Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
annacharlotte Jan 2015
elektroniske beats bliver spyttet ud ad højtalerne, placeret bagerest i lokalet
syrerne blikke bliver kastet spydigt i hovedet på mig, fra pigerne bagerest i lokalet
hengivne blink bliver sendt til mig fra hele rummest fyre, selv fra dem bagerest i lokalet
stærke hænder bliver smidt overalt på mig, også selvom du står bagerest i lokalet
vilde kys bliver kysset på mig, selvom der er mindst tredive mennersker og en månerejse mellem os
voldsomme fodtrin bliver placeret i  gulvet af mig, for at komme ned bagerest i lokalet
men blot for at finde dig, i den anden ende af lokalet
Frederik B May 2014
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Han bliver i tvivl om det er hans sind eller ruden, der holder ham fra fristelsen. Han står ude midt i natten. Hans ånde bliver til en tåge, der bliver til et minde, der dækker den fraværende himmel.
De ikke eksisterende stjerner, får ham til at bemærke, at intet er som før. Intet er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.
Tristhedens falske dråber brager mod glaspartiet. Ruden splintrer og han er ikke bange.
Han bliver omringet af vand, der bliver til hænder, der presser alt liv ud af ham. Han kærtegner hænderne, for de får ham til at indse, at alt er som før. Alt er som den aften, hvor stjernerne lå på jorden og vandet oppe i himlen.

*f.b
Det skal være dig og mig. Og, hvor skal vi gøre op med systemet. Vi skal gøre hele verden til vores. Efteråret/Efter året kommer næste sæson. Det bliver med solskin, det bliver med måneskin, og det bliver med dig, og det bliver med mig. Du er min blændende stjerneregn, du er mit lykkeland. Her vil jeg leve, her skal jeg opleve og udforske, undersøge det hele med dig. Kysse dig på hver en trappesten, røre ved dig på alle gadehjørner og kramme dig på hver eneste plet af grønt græs med solskin. Jeg vil nyde dit smil og fortabe mig i dine lysende øjne. Du skal se mine fregner blomstre, og jeg skal se dig gro. Følg med mig, inden det er for sent, og vi glemmer hinanden i hinanden, så det ikke er spændende mere. Spring nu ud min blomst, min kærlighed. For jeg er træt af vinterens 202 dage, som har forfulgt mig. Let's get lost. Tø vores frosne hjerter op, mærke varmen i lyset, men det er mørkest inden solopgang så skynd dig. Find mig. Fang mig.
Lort nok bliver råbt i gaderne
Baglæns fra politi
Autoritære magtnydere
Magtliderlige voldsbrugere
Råbende autonomer ?skriger
LORT NOK?
Derude i natten?
Løber de fra staten?
Staten siges at passe på
?Os
?Løgn løgn løgn?
det er lort nok!?
De begrænser os kun?
Lader os ej studere
?Den anden verden af ?Frihed
Vi lærer kun at leve
?I en ulidelig frihedsløs
?Verden
?Vi lever ikke
?Kun efter regler
?Sat og bestemt
?Fra barnsben af?
Jeg skal være lydig?
For ellers får jeg gas?
Mens alle voldsmænd går fri?
Du skal underlægge dig voldsmændene
Din ytringsfrihed bliver dig frataget
Og du må aldrig lære at nedbryde DIN regering
?For hvis du nedbryder den?
Bliver de frihedsberøvede frie?
Og voldsmændene bliver taget
Folket er underdanige
Et dansk samfundskritisk autonomt ikke-digt, et typisk rod fra en af de velstillede borgere, der lægger sig underdanig for et autoritært regime.
hvor er mine patches og dreadmullet?
andenrangs poet Apr 2015
angstens afgrund er
meget dyb
og jeg har forvandlet mig til
et af de mennesker der altid
sidder i vindueskarmen
og ser verden suse forbi
mens jeg blot bliver siddende
i frygt for at de tynde stankelben
skal vakle og vælte
blandt fremmede og aldrig blive set
af nogen eller noget

din tid går
min står stille

jeg har prøvet at skifte mit blod
ud med tør hvidvin og jeg har prøvet
at samle spyttet i min mund og lade
det sive ud af mundvigen og ned i mit skød
men det eneste der kommer ud er
små lodne edderkopper
der får det til at klø og kradse
over hele kroppen
mens små minder af glas
flyver om min krop og
sætter sig som små blødende
sår der aldrig bliver til ar

