er snart dækket af hvidt
Jeg tænker,
At dette ville
Du nok gerne have set...

Dette hvide landskab,
Der skinner så blidt.
Og jeg smiler,
Men kun et øjeblik.
Før jeg erindre,
At sådan blev det ik'...

Frosten bider mig i næsen,
Men i øjeblikket er jeg
Et halv-sociopatisk væsen
Og derfor
Ænser jeg den ik'...

For jeg ved ik' hvordan
Jeg skal komme igennem dagen,
Som uret snart slår an...

Den sidste dag, den sidste time,
Før du lægges endeligt til hvile.
Men lige nu vil jeg ikke tænke,
Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke,
Der langsomt tynger mig ned...

Jeg vil blot ligge her i sneen
Før jeg går ind
Og lægger de sidste roser
På kisten...
Dansklæren gav en opgave om at skrive et digt om sorg indenfor det semantiske skema: vinter....vi fik 3 minutter og dette digt er mit resultat af den opgave.....sjovt nok beskriver det meget godt min følelsesmæssige tilstand lige for tiden....nu hvor jeg efter 3 hårde uger endelig tillader mig selv at gå ned med den stress, som jeg har gået rundt og kæmpet for at holde i skak...
Expect a lot of poems to be released since I have nothing else to do while being tied to the bed due to stress
Echoes Of A Mind Mar 2016
Jeg elsker dig
Selv efter alt hvad der er sket
Så vil følelsen ikke forsvinde
Og det er lige meget hvad jeg gør...

Jeg har forsøgt at hade dig,
Men dette får mig kun til at græde.
Jeg har svinet dig til,
Men det sårer mig kun i sidste ende
Jeg har forsøgt at glemme dig,
Men alt omkring mig,
Minder mig om dig.
Kaffe kan jeg ikke drikke,
For selv det sætter minder i gang.
Jeg har mistet lysten
Til at gå i skole
Fordi jeg kan risikerer
At se dig...

Gad vide om hypnose vil kunne hjælpe,
Så jeg kan glemme,
Alle de minder,
Der involvere dig.
For lige meget hvad jeg prøver,
Så elsker jeg stadigvæk dig...
Skrev dette digt for 3 uger siden...
Er begyndt at drikke kaffe igen i dag...

Et skridt ad gangen bevæger jeg mig væk fra dig, og for hvert skridt finder jeg mig selv igen...
ungdomspoet Oct 2014
triste piger ryger meget
jeg ved ikke hvorfor dette er sandt
men det er det

tung grå røg
cigaretter der kysses
suges
man trækker vejret bedst gennem et filter
luften er smukkest
når den er forgiftet
dulmende sød smag
blød i munden
kan pludselig trække vejret
kan ikke få luft uden

triste piger ryger meget
nu ved jeg hvorfor dette er sandt
de ryger for at dø
ikke for at nyde det

