jeg har ikke længer energi til at
savne dig
din fraværende tilstedeværelse har
sat sig
som åbne sår i min mavesæk,
der skriger efter hjælp
men når nogen spørger,
har jeg min basisreplik klar,
og heldigvis for det
for jeg vil ikke trøstes,
jeg vil ikke have din arm om min krop
og jeg vil ikke have dig
jeg vil være alene,
så lad mig svømme i det kolde vand
mærke bunden og skrabe den
lad mig skrige af hvide vægge
og høre skrøbeligheden i et fjernt ekko
lad mig være sammen med mig selv
og bløde i fred
lad mig fryse i vinternatten og
lad være med at fortælle mig løgne,
så jeg kan mærke plastikglæde
briste i kroppen, for ham den anden
slukkede hjertegnisten
lad mig være
ligegyldigt, hvor meget jeg græder
for jeg er ikke lavet af dyrt porcelæn
du kan tabe mig på gulvet fire gange endnu,
for jeg
kan ikke bløde meget mere
nu

En varm væske i en brunrød farve
Næsten usynelig varm luft stiger
til vejrs
Et lidt for gennemblødt
lidt for brugt tebrev flyder rund
I bunden af den limegrønne kop
Snart begynder de små korn at flyde
Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir
Først rundt i det lunkne snart kolde vand
Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke
Når den bliver for kedelig ender det
I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken

følelsen,
af alt det jeg vil sige,
som ligger lige på spidsen,
af tungen,
i munden,
men jeg spytter ikke,
jeg sluger,
selvom,
du ikke fortjener det,
du fortjener mig,
ikke

ikke længere,
dit sæd, der skal sluges,
men mit had,
mine tanker,
mine følelser,
mine ord,
mig selv,
der skal gemmes væk, glemmes væk, sluges,
det gør ondt hele vejen ned,
som det ikke forsvinder,
men ligger,
på bunden,
og venter,
på den dag, hvor det smager så grimt, at jeg brækker mig

Sort røg og hvide læber, min livløse krop
etsmøgstomhed og hende
*** siger vi burde forsvinde
jeg siger ja
vi burde ikke gemme os, men vi er bange for at blive set
en stjernespækket himmel
cigaretter til deling
koldsved på min pande
for ingen andre giver det mening, men vi ved bedst
jeg føler mig guddommelig, *** behandler mig som noget større
jeg tager et hvæs, *** griber fat om mit skridt
jeg tantekysser bunden en sidste gang, kaster skoddet og dykker ind i natten.

*f.b

Jeg er et sandkorn i Sahra
et ud af mange
jeg er her bare,  indtil den dag jeg bliver blæst væk
blæst væk af vinden
hvor mon jeg lander ?
jeg ved det i hvert fald ikke
jeg kan lande hvor som helst
på bunden eller på toppen
men det slutter jo ikke her
for  om jeg er på toppen eller bunden
blæser jeg væk igen
hen til et nyt sted
jeg blæser hele tiden væk.

ordene ligger på overfladen af vandet
jeg ligger på bunden og kigger op på det forvrængede billede du ser af mig igennem vandet
det billede, jeg ikke helt ved hvor du har fra
men som jeg er sikker på at jeg selv er helt udenom
for det hele er som det plejer på overfladen
og alligevel så er intet som det plejer her nede
for vi var på vej til et andet sted
selvom ingen vidste det
så nu ved ingen at vi står stille her i en pool på frederiksberg
for vi var på vej til at springe fra vippen
men endte med at se bunden først
og jeg tror godt vi begge vidste hvor det ville ende
så hvorfor overhovedet begynde at svømme?
når vi begge ikke anede hvordan
og når jeg svømmer crawl og du svømmer brystsvømning

Sjovt nok, så du mig da jeg lå der
Jeg lå helt nede på bunden
Jeg var nede på bunden
Du kiggede bare og lod som ingenting
Jeg vidste ikke hvad der skete med mig
Det var ikke mig
Jeg er stadig ikke blevet helt mig selv
Men jeg fik revet mig selv lidt længere op på overfalden
Med min egen hjælp
Og jeg tager hele tiden små skridt længere op mod overfalden
Men så falder jeg
Også må jeg bare rejse mig op igen.

Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.

en taxatur
gennem nattens uforudsigelige.
torsdag aften.
klokken 01.00
hoppede jeg ind.
klokken 01.15
hoppede jeg ud.
på en gade jeg ikke kendte
gik jeg op
i en lejlighed
som *** ikke boede i.
i lejligheden
overnattede ***.
overnattede jeg.
sammen
alligevel.
vi snakkede så meget.
sagde så lidt.
hendes øjne sagde mere
end hendes mund.
*** vidste hvad *** ville have
og jeg vidste det også.
et afslørende blik og matchende undertøj
gjorde grænserne
for hvad vi kunne gøre
ikkeeksisterende.
jeg gav hende ikke hvad *** ville have.
*** måtte vente
det samme måtte jeg.

vandet er så kønt på overfladen
men endnu kønnere er det
at dykke ned
på bunden
og afsløre
alle dets hemmeligheder.
Udforske
hvert et hjørne
hvert et sandkorn
og hver en nysgerrighed.
først der
kan du nyde overfladen.

*(f.b)

Jeg hader mig
Du hader dig
Lad os dræne hinanden for had
Til dagen lyser grønt og lyder som noget at glæde sig til i morgenstunden
Eller lad os blive i selvhadets øjeblik som muslinger der holder på tusinde perler på bunden af havet
Lad os aldrig se dagens lys
Lad os leve i selvhadet
Lad os
Lad os dø sammen

et persoligt *** kontra et privat ***
dramatiserende effekt; pilfingret
højrøstet
at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander
  i en meningsfuld enhed
et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål
irettesættelse og tvivlsommelighed
en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer
heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt
bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde
glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet
til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre
så rundt og blødt at det føles forkert
så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op
som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår
tiltrækningskraft
bølgen bærer gaver
vi smider skadelige genstande i havet,
men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst
en fjer daler langsomt men rammer også bunden

at totaludslette sig selv i krampagtige forsøg på at udvinde
      enhver dråbe af potentiale
i en udslukt flod, udtørret
    
          at dele sig selv op i procenter, prioriteret
   35,4% der, 100% der,
     indtil man pludselig er i minus
hvor er man så?
               (på bunden)

     kold klarsindethed

varm panik
   blodet strømmer til kinderne, stemningslæggende,

smilende rammer tvivlen
som en enkelt optrevlet maske i et udarbejdet system
    hold fingrende fra det, ubevidst pilfingret
gennemanalyseret

Jeg vil gerne bedøves
Så jeg ikke skal overdøve
smerte med smerte

Ligesom når jeg bider mig i kinden fordi det gør ondt i foden
Man kan vel sige at det udjævner smerten og gør den mere tålelig

Jeg har altid gerne ville forhekses
Så jeg ikke længere har magt over min egen krop og mine egne tanker
Så en anden må påtage sig mig

Nu tager jeg toppen og bunden
Tager det bedste og værste
Sluger det
og vælger en monoton mellemvej

et arsenal af pligter
skyld som våben
kampføring på åben gade
pile af beskyldninger
gemte under lag af venlige 'kh'er i bunden af imessage-beskeden
mit ønske om bare at svare med et: stopppp :)))
det grålige skemalagte liv
det forventelige liv
nålen af dårlig samvittighed lige under navlen
prikkende, trækker blodet
min krop er ikke en nålepude
dine ord er ikke nåle
og skylden er ikke
rensende

efterhånden har gangene min gane har smagt rottegift overgået gangene din mund har kysset min
jeg ved ikke hvad det siger om noget
eller det ved jeg godt men det jeg vil heller ikke sige noget om
for du har ikke sagt noget
det gør du aldrig det som om at du ligger aller nederest i bunken af ting folk vil have og at jeg bare vil have dig, men en anden kommer til at tage dig ved et uheld og smider dig tilbage fordi du ikke rigtig vil være typen nogen vil have for det nemmere at være alene end at være såret af alene, sådan avoident attachment style eller hvad kalder folk det? sådan det er noget jeg har hørt på tiktok og ville ønske jeg kunne relatere til, men jeg er bare disorganised attachment hvilket er forkert når jeg har ocd siger folk for de ved jo mere om mig end mig selv siger ingen nogensinde men alligevel siger de, de der ting
det sker hele tiden og du bliver bare liggeende der på bunden i bunken selv når jeg kigger på dig
og hvis jeg så stikker armen ned og forsøger at tage dig med bliver du til sodavand som pibler ud gennem mine fingre men som stadig klistrer sig fast til mig, som om du ikke vil mig men ikke kan lade være med at hægte dig fast og jeg bliver i tvivel
om det mig, som bilder migselv ting ind eller om du også får ondt i maven når du ser mig og ville ønske du kunne eller om du bare synes jeg er dybt mærkelig og nedern for jeg synes du dybt mærkelig og nedern men vil dig jo godt alligevel