og jeg bliver siddende i min vindueskarm
for jeg ved at mine tynde stankelben
vil vakle og vælte
og gulvet vil brase sammen under mig

de siger allesammen jeg skal vågne op
...men angstens afgrund er dyb
så jeg bliver siddende her i min vindueskarm
mens din tid går og min står stille
Marolle May 2015
der sad vi
4 venner om et terrassebord
en tidlig tirsdag morgen
hvor solen var på vej op
småfulde, glade og trætte
efter én mandagsøl
der blev til flere
der blev til en flaske Southern Comfort
og vi skal være stille
for de andre i lejligheden sover
men vi fniser og er fulde
og Karina skal til eksamen i morgen
så det er vigtigt vi er stille
altanen vender ned mod gaden
og udsigten er eventyrlig
vi evaluerer aftenen og fniser igen
vi prøver at fnise stille, Karina jo
4 venner der er enige om
at denne aften har været sjov
4 venner der er enige om
at onklen og nevøen kunne lære det
da de blev smidt ud af dørmanden
4 venner der er enige om
at vi hvert fald skal i skole i morgen
eller det er jo faktisk senere i dag
eller det er jo faktisk om 3 timer vi skal møde
der bliver rullet en og den går på runde
for 2 er det første gang
for 2 er der ikke tal på gangen
den kører rundt og rundt om bordet
vi fniser igen, men dæmpet, Karina
3 tager hjem og 1 bliver tilbage  
vi fniser hele vejen til bussen
hele vejen i bussen og hjem
3 bliver til 2, 2 bliver til 1
jeg er tilbage og når mine 14 kvadratmeter
jeg går i seng smilende
ikke fnisende, det gør 4 venner sammen
bare smilende
og føler mig velsignet over disse 4 venner
og dér er alt udmærket

*(Marolle)
Naja Dec 2015
Du sidder ligeså stille
Uden at sige noget
Dit hjerte banker i en stille rytme
Uden at larme selvfølgelig.
Du snakker med dig selv
Men kan ikke tale
Du vil ikke andet
Og du kan ikke høre dig selv
Hænder urolige og krummende
Dit hoved altid summende
Du må hellere smile
Så du ikke bliver set
Set igennem
Opdaget og afsløret
Sig frem
Jeg ved du kan
Ikke andet du vil

Du er ikke så tydelig som du tror
På den gode måde selvfølgelig.
Alle venter men ingenting sker
Der sker ingenting
Du smiler og griner
Det hele er okay
Hvorfor vil du ikke med?
Der sker ingenting
Du er i sikkerhed her
Jeg ville ønske du var mig
Hvis du var mig
Og jeg var dig
Muligheden for at kigge
For at skue og blinke til
Du ville se
Ville kunne se mig
Som faktisk er dig
Hvor eksisterende du er
Hvor værende du er
Du ved ingenting
Jeg ved det hele.

Du ser hen på dem
Den derovre ved siden af selvfølgelig.
Altid glade
Altid på toppen
Uden at vise tegn på
Lave tegn til FARE
Det er bare en væg selvfølgelig
Det er det man siger
Jeg så dig en dag
Faktisk i dag
Du var glad
Du smilte så man kunne
Ja man kunne faktisk se dine tænder
De var hvide selvfølgelig
Du gør hvad der bliver sagt
Hvad der bliver fortalt
Ligesom tandlægen altid sagde
Rundt i cirkler
Altid mere end en gang
Helst mere en fire
Der var nogle
Hvem var de?
Der var ingen fare selvfølgelig.
Det er klart
Man kan hvad man vil sagde du

Man vælger det man føler
Man vælger hvad man tror
At man fortjener
Ikke alle fortjener det her
Det skal nok gå
Det var det du sagde
Det fortalte du mig engang
Nej faktisk hver dag
Hver eneste dag
Hver gang jeg tvivlede
Det var *** selvfølgelig
Alt på højkant
Uden at det talte
Uden at nogen holdte regnskab
Som et bassin fyldt til kanten
En dag vil vandet løbe ud
Ud over kanterne
Det var alligevel ikke så stort
Vandet vil ikke blive tørret væk
Det vil tørre selvfølgelig
Det vil forsvinde

Jeg så dig være glad en dag
Nej faktisk i dag
Det gjorde mig glad selvfølgelig
Jeg så dig være ked
En lille smule ked
Af det, af hvad?
Det er okay sagde du
Det bliver det nødt til at være.
Frederik B Nov 2014
den er ubrydelig med dens aluminiums indpakning
har fået gode anmeldelser og stærk opbakning,
skærmen lyser op som en håndfuld af stjerner
den er så intelligent med dens fire hjerner,
måneknapperne skinner,
ud i natten og forsvinder.

den har potentiale til at blive noget stort
potentiale til at vise vej når alt er sort,
svært gennemtrængelig og beskyttet med koder,
men når barrieren brydes overvældes man af goder,
for den er ikke blot endnu et moderne produkt,
som vil  skubbe dig længere mod selvtugt.

