hvis vi var født i en anden generation, ville du
have givet mig oliemaling og A4-papir, da jeg
fyldte femten år gammel
i stedet for et gavekort og en buket røde roser
hvis vi var født i en anden generation, ville du
lade mig plante træer i din have og sætte alarm
til solopgangen
vores hjerter ville være døsige af ren kærlighed,
og vores ankler ville være ømme af berøringer
vi ville tale i lydbølger, der forbindes med farven
blå, og vores sjæle ville forme os sammen som
lejrbåle, vi undlod at slukke
du ville fortælle mig, hvordan mælk flød gennem
mine årer, og hvordan jeg var bygget af mosaik
hvis vi var født i en anden generation ville vores
læber tygge på sætninger, jeg ikke engang kan
få mine fingre til at skrive
hvis vi var født i en anden generation
ville jeg ikke huske dine mandelformede, elektriske
udspilede øjne, der fik mig til at grine med blodige
hofter og mord klistret fast som tape på mine hænder
hvis vi var født i en anden generation
ville dit navn lyde som poesi, og selv mit hjerte ville
danse som juniregn med duft af kastanjer
hvis vi var født i en anden generation
havde du måske modtaget denne voicemail, og
måske havde vi defineret det, alle andre end os,
kaldte for
os

Du danser rundt i kroppen på mig, med en gentagende melankolsk klang.
Din krop er metrisk opbygget, bygget af sten - op. Et spareprojekt.
Jeg skulle have kysset dig længere. Holdt dig tæt ind.
Lad mig ikke gå alene i verden,
For du gør mig så gal
At mit indre bliver kvalmende og jeg græder
Jeg kan mærke dine følelser, selvom jeg ikke er dig.
Du, dig er kommaet for MIN død. Dræbt af en overdosis kærlighed, som var en envejs kærlighedaffære.
Jeg flæber og græder, indtil du stopper med at betale med kys pakket ind i stjålne følelser fra andre.

Det var kortvarigt
patronerne dansede sterilt henover himlen,
og forgyldte os med regn. Vi løb.
Forsøgte at slippe alt i en rusende dans.
Stemningen omfavnede os med rødvinskys.
Eliderede os fra virkeligheden.
Vi er født af natten med hjerter døsige af kærlighed.
Du talte i lydbølger og radiofonisk sammenlignede du mig med kokain.
- du var bygget af mosaik og duftede af skrøbelighed.
Der fór strøm igennem dit elektriske, bedøvede hjerte.'
Da du sagde mit navn, tænkte jeg på forårsregn, og mit hjerte smeltede af poesi. Det var udefinerbart,
Kortvarigt.

Mine følelser raser og slår ud mod de murer de har bygget
bider og river i alt der rør sig
Flænser kød, brækker knogler, dræber alt
Jeg skriger min smerte ud
Men ingen svarer
De vender sig bare
og lader mig stå
Alene
i mørket

kvindegråd
skærer hul i mit hjerte
usundt miljø
af hårde kvinder
der spidser tænder
for at kunne forsvare sig selv
ingen hjælp at hente
ingen kære mor
her hvor jeg bor
men aldrig hørte hjemme
et hus bygget af glasskår
for vi er alle ødelagte
vaserne er smadrede
og min illusion om en stærk kvinde
er knækket
i takt med at jeg hørte dig græde
og så dig råbe og skrige
jeg så dig ligge besvimet på jorden
og jeg var den eneste der var der
til at passe på dig
min illusion om en stærk kvinde
blev til en virkelighed
men kvinden var ikke dig
det var mig

hjerter i symbiose
og hjertestrengene spænder sig ud over flere kilometers vidde
en evig higen efter
den fjerne hjemplanet opbygget af
opaler og citronkernerne og lyserøde negle og nattergalesang
med en befolkning bestående udelukkende af måneskin og
champagnebobler
som smelter sammen og genopstår
sarte og bløde og i konstant venskabelighed
vi er bygget til så meget mere
til at brænde
til at svæve, at opløses og gensamles
essenstænkningen forskydes og jeg eksisterer to steder på én gang
mit folk som skytsengle bevåger alle jeg nærer glødende kærlighed for og
kysser alle ensomme menneskers øjenlåg, forstår den
s ø g e n d e   s j æ l s   s a n s e l i g h e d
og på en grøn-tyrkis morgen vil du finde din hjemstavn
og brænde, svæve, opløses og gensamles
som dit sande jeg
grøn og formløs
og uendelig

du umulige kærlighed
snart glemt, men alligevel forevigt gemt
inde i min indre og ydre bevidsthed
du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer;
destinationer, individer, genstande
dér minder mig om dig
jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner
der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud

jeg ligger nu alene i græsset
glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel
som det sidste jeg ser inden jeg
lukker begge mine øjne i
og møder dig i en af mine mange drømme
åh så naivt
og med forvrængede forhåbninger om
du og jeg

tørrer blidt, med knyttet hånd
en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben
og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt  
med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd
at dét forvrængede tankesystem her
er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt
på dét
jeg på én og samme tid absolut er bevidst om,
aldrig kommer til at ske
udover i mine drømme