Løftede fingre, sænkede bryn, små suk og lange sug af sju i smug og altid brug af dug på bordet og bordkort til kernefamilien, og kerner i brødet til børnene og bøn ved bordet af brødrene, og smil til hinanden og for andre og ikke for sjov, aldrig for sjov. Samtaler om skole og skolehjemsamtaler for hjemmets ejere, høje forventniger i fryseren og mælk i køleskabet, og smørret står ude så et barn går i seng med en varm kind og får kold aftensmad af kolde ansigter. Skråt op med hjertet er i hjemmet for hjemmet er hos hjertet, men nogle gange sidder hjertet bare fast i fryseren, så det er svært at komme væk derfra med hjertet i takt.

Men hvis man en dag får løsrevet hjertet fra fryseren
så selvom det højst sandsynligvis er iskoldt
så kan det heldigvis i rette temperatur
tø op, varmes og banke igen

enkelte, ubetydelige blomster og
en transparente vase, der viser de
nøgne stilke stikke frem og stå
og det er kun tankens sidste grænse,
der stadig holder ved,
fast, stramt, næsten trygt
men selv her langer den ud efter mig
når jeg går på gaden med en liter
mælk, ryger cigaretter og så
låser mig ind i min opgang
smækker døren, og trækker vejret
for at holde mit galoperende hjerte igen
men selv her langer den ud efter mig
til min mosters fødselsdag i solen med
latter, fornøjelig nysgerrighed og øjne, der
kigger over bordet med bløde blikke og
varme nik
løber ud på badeværelset, og mister
grebet, så griber fast i et håndklæde,
men begriber ikke situationen, så jeg falder
det er først hér; rystende, alene og kold
mod marmor og duften af nymalede vægge
jeg ved, at jeg ikke kan flygte fra dele af
mig selv

Jeg må da være den værste datter af alle døtre


Jeg lod ham sidde der
mutters alene
Et ovalt bord og en lun lasagne foran sig
En rank ryg iført en perfekt strøget blå skjorte
Og han var så skuffet
ked af det
grædefærdig

Fordi jeg var egoistisk - sagde han
og han var hensynsløs - sagde jeg

Og nu er alt bare så trist

Trist af alt, var synet af ham alene ved bordet
Det ovale bord
Hvor han stirrede ind i væggen istedet for på mig
Egoistiske jeg, mig men aldrig dig

Ikke en lyd spillede for at opmundre ham
Ikke andet end gaflen som tilsidst ramte den tomme tallerken
som nok forundre og dundre frem for at opmundre

Egoisme er min alkoholisme af individualisme
men denne samvittighed smager af likør midt på dagen


Han er måske den værste far af alle fædre
men jeg må da være den værste datter af alle døtre

Kafferinge på skrivebordet, hænder på gelænderet, for lange bukser, fransk om onsdagen og cigaret til frokost, AT og NG og NV og AP, krudseduller på bordet, børster tænder i bad, kold kaffe i stuen, kruseduller i mit hoved, 10 minutter i tog, 6 timers søvn, et kvarters grin og et par sekunders gab, knækker fingre, kysser kinder, skriver beskeder, hvide gummisko i støvregn, capri Sonne på stationen, en god snak, Naja Marie Aidt, søndagsmiddag, aflevering på lectio, lektion ved min computer, møde om innovation og introduktion til AT konklusion, smukke mennesker, januarudsalg, skilsmisser, nye mennesker, øhm og det er så fint.

