Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Nikoline Jun 2014
du har brugt to år på at fortælle mig
at regnen på din rude, lyden af dråberne, der faldt tungt,
lød som mit grin; beroligende og uendeligt
at bladene, der falder til jorden, midt i oktober, så sørgelige ud, og du svor på
at sådan en sorg, den mangel af glæde og lys, sådan skulle jeg aldrig føle
og smagen af kaffe, dit yndlings drug, var præcis som du så mig;
varm, stærk, vedvarende og efterlod dig med tanken om, hvornår du kunne få mere
tre uger har jeg nu været foruden disse ord
din berøring
dit nærvær
tre uger fyldt med kaffe, regn og efterår, men intet har jeg hørt

måske du skulle have brugt mindre tid på at snakke
og mere tid på at elske mig
Dig
Dig
Sekunder, timer, dage
Har jeg brugt på dit smil
På, at få sætninger til at beskrive.
1578 ord
Krøllet, smidt  ud, gemt væk
For at få det til at hænge sammen
Ingen sætninger
Ingen taler
Ingenting
er ligesom
Dig
- Mandags tanker og tirsdags melankoli
et  rystende maleri. han har brugt lang tid på det, får jeg at vide

det ligner noget et barn har tegnet. bogstaverne er runde
       og vaklende og skæve. han har malet farverne ind over hinanden.

det rammer som en snestorm, som en iskold bølge inde i hjernen, tårerne som spor af følelsen

                  kernen af et menneske, hvem er man når den svinder, når den
           ryster og hiver efter vejret og falder
og langsomt smelter bort?

        det er smertefuldt at være vidne til. forsvinder han? er det hans sidste maleri?

                ikke til at holde ud,    jeg må væk,    jeg må besøge ham eller
         skrive   et   digt, jeg må gøre noget

for ellers flyder jeg over

     af salte, kolde bølger der vælder
Naja Feb 2015
En varm væske i en brunrød farve
Næsten usynelig varm luft stiger
til vejrs
Et lidt for gennemblødt
lidt for brugt tebrev flyder rund
I bunden af den limegrønne kop
Snart begynder de små korn at flyde
Flyde ud af en mør og næsten ødelagt pose af tyndt papir
Først rundt i det lunkne snart kolde vand
Derefter vil det samle sig på bunden i en lille bunke
Når den bliver for kedelig ender det
I den gamle rustne og lidt for lille håndvask i kolonihavens køkken
ungdomspoet Mar 2015
nøgne trætoppe på en mørkeblå himmel som ligner
det mønster min løbende mascara malede på
min hvide kinder
efter hver nat hvor du fortalte mig smukke ting
om mit skrøbelige væsen
men alligevel ville du ikke lukke mig ind
i dit sind lavet af glas
hver gang mit hovede rungede og mine årer var fyldte med
klar ***** og døsende rødvin
så kiggede du på mig med et blik som sagde
hvor jeg dog elsker dig
men du kunne aldrig sige det
og jeg lærte efter at have brugt to år af min gymnasie tid
på at rende rundt efter dig og behage dig
da du endelig kyssede en anden
og kiggede i hendes unge funklende blå øjne
istedet for mine grove safir grønne øjne
at jeg havde spildt min tid
på at elske dig og brænde mærker i min hud som aldrig vil hele
så nu har jeg lært
at det i sandhed er dine tynde ben der vandrer rundt i en labyrint
og ikke kan finde mig
jeg kan ikke få dig til at elske mig
hvis du ikke gør det
og nu har jeg givet op på dig
hvis dine lange fingre en dag
skulle lange ud efter mig
så skærer jeg dem af din ubetydelige krop
et lille stykke sky

et lille blad, der har fløjet rundt indtil den landede på vejen

et græsstrå, der ikke bliver klippet, fordi det står et sted hvor græsslåmaskinen ikke kommer

en tom taleboble, der venter på at nogen snakker

et enligt ben der leder efter en makker

et mindre skænderi, der aldrig blev løst

en lille glød i et slukket bål

en knækket kam

et forhenværende hvidt snørrebånd der nu er brunt

en lille nullermand nede i min mørkeste skuffe

en førstepræmie, der aldrig blev vundet

en afklippet tånegl på badeværelsesgulvet

en tyggegummi-klat foran et storcenter

et vindue ingen kigger ud af

et udbrændt fyrfadslys

en sæbebobbel der aldrig sprang

en lille månesten der flyder rundt i rummet

en streg på væggen, som ikke kan fjernes med vand

en bøtte maling, der ikke ved hvordan en pensel ser ud

et vissent blad, der ikke vil give slip på sin gren

en stor plet

en brugt papkasse, der er blevet bølget i regnen

et glimt i øjet

en rusten skrue, der engang har siddet i et skib

et håbefuldt smil, som ingen så, og som hurtigt blev glemt igen
shoutout til lille mig der skrev dette
Nødvendigt navn Dec 2014
Jeg har kun ét navn
et kaldenavn jeg reagerer på når jeg har brugt 6 timer på internettet
og jeg skal spise
jeg har ikke ikke noget specielt jeg kan kalde mig
på tumblr på insta
jeg må kopiere


og det er ikke kun mig det går ud over
Laura Amstutz Jan 2019
Sammenlagt har jeg nok brugt flere måneder på
at findes i regnen
taget imod de åbne slusers indhold
som var de en nyåbnet chipspose
man ikke kan lade være med at æde
når først man er begyndt.
Begynder mine mange dage med at gnide
sandet ud af øjnene
fordi jeg glemmer at lukke dem i mine
drømme
under min hud er der tilkalkede badekar
fyldt med antikvariater
finder et minde frem på reol fire
åh hvor det føles fint
at være den sidste farve tilbage
på jorden
ingen kender mig som fortovets tørre pletter
efter gadens travlhed er skyllet bort
fodsporene gemt væk i afløbet.
Der står jeg tilbage
som en nydelig udstilling
plaskvåd af jordens ånde
dueblå og dynamisk
svøbt i københavns gardiner

— The End —