hold kæft man, hvor skal jeg have en smøg nu
- om min kærlighed til cigaretter
Grålige toner turnerer rundt, isnende.
Smaragder, forklædt som mine bankede, tunge og paniske hjerteslag.
Febrilsk narrer vi hinanden til at være glade
Følelses-dækkende smil og hjerter, I dette
mørke, som har sænket sig ned over os.
Alle går vi rundt med minder, miner, sorte og triste.
Trængede efter lyst og lys kaster vi os over hinanden.
Skyder med en stjerneregn af følelser mod personlige parader.
Når solen kaster sig over mig og jeg stiger til vejrs.
Vi skal forenes og forsones, vi vil kende til hiannden.
Så husker du mig, så vil du kendes ved mig.
jd Jan 2018
*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor
nana nilsson Sep 2016
Han har den her teori om, at livet er én stor lidelse, og meningen med det hele er udfordringen i at vi skal forsøge at holde os ignorante, og finde de ting i verden, som får os til at glemme denne sorg. Som får det hele til ikke at stinke, selv hvis det bare er for en stund. Siden han fortalte mig dette stoppede jeg med at ønske at han så mig som sin elskede - det ved jeg, at han aldrig ville kunne give mig. Nu stræber jeg bare efter at være den ene person som får ham til at glemme at han har det sådan. Jeg vil være hans pusterum, hans tilflugt. Måske endda den, som får ham til at ændre dette deprimeret syn på verdenen.
Sophia Edens Jan 2015
Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****.
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******.
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.
Hazel May 2017
Rødvinsrusen komplicere vores normale nærvær
Frem og tilbage om hvorvidt dette er korrekt,
frem og tilbage om hvorvidt dette er forkert.
Jeg kigger i dine øjne, tilbage kigger du!
Samtalen stopper BRAT!!!
Mine ord er blevet til ligegyldige sætninger og
jeg prøver at danne *** af noget, hvor højde, længde og bredde ikke eksistere. dybden er bare ikke dyb nok!
Så her sidder jeg som jeg altid har gjordt
Lader mine tanker danne min virkelighed og lader realiteten fortælle mig om min uvirkelighed.
Jeg lytter hverken til eller fra.
-Hazel
I


Que ces vallons déserts, que ces vastes prairies

Où j'allais promener mes tristes rêveries,

Que ces rivages frais, que ces bois, que ces champs,

Que tout prenne une voix et retrouve des chants

Et porte jusqu'au sein de Ta Toute Puissance

Un hymne de bonheur et de reconnaissance !

Celle, qui dans un chaste et pur embrassement,

A reçu mon amour et mon premier serment,

Celle à qui j'ai juré de consacrer ma vie

Par d'injustes parents m'avait été ravie ;

Ils avaient repoussé mes pleurs, et les ingrats

Avaient osé venir l'arracher de mes bras ;

Et jaloux de m'ôter la dernière espérance

Qui pût me soutenir et calmer ma souffrance,

Un message trompeur nous avait informés

Que sur un bord lointain ses yeux s'étaient fermés.

Celui qui fut aimé, celui qui put connaître

Ce bonheur enivrant de confondre son être,

De vivre dans un autre, et de ne plus avoir

Que son cœur pour sentir, et que ses yeux pour voir,

Celui-là pourra seul deviner et comprendre

Ce qu'une voix humaine est impuissante à rendre ;

Celui-là saura seul tout ce que peut souffrir

Un homme, et supporter de tourments sans mourir.

Mais la main qui sur moi s'était appesantie

Semble de mes malheurs s'être enfin repentie.

Leur cœur s'est attendri, soit qu'un pouvoir caché,

Que sais-je ? Ou que la voix du remords l'ait touché.

Celle que je pleurais, que je croyais perdue,

Elle vit ! elle vient ! et va m'être rendue !

Ne demandez donc plus, amis, pourquoi je veux

Qu'on mêle ces boutons de fleurs dans mes cheveux.

Non ! Je n'ai point souffert et mes douleurs passées

En cet heureux instant sont toutes effacées ;

Que sont tous mes malheurs, que sont tous mes ennuis.

Et ces rêves de deuil qui tourmentaient mes nuits ?

Et moi ! J'osais du ciel accuser la colère !

Je reconnais enfin sa bonté tutélaire.

Et je bénis ces maux d'un jour qui m'ont appris

Que mes yeux ne devaient la revoir qu'à ce prix !


II


Quel bonheur est le mien ! Pourtant - ces deux années

Changent bien des projets et bien des destinées ;

- Je ne puis me celer, à parler franchement,

Que ce retour me gêne un peu, dans ce moment.

Certes, le souvenir de notre amour passé

N'est pas un seul instant sorti de ma pensée ;

Mais enfin je ne sais comment cela s'est fait :

Invité cet hiver aux bals chez le préfet.