-

DET ER DEN SAMME TRUMMERUM
DAG UD OG DAG IND, ALTID ET TOMRUM
ET PÅBEGYNDENDE DELIRIUM,
JEG BLIVER TÆNDT OG SLUKKET
KLAPPET SAMMEN OG LUKKET
VENTER BLOT PÅ AT STIKKET BLIVER TRUKKET,
SÅ JEG DAGEN EFTER KAN BLIVE STARTET,
TIL EN NY DAG, SOM ER ENSARTET,
JEG LADER FRUSTRATIONERNE SYNGE INDEN JEG FÅR SPARKET.


JEG BLEV SKABT AF EN GRUND, DER IKKE LÆNGERE EKSITERER
MÅLET VAR EN MASKINE, DER ALTID VILLE FUNGERE
MIN PROCESSOR KØRER PÅ HØJTRYK OG JEG ER TÆT PÅ AT EKSPLODERE,
MIN SOFTWARE ER FORÆLDET OG MIT HUKOMMELSESKORT ER FYLDT MED VIRUS
NYE PRODUKTER KØRER MIG RUNDT I MANEGEN OG JEG VIL IKKE MED I DET CIRKUS
JEG FRYGTER IKKE AT BLIVE SMIDT UD, JEG VILLE BETRAGTE DET SOM EN GESTUS,
LAD MIG NU MÆRKE JEG LEVER, FOR FØRSTE GANG,
LAD MINE HØJTALERE SPILLE DEN SIDSTE SANG,
FØR JEG BLIVER EN DEL AF DET, DER VAR ENGANG.

-

En maskine var jeg – en defekt er jeg blevet.
Det tætteste man kommer på min virkelighed.
llcb Mar 2016
Nogengange
kan jeg trække vejret indtil jeg føler mig skæv; så ilt bliver til lattergas og jeg begynder at svæve
Når jeg trækker vejret for dybt
Når jeg tænker for meget
Når jeg ikke kan få noget søvn
Når humøret bliver mørkeblåt
Så bliver ilt til min alkohol selvom min promille er 0.00

Så jeg føler mig som en misbruger i øjeblikket, fordi jeg trækker vejret dybt når jeg tænker, og jeg tænker alt for meget

Jeg burde komme på afvænning;
Væk fra al den tankegang der gør mig så skæv og svævende og sørgelig
Tilbage til ilten mit hjerte kender og min hjerne savner

Jeg håber at alt kommer til at gå;
At jeg snart bliver andre farver end mørkeblå
I vredens tider
Med de triste munde
Er det vigtigt at huske
På de gode stunde

Kroppen bliver bundet
Af sindets tanker
Og udvikler sig efter
Til et emotionelt anker

