"blinde" poems
Albatros , albatros
verstik aan my tong
, begrawe geheime
agter die bitterbessie bos,
Waar my geliefde swaai
aan stilswy se galg.
Weenlied van die Albatros.
Ek wortel my moed
in rooigrond en klei
, maar berre my binnegoed
in n blinde man's boek.
Wees vry , wees vry
jou sondes bely
, maar stommemans kreet
oor die liefdesoek.
Albatros , albatros
skree in die waak.
Verslenter jou naam
in die buurt se stil slaap.
En die wraak van die
doodstong sal
jou nietig verlaat.
Deel jou bitter bessies , want
dit was gister reeds te laat.
Jun 6, 2014
Jun 6, 2014 at 1:10 PM UTC
Jy wys nie die son vir 'n blinde wat weer kan sien nie.
Dis mos nou kinders-kry dan trou ,
'n priem baba se : Ek is lief vir jou.
Verby nog voor dit begin het.
Of is my hart nou wiegiedood wat
doodluiters my eie galg om die baba hang.
Breek ek die glas-skoen? voordat die lewe dit kan breek?
Of het ek nou maar oulaas 'n manier
om al die goeie goed - uit vrees
van stapel te stuur?
Ek kan jou volg... sal jou volg;
sou jou volg tot waar die wind ons waai
en saam jou kan ek... sal ek
sou ek heeldag rondomtalie en tiekiedraai,
maar *** gaan ek die onbekende in
as dit tussen my en die horison le?
My hartklop eikehout in die gang,
hy klop nog koud , maar hy klop nou!
En jy praat van altyd en van later en van dan:
verder selfs as wat my sig durf reik!
Jy is my nou.
Jammer dat ek more jou gister gaan wees;
probeer verstaan, ek verlang nog silwer en plooie
en die wereld is my lapdoek en die lewe is my lee papier
en ek wil groei.
Ek kan nie die trouring dra nie
,as hy nog koud aan my vinger kleef...
my hart is dalk nog prematuur ,
maar ek wil graag uitgan
en die koue skouers en spervure
vir my self gaan beleef.
Moet my nie die son wys nie
Ek leer nou eers *** om te sien...
en moet nie se jy is lief vir my nie,
want more is dit verby nog voor dit begin het.
En dan hang ek die priem.
Sep 2, 2014
Sep 2, 2014 at 9:42 AM UTC
*soms een erg tegenstrijdig gevoel
gelukkig zijn
terwijl je weet hoeveel mensen
er wegkwijnen van de pijn
medeleven, empathie
houden mijn lach nu tegen
heeft niks te maken met verlegen
of depressie
nee, het zijn al deze andere levens
die ik altijd maar dichtbij voel, zie
een gift zou je zeggen?
als iemand de zwaarte ervan begreep
als ik het nu eens op tafel kon leggen
mijn medemens heb ik tot egoïst bekroond
omdat men in mijn ogen
te weinig interesse in elkaar toont
kijken alleen naar zichzelf of scherm
zoemen rustig mee in de zwerm
tot ik mijn mond open trek
verschijnt er plotseling een blinde vlek
noemen ze me gek..
willen de waarheid niet onder ogen zien
ik zeg ze: je kan altijd meer geven of doen
al geef je miljoen keer die zelfde zoen
moet de waarde er dan vanaf gaan?
of kan men gewoon blijven genieten
in dit bestaan
meer dan 'normaal' aan elkaar geven
meer dan deze maatschappij
*** graag ik dat altijd al had willen beleven*
Jun 17, 2015
Jun 17, 2015 at 9:49 AM UTC
De spørger om alle mine digte er om dig?
Jeg svare altid nej, men det er de måske lidt alligevel...
Men mest om mig selv, mest om mig selv dengang jeg var med dig. Mest om mig og mig selv og om dig og om hvordan du gjorde mig kantet og skarp.
Handler det om ham? Hvem ham, svare jeg? De griner, for de ved godt at jeg ved hvad de mener. De mener ham der bringer mine tanker i kog, ham der udkogte og udkørte og dæmpede mig, og dampede ud over alles forventninger, for bare at få en dråbe accept på sig. Ham der ikke tror han er god nok, men god nok til at fortælle at andre er gode nok, når han har brug for at få af vide at han god nok, og flot nok og høj nok, og....Ja. Det er nok ham, og hvad så, hvis det passer mig at skrive om en spasser, der har kastet mig, ind og ud af hjertekar, ind i en blindgyde, af blinde svar?