J'ai vu sa fille aînée, et par étourderie

Risqué de temps en temps quelque galanterie :

Je convins aux parents, et fus bientôt admis

Dans cette intimité qu'on réserve aux amis.

J'y venais tous les soirs, je faisais la lecture,

Je présentais la main pour monter en voiture ;

Dans nos réunions en petit comité,

Toujours près de la fille, assis à son côté.

Je me rendais utile à tout, j'étais son page.

Et quand elle chantait, je lui tournais la page.

Enfin, accoutumé chaque jour à la voir.

60 Que sais-je ? J'ai rendu, sans m'en apercevoir,

Et bien innocemment, des soins, que je soupçonne

N'être pas dédaignés de la jeune personne :

Si bien que je ne sais trop comment m'arranger :

On jase, et les parents pourront bien exiger

Que j'ôte ce prétexte à la rumeur publique,

Et, quelque beau matin, vouloir que je m'explique.

C'est ma faute, après tout, je me suis trop pressé,

Et, comme un débutant, je me suis avancé.

Mais, d'un autre côté, comment prévoir… ? N'importe,

Mes serments sont sacrés, et mon amour l'emporte,

J'irai demain trouver le père, et s'il vous plaît,-

Je lui raconterai la chose comme elle est.

- C'est bien ! - Mais que va-t-on penser, que va-t-on dire ?

Le monde est si méchant, et si prompt à médire !

- Je le brave ! et s'il faut, je verserai mon sang...

Oui : mais toujours est-il que c'est embarrassant.


III


Comme tout ici-bas se flétrit et s'altère,

Et comme les malheurs changent un caractère !

J'ai cherché vainement, et n'ai point retrouvé

Cette aimable candeur qui m'avait captivé.

Celle que j'avais vue autrefois si craintive.

Dont la voix résonnait si douce et si plaintive,

Hautaine, au parler bref, et parfois emporté,

A rejeté bien **** cette timidité.

A moi, qui n'ai vécu, n'ai souffert que pour elle.

Est-ce qu'elle n'a pas déjà cherché querelle ?

Jetant sur le passé des regards curieux,

Elle m'a demandé d'un air impérieux

Si, pendant tout ce temps que j'ai passé **** d'elle.

Mon cœur à sa mémoire était resté fidèle :

Et de quel droit, bon Dieu ? Nous n'étions point liés.

Et nous aurions très bien pu nous être oubliés !

J'avais juré, promis ! - Qu'est-ce que cela prouve ?

Tous les jours, en amour, on jure ; et lorsqu'on trouve

Quelque distraction, on laisse rarement

Perdre l'occasion de trahir son serment :

Il n'est pas défendu d'avoir un cœur sensible,

Et ce n'est point du "tout un crime irrémissible.

Et puis d'ailleurs, après ce que j'ai découvert.

Entre nous, soyons franc, parlons à cœur ouvert :

J'en avais fait mon deuil, et la pauvre exilée

S'est bien de son côté quelque peu consolée ;

Et si je persistais à demander sa main.

C'était par conscience, et par respect humain ;

Je m'étais étourdi. Mais elle a, la première.

Fait ouvrir, par bonheur, mes yeux à la lumière,

Et certes, j'aime mieux encore, à beaucoup près,

Qu'elle se soit ainsi montrée avant qu'après.

Car enfin, rien n'est fait, au moins, et le notaire

N'a point à nos serments prêté son ministère.

- Mais quels emportements ! quels pleurs ! car elle croit

Exiger une dette et réclamer un droit.

Or il faut en finir : quoi qu'elle dise ou fasse,

J'en ai pris mon parti ; j'irai lui dire en face,

- Quoi ? - Que son caractère est à n'y pas tenir.

- Elle avait bien besoin aussi de revenir !

Nous étions si bien tous, quand son humeur altière

Vint troubler le repos d'une famille entière !