Når vreden den rammer
Og bliver til fysiske skrammer
Bliver sund fornuft
Sat bag stål og trammer
siger til mig selv enogtyve gange, at det jo ikke er det,
jeg vil, men hvad ved jeg om det, når jeg ikke har prøvet
det endnu, det er jo så dumt, det jeg formår at gøre det
til, det at jeg ikke formår at fortælle dig det, jeg gerne ville
det gør det ikke mere falsk, bare indpakket i alt det fra ganen
der nu har forgrenet sig med løgne, der er viklet ind i
nylonsstrømper og neglespidser, der flænser dem og det
hele, når det ikke er, som det skal være, siger vi, det er
fint nok, men når det er, som det skal være, kalder vi det
for acceptabelt, vi siger det ikke, som det er, for hvordan
er det nu også lige, det er, udover det er svært at uddybe
er det også svært at fortælle dig alt det, jeg gerne ville for
jeg har kalk på tungen og mine øjne er grå, jeg er ikke smuk
men det er jeg også ligeglad med nu, for det er i hvert fald
ikke det, jeg behøver, at sige flere gange nu
- digte om et papmachesind
Jeg er ******* furious
På renden til døden
En pine i skallen
Vores samfund er af pacifisme
Du bliver smidt ud hvis du krummer hår
Du bliver smidt i spjældet hvis du ******* slår
Jeg lover dig min kære
Du er ikke alene
Vi skal lige have noget på det rene
Mit alu-bat rammer dit klamme fjæs
Og jeg råber til jeg bliver ******* hæs?
Du er så ******* imbecil
At jeg får lyst til at skyde dig med en pil
Dine grimme bryn og snottede tryne
Ja fandme om du skal gemme dig under din dyne
For du har gjort mig farlig
Og bare roligt det er ikke arveligt
Men jeg smadrer dit kranie
For det eneste du snakker om
Er dit ******* terrarie
Din stemme piver i mit hoved
Jeg brænder dig sort af sod
Min kære lille mide
Hold kæft jeg får dig til at lide
Bare vent og se
Jeg kommer til at le
jeg er pacifist og har nu lavet et børnehavedigt
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
ungdomspoet Mar 2016
kigger lidt op på himlen
hvor månen skinner blændende klart
jeg indånder koldt varm røg
inhaler og puster ud igen
gentager handlingen indtil cigaretten
er brændt ned til filteret
og jeg skoder
mens jeg i den handling indser at
cigaretten bliver en perfekt metafor
for livet
fordi livet, ligesom cigaretten
kræver at to ting bliver forenet
at sædcellen møder ægget
ligesom ilden møder cigaretten
og livet kan begynde
og langsom forsvinder livet
mens vi gentager de samme handlinger
igen og igen
ånder ind og ud
og alle brænder en dag ned til filteret
hvor der ikke er mere tobak tilbage at ryge
og man bliver skodet og begravet
i den kolde jord
sara p Mar 2015
det kilder i min rygsøjle,
små dråber af farven kirsebærrød
rammer gulvet ved mine fødder
de former fine, perfekte cirkler
hvor er det typisk ironi

unik, enestående blev der hvisket
af en ukendt stemme i skyggen
lys på højde med solens stråler
var placeret med retning mod mig
stilheden laver en klapsalve,
som fylder salen

jeg bliver ført rundt i manegen
af hvem, tja, hvem ved
sårene uden skorpe bliver revet op
de fine, perfekte cirkler bliver til et
vandfald af varm, rød væske

det tunge gardin falder ned,
lyset mister sin ***** der mindede
en om den smukke sommerdag
og
det sidste syn er gråhvide, bløde
tabte fjer
Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.
Ensomhedsabstinenser
Arpita Petersen May 2016
DU LEVER I DIN EGEN BOBLE
DIT EGET UNIVERS OG ALT KØRER FOR DIG
DU BRUGER NATTEN OG DAGEN PÅ DIN TING
PÅ LIGE DET DU ELSKER OG KAN
DIT LIV HANDLER OM DEN ENE TING DU KAN
DU GLEMMER ALT OMKRING DIG
DU SMILER OG ER GLAD
HELT IND I DIT HJERTE

DU VÅGNER OP I ET KOLDT ***
INTET LYS
DU VÅGENDE OP FRA VIRKELIGHEDEN
TIL KRIG OG ØDELÆGGELSE
LIVET VISER SIG FRA SIN MØRKE SIDE
DEN TING DU ELSKER
DEN TING DU KAN
ER BRAT
STEMMEN SIGER TIL DIG;
UNDSKYLD MEN DU KOMMER ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
DU FORSTÅR DET IKKE
DU DANSER VIDERE SELVOM ALT GØR ONDT
ALT ER I MOD DIG
DU ER ALENE
DIN BEDSTEVEN BLEV DIT VÆRSTE MARERIDT
NU SKAL DU FINDE DIG SELV IGEN
FINDE EN PLADS I LIVET UDEN DIT KÆRESTE EJE
DU KOMMER DESVÆRRE ALDRIG TIL AT DANSE IGEN
MIN PIGE
- Drømmen om det store går i stykker.
Alberte Jensen Apr 2015
En strøm af glæde i gennem min krop.

