er rigtige digte lavet af de knogler, du bruger
til at løfte skovens blade med
jeg ved det ikke, for når jeg ser mod byens lys
ser jeg kun en skygge af dig, og av
hvor det egentlige skærer i mine øjne,
men nej
hvor kan jeg ikke lade være med at se en anden vej
for det gør så ondt at se dig i en andens refleksion,
så jeg lukker bare øjnene, måske kan røgen tynge
dig i gulvet, det har jeg jo set den gøre så mange
gange før, men her i byen kan du ikke tynges ned
af nogen, her er du din egen helt, for her er der
ikke nogen, der kan redde dig, men måske kan
jeg, hvis jeg prøver lidt mere, end hvad jeg gjorde
før månen skar i dine håndled
du spiser min barnesjæl, og fortæller mig, at
mine øjne er lavet af kviksølv
når du taler om mig, får du bedre karakterer i
fysik, men jeg tror ikke på noget af det, du siger
så jeg tænder en ekstra, og håber på, du giver
mig en ekstra chance
for at være eller måske blot blive
hende, du mangler

Med øjne lyse, store og skinnende
Prøver jeg at se ham dybt ind i sjælen.
Jeg smiler, ler og strejfer hans arme.
Nætter, som hurtigt bliver lange, mørke -
Men på lysende, klar, helt fantastisk vis.
Bruger jeg på at sende ham signaler.
Rører blidt ved hans hjerte. Selvom,
Mit greb er fast og stramt. Langsomt -
Vikler mine fingre ham ind i mit spind.
Han bliver grebet, betaget og glæden
Stråler ud af ham. Ud af mig. Tror han.
For når jeg kommer hjem, om aftenen
Er det stadigvæk ikke ham. Men DIG
Jeg tænker på. Dit navn i mine tanker -
Som små forviklede snefnug, kredser om.
Du ligger der. Aller bagerst. Om aftenen
Selvom, Du egentlig er væk og forsvundet.
For evigt. For altid. Og ikke kommer retur!?

Endnu en aften
Hvor jeg sidder og skriver digte Som jeg aldrig bliver tilfreds med
Bruger aftnen på tumblr og de andre sociale medier
Hører  musik
Kigger på snapchat  og ser hvad mine snapchat venner laver
De er sammen og hygger sig
Det føltes som om jeg er den eneste der er alene
Men
Jeg kan godt lide at være ensom
Det er ikke en dårlig ting at være ensom
Eller det bilder jeg mig selv ind

Jeg er ikke den nye Strunge, eller en anden ny fin poet
Jeg er her bare
Nogen vil nok mene at jeg prøver for meget
Jeg ved ikke hvordan man skriver et digt
Jeg bruger heller ikke nogen fine ord, der er alligevel ikke nogen der forstår det,  for jeg ville da heller bruger ord som kan række ud til folket og  som de forstår.

DU LEVER I DIN EGEN BOBLE
DIT EGET UNIVERS OG ALT KØRER FOR DIG
DU BRUGER NATTEN OG DAGEN PÅ DIN TING
PÅ LIGE DET DU ELSKER OG KAN
DIT LIV HANDLER OM DEN ENE TING DU KAN
DU GLEMMER ALT OMKRING DIG
DU SMILER OG ER GLAD
HELT IND I DIT HJERTE

DU VÅGNER OP I ET KOLDT ***
INTET LYS
DU VÅGENDE OP FRA VIRKELIGHEDEN
TIL KRIG OG ØDELÆGGELSE
LIVET VISER SIG FRA SIN MØRKE SIDE
DEN TING DU ELSKER
DEN TING DU KAN
ER BRAT
STEMMEN SIGER TIL DIG;
UNDSKYLD MEN DU KOMMER ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
DU FORSTÅR DET IKKE
DU DANSER VIDERE SELVOM ALT GØR ONDT
ALT ER I MOD DIG
DU ER ALENE
DIN BEDSTEVEN BLEV DIT VÆRSTE MARERIDT
NU SKAL DU FINDE DIG SELV IGEN
FINDE EN PLADS I LIVET UDEN DIT KÆRESTE EJE
DU KOMMER DESVÆRRE ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
MIN PIGE

De er indspiste som selvpillede rejer
Elsker konkurrenten som de hader sig selv
Katalysatoren for deres eksistens
er udelukkelsen af andre eksistentialister

Laver en kollektiv udskillelse
når de bruger mainstreamkulturen som værktøj til succes
Deres skjulte agendaer er ikke for blotte øjne
selvom flokdyrsinstinkterne sitrer gennem deres røde skæl.