On nous la disait morte ; et je croirais aussi

Qu'il vaudrait beaucoup mieux que cela fût ainsi.
sara p Feb 2015
de to små streger skriger
i mine øjne
havde jeg været forsigtig,
taget hvert skridt på æggeskaller og
tænkt lange tanker,
ville jeg løbe videre ubekymret
i dette sekund og
danse i nattens lys

men nu
nu, har jeg solens stråler
i maven
det smager bittert
som om det ikke passer ind

de lyseblå dråber fra mine øjne
er krystalklare
de skærer i mit sind og
hvisker hvad jeg skal gøre

de hvide vægge er kolde
jeg ser min sorte pedicure og
nu matcher den farven indeni
jeg burde være tom

men
jeg fortsætter i ungdommens
lange baner
jeg tegner blomster på blankt
papir og
jeg smiler samtidig
digt til en dansk opgave om abort
med tårer i øjnene hiver jeg luft ned i mine ekspansive lunger, husker
husker: det er bare nu'et. det er blot en brøkdel.
og en dag vil jeg have glemt dette øjeblik, dette blink med øjnene, forbipasseret fortvivlelse og forvildelse og utilpashed
og en dag vil jeg have varme, gyldne minder lokaliseret bag øjenhulen, bag drømmene
og jeg vil have hængt hvidt vasketøj op, jeg vil have talt med en vred bille, kørt i en lyseblå bil og købt mine egne øko-appelsiner.
jeg vil have klippet mit hår mindst ti gange, foldet fingrene om en andens krop, om en andens ømheder, en andens tanker, jeg vil have haft et hundrede forskellige par sko på mine to fødder, set nye vidundere og nye lavpunkter
og det smelter sammen og alt det ubehagelige fylder mindst
men lige nu kaster ubehag lange skygger
Português

"Lembranças, fragmentos de pensamentos que tivemos, vidas que vivemos. Este é o nosso purgatório, nosso inferno. Sim, estamos mortos. Nós destruímos a terra e já não mais vivemos e tudo o que nos restou foram as lembranças, fragmentos de pensamentos que tivemos. Estamos mortos agora...".

Francês

"Souvenirs, des fragments de pensées que nous avons eues, vit dans lequel nous vivons. Ceci est notre purgatoire, notre enfer. Oui, nous sommes morts. Nous détruisons la terre et ne plus vivre, et il ne restait que des souvenirs, des fragments de pensées que nous avons eues. Nous sommes morts maintenant ..."

Inglês

"Memories, fragments of thoughts we had, lives we live. This is our purgatory, our hell. Yes, we're dead. We destroy the land and no longer live and all that remained were the memories, fragments of thoughts we had. We are dead now ..."

Italiano

"Ricordi, frammenti di pensieri che abbiamo avuto, vive viviamo. Questo è il nostro purgatorio, il nostro inferno. Sì, siamo morti. Noi distruggere la terra e non più dal vivo e tutto ciò che restava erano i ricordi, frammenti di pensieri che abbiamo avuto. Ci sono morti oggi ..."

Espanhol

"Recuerdos, fragmentos de pensamientos que teníamos, vive vivimos. Este es nuestro purgatorio, nuestro infierno. Sí, estamos muertos. Destruimos la tierra y ya no vivo y lo único que quedaba eran los recuerdos, fragmentos de pensamientos que teníamos. Estamos muertos ahora ..."

Dinamarquês

*"Memories, fragmenter af tanker, vi havde, lever vi lever. Dette er vores skærsilden, vores helvede. Ja, vi er døde. Vi ødelægger jorden og ikke længere bor og alle, der forblev var minderne, fragmenter af tanker, vi havde. Vi er døde nu ..."
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
carololololo Oct 2014
Jeg sidder med min varme kaffe
Og kigger ud af vinduet
Der er ingen hjemme
Ikke en stemme
Jeg ligger mig ned under dynen
Her føler jeg mig tryg
Dynen føles som et varmt kram
Mod min bare ryg
Jeg lukker øjnene og nyder lyden
Af regnen mod mit vindue
Rejser mig aldrig igen
Dette er mit lykkested
Ingen bekymringer
Ingen forpligtelser
Kun mig
Regnen
Og min varme kaffe
Echoes Of A Mind Mar 2016
Fortryder jeg,
At jeg lod dig ind
Nej,
Jeg fortryder ikke,
At det var dig,
Som jeg lod ind.
Men jeg fortryder alt det,
Som vi nu er blevet til...