En ekstatisk glæde ud i fingerspidserne.

en øl, to øl.

et smil bliver til grin

en berøring bliver til kys

et skridt bliver til løb

Løb igennem gader

febrilske hænder

lystige blikke

let

flyvende

lykkelig i et tog mod endestationen

En del af noget, en del af dig

nattens mørke omslutter vores kroppe

toget bumler ud i mørket

med øjene mod livet

i mørke er alle bange

Ikke os for vi er børn af mørket

rodløse børn hånd i hånd

alligevel ikke

et hjem i din favn

kærlighed formet af dig

et silkebånd binder vores blod sammen

vi er ikke ét

vi, vi er én.
Med øjne lyse, store og skinnende
Prøver jeg at se ham dybt ind i sjælen.
Jeg smiler, ler og strejfer hans arme.
Nætter, som hurtigt bliver lange, mørke -
Men på lysende, klar, helt fantastisk vis.
Bruger jeg på at sende ham signaler.
Rører blidt ved hans hjerte. Selvom,
Mit greb er fast og stramt. Langsomt -
Vikler mine fingre ham ind i mit spind.
Han bliver grebet, betaget og glæden
Stråler ud af ham. Ud af mig. Tror han.
For når jeg kommer hjem, om aftenen
Er det stadigvæk ikke ham. Men DIG
Jeg tænker på. Dit navn i mine tanker -
Som små forviklede snefnug, kredser om.
Du ligger der. Aller bagerst. Om aftenen
Selvom, Du egentlig er væk og forsvundet.
For evigt. For altid. Og ikke kommer retur!?
thea pedersen Jan 2015
Døde blikke,
der vandrer rundt,
som zombier på Dommedag,
eller en tiger i bur.

Ingen kan glemme,
hvorfor vi er her,
endda i det næste årti,
vil mindet sidde fast,
sort på hvidt,
i bogen der.

Og de er her alle sammen,
store som små,
arm i arm,
de gå.

Hovedet holder de højt,
i et forsøg på,
at stoppe det,
de ikke kender,
selvom de godt ved,
at man med terror
sjældent bliver venner.

Paris' gallionsfigur,
er nu ændret,
fra Eiffeltårn til blyant,
"Je suis Charlie"
Vi håber ytringen en dag bliver fri
ET DIGT OM DE MENNESKER DER GIK IGENNEM PARIS I JANUAR 2015. JEG VAR EN AF DEM.
Sophia Edens Jan 2015
Jeg gemmer mig bag alt.
Her for tiden,
er det somom der intet forhæng er,
foran mig.
Jeg kan kun gemme mig
bag mennesker jeg elsker,
mange ting er ved at gå op for mig nu.
Tingene bliver seriøse.
Jeg bliver ældre,
uden min egen vilje.
Og så dog ja.
Jeg vil gerne blive ældre,
opleve verden,
møde nye artsfæller
og musik skal spille forbi mig i en ****.
Jeg vil være lært.
Bekræftet.
Elsket, ikke af alle, men af nogen.
Men lige nu
er jeg ikke den jeg vil være, endu.
Lige nu skal jeg gemmes væk
fra det skæmmende og tænke frem.
Ikke være i nuet som alle andre.
Ikke kigge tilbage på de gamle billeder.
Kun frem. Kune frem. Kun frem.
Jeg er der snart.
Jeg består ikke det der ******.
Men når lige at hoppe med
inden det kører fra mig,
mod det hvide, uklare lys.
Hent mig.
Fra dette skræmmende sted.
Læg dig ved siden af mig
og sig ingen lyd.
Kun dig og dit åndedræt,
har jeg brug for.
Kun dit nærvær.
Kun nærvær.
Nærvær.
Og gem mig væk.
Det er en normal dag
Med mit es i tænkeren.

Udødelig tryghed.

Rejsen mod esset dækker mine tanker,
Som et lagen af frihed.
Lagnet varmer mere og mere jo tættere destinationen nærmer sig.
Da jeg når destinationen
Bliver jeg genforenet med mit es

Udødelig frihed

Vi vasker vores sociale vasketøj
Og stier ud mod horisonten.

Udødelig **Harmoni.
nana nilsson Jan 2014
De siger, at det er ægte kærlighed, når din partners glæde, bliver din glæde. Jeg er ikke enig. Jeg tror, at det er ægte kærlighed når din partners sorg bliver din sorg.
Annesofie Olsen Dec 2016
Vågner op og igen i dag er det bare en ubetydelig dag i ferien, jeg behøves ikke engang vide om det er Mandag, eller Torsdag. Igen i dag skal jeg nok bare alligevel bare ligge og dovne den i min seng. Mens jeg ser i mellen 3-7 afsnit af Gossip Girl, mens jeg kigger min insta i gemmen 100 gange. Og det er det samme der bliver vist, der er alligevel intet af det der siger mig en skid. Udover jeg let bliver påvirket, nok også en smule jaloux over se folk der er sammen med folk.          