Påtaget inkompetente sociale kompetencer
smalltalk er for de prætentiøse
De kløgtige rejer vil ikke undervurderes
for fiskenettene undslipper de altid

Dine fødder,
der bruger en str. 46 i ******>trådte på mig
ydmyget
med halen mellem benene
flygtede jeg
men jeg kunne aldrig slippe væk
fra dig
du er forevigt i mine tanker
gemt væk i de hjørner
der gør ondt
når man kommer til at nærme sig dem

Du stråler virkelig i blændende lys
og på broer over søer i københavn
og om morgenen til kaffe
og på mandage under grå himmel
og bare sådan generelt.
Din personlighed smiler til folk,
og det er nok derfor du stråler.

Du fortæller historier med dine øjne
og kysser folk med dine smil
og krammer dem med din latter.

Men alligevel kender ingen dig;
du børster tårer væk med fingrespidserne
og løber videre ud på vejen.
Du kysser drenge du ikke kan lide,
og aldrig dem du har kigget på i baren.
og du vælger altid at tage hjem med fremmede. Du fortalte mig en gang at det er den tid du bruger på at lære dig selv at kende. At du sammen med fremmede bliver mindre fremmed for dig selv. Så kyssede du min næse og forsvandt bag gadelampernes skygger med en jeg ikke kender i hånden.

Jeg er den som kender dig bedst af alle. Jeg har set dig stråle overalt, men jeg har på fornemmelsen at for at kunne stråle som du gør med folk, så er du i mørke uden dem.
Og jeg kender dig godt nok til at vide
at du har mørkerad.

folk går,
men måden de går på, forlader aldrig
intet af det du sagde,
gjorde nogen forskel,
på hvad jeg så i dine øjne,
i den måde du havde ændret dig selv så ubevidst på, sagde nok i sig selv
det er ikke det du sagde
det er alt det du ikke sagde
alt det du fortiede
alt det du skulle have sagt, for at vi som to kunne forenes
forenes før det gik galt
jeg havde igen anelse, før jeg nu, bruger al tiden jeg besidder,
på at læse alt du har skrevet, bruger tiden på tænke på alt du har sagt og gjort
i det hele så jeg en form for løgn, en form for misvisende kærlighed
du gik halvhjertet ind i noget, selvom resten af dit hjerte lå bankende og klart
hvorfor
forstår jeg ikke

Jeg stræber så hårdt efter at være det, jeg tror jeg vil, men hvad er det egentlig jeg vil? Vil jeg det som andre vil have at jeg skal, eller bruger jeg alt min tid på at prøve at skille mig ud, at jeg ender i bunken med alle de andre hipstere.

Jeg husker tilbage på de uger, hvor mine ben var mørke og sko hvide. Nu sidder jeg med hvide ben og hvide sko mørke af ren snavs. Ironisk ik? Tid ændrer en hel del hvis ikke alting, og tiderne ændrer sig men aldrig tid i sig selv. Tid tager ikke hensyn til noget, men kører bare ud i en lang streng, uden sådan at se sig for. Det er der jo ikke tid til. Man burde ikke engang bruge sin tid på at tænke på eller læse om tid, det er jo spild af tid. Men det er bare svært når alting omhandler tid og tider. Også den tid du nu bruger på at læse om tid. Jeg tør ikke tænke på hvor dyrebart tid er. Det er jo en af de de få ting, som vi har tid til men ikke kan tæmme. Og så er det jo også noget af en ekstravagant gave, som til tider bliver taget for givet; din tid er jo en tid som du aldrig får tilbage.

