Jeg stræber så hårdt efter at være det, jeg tror jeg vil, men hvad er det egentlig jeg vil? Vil jeg det som andre vil have at jeg skal, eller bruger jeg alt min tid på at prøve at skille mig ud, at jeg ender i bunken med alle de andre hipstere.

Jeg bandt dig i lænker med mine unikke øjne, og nu ligger du ved mine fødder bundet fast til afhængigheden af mig
Mine kys fortryller dig og nu kan du aldrig give slip
Du forguder min krop som var den rigdom
Helt blind for mit syge sind
Bundet om min lille finger svæver du rundt i atmosfæren
Mens jeg elsker mig selv og ikke dig
Det er magten og pengene der driver mit guddommelige legeme
For jeg er syg, og behøver dig som et fiks
Men om lidt er du skrald og nede i bunken af ligegyldighed

Jeg er slet ikke færdig, men jeg sidder lidt fast i øjeblikket. Fanget i en forelskelse og i en 5-timers aflevering og i bunken af rod på mit værelse og i at skrive. Jeg burde bare kysse ham hårdt, lave opgaven, rydde lortet og gøre noget, i stedet for konstant at skrive om hvad jeg vil gøre. Jeg kan blive så dødtræt af det hele. Jeg har lyst til at klippe mit hår page, og fortælle mine forældre at jeg ryger.
Men jeg gør bare alt halvt og aldrig helt.

Og det må da næsten være mere usundt,
end de smøger jeg ryger om dagen.

efterhånden har gangene min gane har smagt rottegift overgået gangene din mund har kysset min
jeg ved ikke hvad det siger om noget
eller det ved jeg godt men det jeg vil heller ikke sige noget om
for du har ikke sagt noget
det gør du aldrig det som om at du ligger aller nederest i bunken af ting folk vil have og at jeg bare vil have dig, men en anden kommer til at tage dig ved et uheld og smider dig tilbage fordi du ikke rigtig vil være typen nogen vil have for det nemmere at være alene end at være såret af alene, sådan avoident attachment style eller hvad kalder folk det? sådan det er noget jeg har hørt på tiktok og ville ønske jeg kunne relatere til, men jeg er bare disorganised attachment hvilket er forkert når jeg har ocd siger folk for de ved jo mere om mig end mig selv siger ingen nogensinde men alligevel siger de, de der ting
det sker hele tiden og du bliver bare liggeende der på bunden i bunken selv når jeg kigger på dig
og hvis jeg så stikker armen ned og forsøger at tage dig med bliver du til sodavand som pibler ud gennem mine fingre men som stadig klistrer sig fast til mig, som om du ikke vil mig men ikke kan lade være med at hægte dig fast og jeg bliver i tvivel
om det mig, som bilder migselv ting ind eller om du også får ondt i maven når du ser mig og ville ønske du kunne eller om du bare synes jeg er dybt mærkelig og nedern for jeg synes du dybt mærkelig og nedern men vil dig jo godt alligevel