der sad vi
4 venner om et terrassebord
en tidlig tirsdag morgen
hvor solen var på vej op
småfulde, glade og trætte
efter én mandagsøl
der blev til flere
der blev til en flaske Southern Comfort
og vi skal være stille
for de andre i lejligheden sover
men vi fniser og er fulde
og Karina skal til eksamen i morgen
så det er vigtigt vi er stille
altanen vender ned mod gaden
og udsigten er eventyrlig
vi evaluerer aftenen og fniser igen
vi prøver at fnise stille, Karina jo
4 venner der er enige om
at denne aften har været sjov
4 venner der er enige om
at onklen og nevøen kunne lære det
da de blev smidt ud af dørmanden
4 venner der er enige om
at vi hvert fald skal i skole i morgen
eller det er jo faktisk senere i dag
eller det er jo faktisk om 3 timer vi skal møde
der bliver rullet en og den går på runde
for 2 er det første gang
for 2 er der ikke tal på gangen
den kører rundt og rundt om bordet
vi fniser igen, men dæmpet, Karina
3 tager hjem og 1 bliver tilbage  
vi fniser hele vejen til bussen
hele vejen i bussen og hjem
3 bliver til 2, 2 bliver til 1
jeg er tilbage og når mine 14 kvadratmeter
jeg går i seng smilende
ikke fnisende, det gør 4 venner sammen
bare smilende
og føler mig velsignet over disse 4 venner
og dér er alt udmærket

*(Marolle)

Natten fyldes med de tommeste ord,
ingenting betyder noget når dine fingre
ikke længere rører min hvide hud,
og din mørke ånde
ikke længere kærtegner min nakke
og får mine læber til at gispe
efter mere

intet er vigtigere i natten end kærlighed
og lige nu føler jeg mig tom
som vinen på bordet
og udbrændt
som skoderne i askebæreret
og smadret
som mine drømme om du og jeg.

Tallerken, gaffel, glas og krus.
Gryder, pande, høj og lav.
Køleskabet min bedsteven.
Ovn, vask og ske.
Rindende vand og plaster på såret.
Skærebræt og store knive.
Blod på bordet, blod på salaten.
Et højt irriteret brøl.
Tekopper, kaffekopper, grimme kopper, flotte kopper.
Skåle og dybetallerkner.
Vandkander, brødkrummer og forgamle rester.
Morgen, aften, nat og dag.
Altid og aldrig.
“tøm skraldespanden inden du går!”

Skønnere har *** aldrig været end nu hvor jeg ser hende gennem et rødvinsglas.
Hendes læber der leger tagfat med de smukke dråber og hendes øjne der betaget kigger ud i intetheden.
Hendes lange, slanke fingre der holder om glasset med en sådan ligegyldighed.
Det er nu i de lange dage og korte nætter jeg for første gang ser hende klart.
Det er nu hvor håret bliver lysere og kjolerne bliver kortere at jeg ser hendes ynde og elegance. Det er nu, hvor intetheden tager over mig og den tomme flaske står på bordet at jeg indser, at *** er alt hvad jeg mangler, og alt hvad jeg aldrig får.

et uforstående hjerte
forsømte dagdrømme om at
høre en elskedes hvisken
mærke fingerneglene tegne spørgsmål på huden
under huden
hoster viljestyrken op
flygter fra vinden, flygter fra de uforstående
en krop under sandet, en tanke bag den lukkede mund
underholder mig selv med at stille scenarier op som planter i en vindueskarm
har ondt i mine fingre fra at skrive
har ondt i min eksistens fra ikke at skrive
at spejle det forhenværende
tanker som at spise slimet spaghetti uden bestik
knuderne vrider sig rundt og væk og ned på bordet
min krop fortæller mig at jeg skal
stoppe
ligesom lyskurve der skriger med farven rød, ingen lytter, ingen lytter
ræser over for gult
følelsen i maven af kolliderende biler
rødt lys

på bordet med den pastelgule dug ligger brevet, der aldrig leveres
og alle de anstændige cafébesøgende kigger diskret
fugtige sommervarme lår, sammenklistrede på sædets plastik-læder
knækkende hjerter, knirkende sommerbriser
der er ikke rigtig noget at gøre ved det
siges der, og trækkes på skulderen
og så sidder man dér
og klistrer og knækker og knirker
og knuses
af sommervarmen,
af café-medarbejderne
af brevet

Dine øjne siger meget
Men din mund er lukket
Hele 7 sejl og én styrmand over bord
“Ja”… “Nej”…Så korte er dine ord.
Bordet er lukket, og vi har vendt vores kort
Jeg er rød og du er sort.

Jeg smed mine essere, men han endte alligevel med at rydde bordet.