Tak for din tid

jeg bruger mine porcelænstynde hænder til at perfekt justere varmen på min kaffe
men den er ikke den temperatur du er, så jeg er ligeglad

den er så smuk sort, ligesom den mørke jeg engang troede var bosat i min sjæl
men den er ikke dit mørke hår

min kaffes overflade skinner når solen rammer den
men den er ikke dine øjne som altid skinner

min kaffe strømmer ned i mine organer som jeg elsker
men den er ikke din tunge med min

min kaffe er ikke nok
fordi den er ikke dig

jeg elskede engang kaffe
*nu elsker jeg dig og kaffe

Ord er vel lige så meget kunst som en streg på et lærred ?
eller er det bare mig der er helt væk
altså jeg tænker bare den måde du formulere dine ord på
den måde du bruger dine ord på
den måde du har taget tid til at vælge det perfekte ord
den måde du tænkt det inden du får det sagt
okay det er ikke alle der tænker før de taler men stadig det er vel os en slags kunst
der sidder nok folk derude og tænker hvad **** taler *** om kunst er noget der hænger på et galleri
der er nok også nogen der kan se hvad jeg mener
for hvad er kunst virkelig ?

jeg finder det så utroligt ækelt
at jeg nu kan se ind i dit slaskede ærme
og finde ud af at det ikke
indeholder flere tricks end dem du
fortryllede mig med
du genbruger ord som når jeg
køber tøj i røde kors
men jeg finder det så utrolig ækelt
at du bruger de samme tricks på hende
siger de samme ting til hende
og i min vildste fantasti
rør du hende som du rørte mig
og jeg finder dig utrolig ækel

Der sidder du
I vinduets gennemsigtighed
Og ser på mig
Og menneskenes færden omkring mig
Din lange krop slår rødder i gulvets brædder af træ
Så sprækker ihærdigt og ufrivilligt åbner sig
For mig at anskue
Dine mangler - du kender dem ikke selv
Men kendte du til dem ville du vel blot gøre noget ved dem
Jeg løber på søens travlhed
I mit sind
Kaster mig ud fra broen - i vandets omklamrende nynnen om uanmeldt stilstand
En ro der dannes om væskens bløde arme
Hører komponisternes tanker
I vandets kulsyre
Indfanger luftboblerne med min mund
Råber teksterne ud i intetheden
I håb om at nogen griber ordene og
Bruger dem som ingredienser i tosomhedssuppen
Danser min vej ud af bølgernes slåen
Mod mine lår og mellem mine tæer
Drukner i overfladens opdelthed
Ser alles blikke stikke mig i nakken
Vender mig aldrig om
Lærer at være alene i flersomheden

jeg bruger dem alle sammen
jeg kysser den ene, den ene dag
jeg kysser den anden, en anden dag
jeg smiler til den ene, den næste dag
jeg elsker med den anden, en tredje dag
men jeg tænker på dig, hver dag

og min smukke veninde
siger
jamen Rebekka
kroppen bruger jo omkring
2500 kalorier
bare på at holde dig i
live dagligt
men alligevel
føler jeg skam over de
150 jeg indtager
på det måltid jeg
spiser
og jeg vil spise
men kan ikke
og sulten
bliver ulidelig
så når jeg er svag
og i weekenden
indtager alkoholisk
gift
kan jeg ikke længere
opretholde
det kodeks jeg har skrevet til
mig selv

Jeg ved godt det er sent og ensomt og vores læber har kendt hinanden før og old habits die hard men jeg prøver at gøre dig en tjeneste. I virkeligheden en akt af kærlighed, selvom det føles som det modsatte. For jeg er så mærket og du ved kun at være nøgen med nogen uden tøj på. Det bliver så svært hvis jeg skal føre hånden for dig og jeg har det ikke i mit hjerte at kæmpe meget mere. Jeg har allerede givet drømmen tilbage, den var ikke vores. Jeg græder når du bruger mit navn for så kan jeg ikke gemme mig mere. Det ved du godt. Dine hænder bliver en dyne også bliver det mig uklart hvem af os der passer på hvem.