"bunden" poems
følelsen,
af alt det jeg vil sige,
som ligger lige på spidsen,
af tungen,
i munden,
men jeg spytter ikke,
jeg sluger,
selvom,
du ikke fortjener det,
du fortjener mig,
ikke
ikke længere,
dit sæd, der skal sluges,
men mit had,
mine tanker,
mine følelser,
mine ord,
mig selv,
der skal gemmes væk, glemmes væk, sluges,
det gør ondt hele vejen ned,
som det ikke forsvinder,
men ligger,
på bunden,
og venter,
på den dag, hvor det smager så grimt, at jeg brækker mig
Jan 21, 2015
Jan 21, 2015 at 10:20 AM UTC
Du sa mer i tystnad än i orden
Du gav ett namn åt längtan
Inget håller dig bunden
Det var mer än vad jag nånsin gjorde
Tog det första steget, jag förstår det
Man kunde visst ändå,
I rädsla finna modet
Det var mer än vad jag nånsin gjorde
Jun 1, 2015
Jun 1, 2015 at 4:31 PM UTC
Sort røg og hvide læber, min livløse krop
etsmøgstomhed og hende
*** siger vi burde forsvinde
jeg siger ja
vi burde ikke gemme os, men vi er bange for at blive set
en stjernespækket himmel
cigaretter til deling
koldsved på min pande
for ingen andre giver det mening, men vi ved bedst
jeg føler mig guddommelig, *** behandler mig som noget større
jeg tager et hvæs, *** griber fat om mit skridt
jeg tantekysser bunden en sidste gang, kaster skoddet og dykker ind i natten.
f.b
Apr 24, 2014
Apr 24, 2014 at 9:32 AM UTC
Måske er jeg blevet for god til at elske folk
der ikke elsker igen.
Dig.
Det er altid dig jeg skriver om og kysser
i min fantasi.
Du er **** art, og sådan et drag at se.
Jeg har ikke længere energi til at savne dig.
Din verdensfjerne tilstedeværelse har åbent min mavesæk
i skrigende sår.
Jeg kan umuligt sige nej, når dine læber presser på,
men mit hjerte er væk.
Jeg vil ikke mærke din hånds kærtegn eller de ivrige kys på min hals.
Jeg vil være alene.
Så lad mig lære at leve,
lad mig synke dybt. Dybere.
Mærke bunden og skrabe den i desperation.
Lad mine lunger oversvømme i det iskolde vand,
uden at trøste mig. For jeg vil ånde igen.
Jeg vil skrige skyerne ned fra himlen og lade mig begraves i dem.
Lad mine isblå negle være blå, lad mig skrige hjertet ud
i tusinde stykker,
for jeg kan ikke bløde mere.
Solen smelter. Plastik.
Når jeg kigger på himlen ser jeg dig, og tænker på om vi forsvinder sammen med den.
Men der er ikke noget vi.
Evigheden skal være uden dig.
Jan 10, 2015
Jan 10, 2015 at 10:59 AM UTC
en taxatur
gennem nattens uforudsigelige.
torsdag aften.
klokken 01.00
hoppede jeg ind.
klokken 01.15
hoppede jeg ud.
på en gade jeg ikke kendte
gik jeg op
i en lejlighed
som *** ikke boede i.
i lejligheden
overnattede ***
overnattede jeg.
sammen
alligevel.
vi snakkede så meget.
sagde så lidt.
hendes øjne sagde mere
end hendes mund.
*** vidste hvad *** ville have
og jeg vidste det også.
et afslørende blik og matchende undertøj
gjorde grænserne
for hvad vi kunne gøre
ikkeeksisterende.
jeg gav hende ikke hvad *** ville have.
*** måtte vente
det samme måtte jeg.
*vandet er så kønt på overfladen
men endnu kønnere er det
at dykke ned
på bunden
og afsløre
alle dets hemmeligheder.
Udforske
hvert et hjørne
hvert et sandkorn
og hver en nysgerrighed.
først der
kan du nyde overfladen.*
(f.b)
Feb 20, 2015
Feb 20, 2015 at 4:33 PM UTC
Jeg sider på bænken,
Stimen af dem øger presset,
Presset stiger
Presset stiger
Jeg kan ikke sige mere.
Vandet koger over,
Tidevandet drukner mig.
Strømmen fortætter sig om mig
Nu er det tid til dig og mig.
En ørken uden ord åbenbare sig
afspejlet af din strøm af ord.
Som en sten
Synker jeg til bunden.
Ned hvor ordene ikke skiner
Og ingen emner bor.