Jeg fortryder ikke handlingen gjort
Under påvirkning af følelser
Følelser, som jeg ikke kendte til
Før jeg mødte dig
Men jeg fortryder handlinger,
Som jeg har gjort
Fordi du sårede mig...

For lige så meget,
Som jeg holder af dig,
Lige så meget smerter det mig nu
at se dig.
Allerhelst så vil jeg ikke
Være i nærheden af dig.
For dette gør ondt
På mig...

Jeg fortyder ord sagt i vrede,
Hvor jeg mig befandt
I en såret tilstand
Hvor jeg kun kendte til en måde
at afreagerer på...

Jeg fortryder så mange ting,
At skrive om dem
Ville tage en evighed
Men den ene ting,
Som jeg ikke fortryder,
er,
At jeg lod dig ind....
forpustet eksistens, forkrampet hygge, udmattende omtanke, tung luft

           akavet venskabelighed,    fortumlet interaktion

ligger og skrumler rundt i mig selv lige pt, du ved

      skriver digte der dernæst glemmes

               'ved ærligt talt ikke, hvad der fremkaldte eller inspirerede dette'

føler mig som én den ene dag og en helt anden den næste
           hvem er jeg overfor dig?     tilbageblikkets endegyldige tvivl og    
   hjernens omdrejninger

smilende øjeblik,
       derefter melankolsk
du fremvækker en mærkelig, blandet følelse

hvordan kan man mærke, hvorvidt øjeblikket er essentielt? kan hjernen
          filtrere al støjen væk    ?    

               tanken om, at alle disse mennesker en skønne dag

        vil glemme mig.
glædelig fødselsdag!


              farvel!
      hvem er jeg uden dig
  
        velkommen tilbage, fremmed følelse
                    velkendt person

    farvel
sabinasophie Jun 2015
vi
jeg er inderligt ked af at du har lært mig at kende, du har nu erindret en side af mig du ikke burde, en side fuld af blod, glasskår og elektriske nattetimer, du siger jeg er din prinsesse, men min tilværelse er ikke et eventyr længere, blodet løber ned af mine arme og mit hjerte slår i lynets hast når de røde dråber rammer det hvide marmorgulv, alt dette er hændt grundet udefinerbare snitsår, luften bliver tynd og farven mørkegrå er den essentielle farve for mit sind, jeg er lænket til mine røde minder, dele af mit sind er taget væk, skiftet ud, med kemisk opløselige følelser.
du får mine øjne til at løbe i vand når du siger at du elsker mig, jeg bliver helt fanatisk, elektrisk, allergisk. gå væk fra mig, men bliv alligevel.
sabinas sandager
ungdomspoet Nov 2015
pigen der tavst traver gennem
skoven der efterhånden er helt nøgen
og iagttager de gyldne blade der er faldet
med hendes rødvinsfarvede læber suger ***
grådigt på den sidste cigaret *** kunne finde i lommen
og vinden hiver i hendes lange lysebrune bølgede hår
men *** er ligeglad, for *** kan kun tænke på at
en dag, snart, vil *** forsvinde fra dette sted
i ørene danser der stille toner komponeret af engle
og sunget af Bon Iver
pigens øjne er store og runde, og vidt åbne
for *** prøver at sluge så meget af denne følelse
før det er for sent igen og lyset der titter igennem de spinkle
grene atter er forsvundet og erstattet af en grå tåge
hendes tanker står så stille, samtidig med at stemmerne
aldrig nogensinde stopper med at hviske til hende
de hvisker, at en pige som hende aldrig vil blive lykkelig
pigen griner da lyden af ordene giver genlyd i hendes
hovede, *** havde nemlig for længst affundet sig med at
lykken er den nøgne skov, gyldne blade, rødvinslæber,
cigaretter, de sidste solstråler og Bon Iver
Hazel Nov 2017
Nu er du bare én af nattens mørke kroge.
Ja, bare én ud af mange
Langsomt fordamper du, ind i en grå tåge
Af minder.
Du er, var og forbliver nu blot ét minde.
Ja, bare ét ud af mange.
Jeg gør intet, for tidevandet trækker dig langsomt ud i uigenkendeligheden.
Måske tror du vi ses, men dette er et farvel.
Ja, bare ét ud af mange.