Prøver ihærdig at komme i kontakt med folk med at sende en latterlig snap af mig selv. Men ingen af dem svare rigtigt, det er os okay. Jeg bliver ved med stirre ned i mobilen, og når jeg ikke kigger ned i skærmen på mobilen, ser jeg op på skærmen på computeren. Jeg føler mig som den største taber fordi jeg er så afhængig at at være online på de socialemedier, konstant. Jeg prøver at trøste mig selv med at jeg i det mindste godt selv ved det.

Det sitre i min krop, og rastløsheden snurre rundt i min krop. Jeg kan virkelig tydeligt mærke det. Samt kan jeg mærke min krop er fyldt med energi og vrede, over jeg ikke laver noget. Ligger på gulvet og har tåre i øjnene.
anonym Jan 2015
Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som en virus mit immunforsvar ikke kan fjerne
Mine tanker vender tilbage til dig
Hele tiden

Du er virussen
Der ikke vil forsvinde
Og alligevel
Har du ingen intentioner om at blive

Du ved det ikke selv
Men du er virussen der aldrig forsvinder
For jeg fodrer den med opmærksomhed

Hvordan
Kan mine tanker altid være hos dig
Når hele mit system ved
At intet nogensinde har været mere spild af tid
End at dedikerer min tid til dig

Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som hovedpulsåren jeg ville forbløde uden
Som virussen mit immunforsvar ikke kan bekæmpe
Som en opmærksomhedskrævende tanke
Jeg bliver ved med at vende tilbage til

For du er kærligheden jeg aldrig vil glemme
-men det har du allerede
Abelonia Oct 2014
træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.
llcb Dec 2016
Når man renser et sår udenpå med alkohol
Når man renser et sår indeni med alkohol
O N N Feb 2015
Uret slår
  Tik, Tok
  Tik, Tok

Dagene forsvinder
  Revet ud af kalenderen
  De forsvinder i mængden

Bilerne kører i pendulfart
  Først på arbejde i byen
  Så hjem til forstaden

Ugerne passerer
  De bliver til måneder
  Der bliver til år

I en ivrig iver efter det hele
Forsvinder mennesket

Jeg prøvede.
Jeg ville have det hele
Nu.

Mennesket smeltede sammen
  Som en robot
  En dødsdømt robot

Rutiner blev udvasket
  Adrenalinen pumpede
  Et euforiserende stof

Jeg tabte.
Min robot brændte sammen
For altid.
Nora Morell Feb 2016
Tanker til tørre

Hvis jeg kunne, ville jeg vaske dig væk fra min hukommelse.
Omhyggeligt hænge dig til tørre et sikkert sted i min
underbevidstheds sfære. Med klemmer af ugyldig kærlighed.
Lade dig være en fjern og fremmed fornemmelse på lundefulde,
grå dage i Februar. Og måske - og ja, kun en sjælden gang imellem -  
hive dig frem i min bevidsthed, hvor jeg omsider vil sanse din    
metafysiske duft af lufttørret renhed og pakke min nøgne krop
ind i dine knasende tekstiler. Så vil jeg ligge i dig, med dig og på dig,
hele søndagen mens jeg svæver på et lagen af legende, let og listig lykke.
I en falsk rus af flydende og flygtig fuldendthed.

Hvis jeg altså kunne. Men jeg glemmer at glemme dig.
Du er den skrigende silhuet, fastbrændt på min nethinde.
I neon-pink og neon-gule farver,
der dukker op hver gang, jeg lukker øjnene i. Du er den hylende
lyd der hvor halsen bliver til øre. Og når natten nænsomt nærmer sig,
fylder du mit hoved. Du holder mig vågen i mine drømme.
Du vil ikke forlade mit sygeligt sammensatte sind.
Sat sammen som japansk origami.
Indviklet, viklet ind i de spor du har sat på min sjæl.
For du har rørt mig steder, jeg ikke troede jeg kunne røres.
Og ligegyldigt hvor meget jeg
skurer og skrubber, vil det aldrig blive rent.
Og det bliver aldrig det samme.

**Men tænk, hvis jeg altså kunne

— The End —