May 10, 2015
May 10, 2015 at 4:16 PM UTC
En varm væske i en brunrød farve
Næsten usynelig varm luft stiger
til vejrs
Et lidt for gennemblødt
lidt for brugt tebrev flyder rund
I bunden af den limegrønne kop
Snart begynder de små korn at flyde
Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir
Først rundt i det lunkne snart kolde vand
Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke
Når den bliver for kedelig ender det
I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken
Feb 22, 2015
Feb 22, 2015 at 11:23 AM UTC
et persoligt *** kontra et privat ***
dramatiserende effekt; pilfingret
højrøstet
at kaste ord op i luften og krydse fingre for, at de lander
i en meningsfuld enhed
et solidt grundlag, en grundlæggende spørgsmål
irettesættelse og tvivlsommelighed
en helt er opbygget af oldtidens sten, tårer og menneskelige idealer
heltemod er et koncept; udødeligt og uopnåeligt
bølgerne vasker glasskår op på stranden, fremviser resultatet af et fler-årigt tilfældigt slibe-arbejde
glassets kanter slides langsomt ned og bliver omdannet
til noget mere appellerende, noget man ønsker at røre
så rundt og blødt at det føles forkert
så modificeret fra gadens skarpe skår at det er uundgåeligt at samle op
som en hånd der konstant flytter sig til et uvelkomment område, kradser skorpen af et nyligt helet sår
tiltrækningskraft
bølgen bærer gaver
vi smider skadelige genstande i havet,
men havet returnerer det menneskevenligt; kanteløst
en fjer daler langsomt men rammer også bunden
Dec 3, 2015
Dec 3, 2015 at 5:04 PM UTC
Jeg hader mig
Du hader dig
Lad os dræne hinanden for had
Til dagen lyser grønt og lyder som noget at glæde sig til i morgenstunden
Eller lad os blive i selvhadets øjeblik som muslinger der holder på tusinde perler på bunden af havet
Lad os aldrig se dagens lys
Lad os leve i selvhadet
Lad os
Lad os dø sammen
Dec 19, 2015
Dec 19, 2015 at 9:44 PM UTC
at totaludslette sig selv i krampagtige forsøg på at udvinde
enhver dråbe af potentiale
i en udslukt flod, udtørret
at dele sig selv op i procenter, prioriteret
35,4% der, 100% der,
indtil man pludselig er i minus
hvor er man så?
(på bunden)
kold klarsindethed
varm panik
blodet strømmer til kinderne, stemningslæggende,
smilende rammer tvivlen
som en enkelt optrevlet maske i et udarbejdet system
hold fingrende fra det, ubevidst pilfingret
gennemanalyseret
Nov 8, 2015
Nov 8, 2015 at 10:28 AM UTC
Jeg er ved at dykke ned i den verden jeg frygter aller mest.
Den verden hvor alting vender op og ned på ALTING.
Jeg ved ikke om jeg skal dykke længere, for jeg er bange for at drukne.
Prøver at bevare roen, selvom at den ro jeg har inden i er en vedvarende uro.
Jo længere jeg dykker ned, jo mere bliver jeg kvalt i den ikke eksisterende tid.
Uforstående er vi vel begge to, mindre og mindre skal der til for at tid ligepludselig bliver eksistentiel og at vi begge ender på bunden kvalt og alene i hinandens tilstedeværelse.
May 9, 2017
May 9, 2017 at 7:00 PM UTC
ordene ligger på overfladen af vandet
jeg ligger på bunden og kigger op på det forvrængede billede du ser af mig igennem vandet
det billede, jeg ikke helt ved hvor du har fra
men som jeg er sikker på at jeg selv er helt udenom
for det hele er som det plejer på overfladen
og alligevel så er intet som det plejer her nede
for vi var på vej til et andet sted
selvom ingen vidste det
så nu ved ingen at vi står stille her i en pool på frederiksberg
for vi var på vej til at springe fra vippen
men endte med at se bunden først
og jeg tror godt vi begge vidste hvor det ville ende
så hvorfor overhovedet begynde at svømme?
når vi begge ikke anede hvordan
og når jeg svømmer crawl og du svømmer brystsvømning
Feb 24, 2015
Feb 24, 2015 at 9:38 AM UTC
Jeg er et sandkorn i Sahra
et ud af mange
jeg er her bare, indtil den dag jeg bliver blæst væk
blæst væk af vinden
hvor mon jeg lander ?
jeg ved det i hvert fald ikke
jeg kan lande hvor som helst
på bunden eller på toppen
men det slutter jo ikke her
for om jeg er på toppen eller bunden
blæser jeg væk igen
hen til et nyt sted
jeg blæser hele tiden væk.
Mar 26, 2015
Mar 26, 2015 at 12:17 PM UTC
Sjovt nok, så du mig da jeg lå der
Jeg lå helt nede på bunden
Jeg var nede på bunden
Du kiggede bare og lod som ingenting
Jeg vidste ikke hvad der skete med mig
Det var ikke mig
Jeg er stadig ikke blevet helt mig selv
Men jeg fik revet mig selv lidt længere op på overfalden
Med min egen hjælp
Og jeg tager hele tiden små skridt længere op mod overfalden
Men så falder jeg
Også må jeg bare rejse mig op igen.
May 24, 2015
May 24, 2015 at 7:22 PM UTC
Jeg vil gerne bedøves
Så jeg ikke skal overdøve
smerte med smerte
Ligesom når jeg bider mig i kinden fordi det gør ondt i foden
Man kan vel sige at det udjævner smerten og gør den mere tålelig
Jeg har altid gerne ville forhekses
Så jeg ikke længere har magt over min egen krop og mine egne tanker
Så en anden må påtage sig mig
Nu tager jeg toppen og bunden
Tager det bedste og værste
Sluger det
og vælger en monoton mellemvej
Feb 25, 2016
Feb 25, 2016 at 6:43 PM UTC
et arsenal af pligter
skyld som våben
kampføring på åben gade
pile af beskyldninger
gemte under lag af venlige 'kh'er i bunden af imessage-beskeden
mit ønske om bare at svare med et: stopppp :)))
det grålige skemalagte liv
det forventelige liv
nålen af dårlig samvittighed lige under navlen
prikkende, trækker blodet
min krop er ikke en nålepude
dine ord er ikke nåle
og skylden er ikke
rensende
Mar 8, 2016
Mar 8, 2016 at 5:19 PM UTC
Så nu står vi her bare på bunden, vi er på bunden bar,
vi står på bar bund, velkendt sted men ukendt grund.
Vi er stille for en stund, tankerne flyver rundt
der er kun stille èt sekund, for vi er tabt i det fortabte
i en verden vi ikke kender, men vi skabte.
May 20, 2017
May 20, 2017 at 7:32 PM UTC