Nu kan vi mødes i den grå tåge af minder.
Det er alt der er tilbage, og der snakker vi om alt det vi havde glemt, der kan vi savne virkeligheden.
I mens glemmer vi os selv, i vores egen uvirkelighed, for det er det der sker.
Ja, ét par gange ud af mange.

For dig er jeg nu blot “HENDE”.
Ja, bare én ud af mange.
-Hazel
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Marolle Oct 2015
biler kører stærkt forbi ude på Ringvejen
barn cykler rundt og råber på et fremmed sprog
flere biler kører forbi
computertasterne siger de velkendte klik’s, når jeg skriver dette
barnet cykler frem og tilbage
jeg kan høre cykelhjulets tikken
der bremses hård op på cyklen
en motorcykel i det fjerne gasser op
og en bil kører forbi ude ved blokkens gade
et andet barn i det fjerne råber: ”Papa, papa…”
der er fuglesang af fuglearter jeg ikke kender
og efterårsvinden suser i de gule trækroner
der er fodtrin nedenfor mit vindue
tunge skridt der bliver slæbt hen ad jorden
trafikken står aldrig stille
der vil altid være lyde at høre

*(Marolle)
lyset lyder som disse sarte vibrationer
og det hele ender i en babyblå

sproget skubber til loftet og det
krøllede papir vinder alt
mens det ligger der

mine arme kan
i dette øjeblik
vande tusinde haver
Hazel Aug 2019
De spørger om alle mine digte er om dig?
Jeg svare altid nej, men det er de måske lidt alligevel...
Men mest om mig selv, mest om mig selv dengang jeg var med dig. Mest om mig og mig selv og om dig og om hvordan du gjorde mig kantet og skarp.
Handler det om ham? Hvem ham, svare jeg? De griner, for de ved godt at jeg ved hvad de mener. De mener ham der bringer mine tanker i kog, ham der udkogte og udkørte og dæmpede mig, og dampede ud over alles forventninger, for bare at få en dråbe accept på sig. Ham der ikke tror han er god nok, men god nok til at fortælle at andre er gode nok, når han har brug for at få af vide at han god nok, og flot nok og høj nok, og....Ja. Det er nok ham, og hvad så, hvis det passer mig at skrive om en spasser, der har kastet mig, ind og ud af hjertekar, ind i en blindgyde, af blinde svar?
De spørger om alle mine digte er om dig?
Nej men det er dette digt, SVARE JEG.
-Hazel
Eller også er det glasset? Måske er det for stærkt,
hvem ved?
Der er stjernestøv i luften, sagde jeg til mig selv.
De små partikler forgifter den delikat
Det snurrer og jeg må holde fast i jorden for ikke at falde ned.
Alt jeg ser er paradokser og længtes hjem.
Balancere mellem liv og *****.
Der er stjernestøv i luften
jeg ser dig.
Millioner af stjerner adskiller os og river i afstandens sår.
Gid jeg kunne nå dig
Dræbe horisonten og
lad os nå det hele inden for dette
øje -
bliks tid
Støvstjerner

— The End —