De spørger om alle mine digte er om dig?
Nej men det er dette digt, SVARE JEG.
Aug 6, 2019
Aug 6, 2019 at 5:52 PM UTC
*Een blinde vlek voor de observant
een langdurige schaduw die de zon alleen kan bereiken door de weerkaatsing van licht
op specifieke tijden
en via specifieke planeten
op cruciale zeldzame plaatsen
De zon schijnt er niet
diepe kraters en littekens
alles komt hard binnen
er is geen atmosfeer die klappen verzacht
of obstakels verbrand
alles komt ongefilterd binnen
Alles vind plaats in de schaduw
Terwijl de andere kant straalt
en iedereen het prachtige schouwspel 'snachts aanschouwt
Alleen een enkeling echt bewust
van de misère die afspeelt aan de duistere kant van de maan
Daarvoor is de maan dankbaar
dankbaar dat het gezicht dat niemand ziet
gezien word en erkent word.*
Jun 1, 2015
Jun 1, 2015 at 6:49 AM UTC
Natten omslutter os som ringe af stål.
Jeg vil se igennem dine øjne,
transparent hele vejen.
Gennembore dine organer og sprænge rygsøjlen.
Tåget og tung af medicin ser jeg dig.
Mørke og reptiløjne.
Kolde som sne. Kyniske.
Solsystemet danser over jorden af bregner.
Man er forpligtet til at tænke håbefuldt,
men jeg tænker ikke håbefuldt.
- men famler i blinde med kolde hænder.
Isblå negle og blodmangel.
Lad os gå sammen, tænker jeg,
men tier.
Sætter mig i stedet sammen med de andre
og vi klipper huller i hinandens hud.
Septembers fjerne varme sætter lys i mine øjne og
drager mig ud i natten.
Lyset erstattes af kulørt neon og tager pusten fra mig.
Der er en indebrændt stemme i min hals
og for enden af halsen sidder munden.
Tungen slår knuder og jeg kan næsten ikke,
men med sammenbidte tænder, skriger jeg.
Efter hvad aner jeg ikke.
Inhalerer det sidste marv ud af dagen
og hoster den ud med bræk.
Samfundet er dødt,
og jeg vil ikke længere forestille mig livet
med lungerne fyldte af kviksølv.
Jovist har vi været i det grønne. Jovist.
Jeg kom til festen i den sorte nat. Natten af ramaskrig.
Jeg ligger søvnløs i mælkevejen
diffust omsværmet af natteravne og stjerneskud.
Stjernedød.
Jeg lytter til deres stemmer,
ser dem igennem øjnene
og på et tidspunkt går jeg hjem.
Dec 21, 2014
Dec 21, 2014 at 4:24 PM UTC
det var en mærkelig følelse
den dag hvor jeg endelig slog mine øjne op
og så dig
for den du var og ikke for hvad vi var
tomheden smagte bittert
men sødere end jalousien
og i min ensomhed, var jeg pludselig ikke så ensom længere
jeg havde fundet lykken i et nyt bekendskab
og ligeså havde du
blondinen som du forguder
og jeg pudser mine tænder
for jeg har åbne øjne nu
og det jeg ser gør mig ikke bange længere
jeg forstår nu hvorfor du ikke elskede mig
ikke fordi jeg ikke er god nok
simpelthen fordi du var bange for at jeg
bare var nok
May 10, 2015
May 10, 2015 at 5:50 PM UTC
vi bader
halvnøgne i maaneskinet
på en lun juninat
vi løber
smadder fulde
ned mod stranden
men famler i blinde
jeg træder i torne
hvorfor husker jeg kun
hånden på min ryg
maaneskinet
dine forsigtige støn
men ikke den smerte
da mine fødder var skåret fuldstændig til blods?
Nov 8, 2014
Nov 8, 2014 at 1:05 PM UTC
hvilken stilstandsform har du? jeg er
opløst i vand
alle mine celler omringer mig
med mine dyrebare bloddråber
susende runt i invendige rør-systemer
arvæv beskytter sjælen
øjet, et objektiv, kiggende
glemmer sit blinde punkt
mine blinde vinkler
et stillads af knogler
opbygget af ældgammelt
stjernestøv
vrimlende med knoglemarvs-håndværkere,
biologisk renovation
centralnervesystemet
dybdeborende, som kolde
fingre langs rygraden
hofteskålens svajende og
beskyttende hånd om mine
indre organer
inderste organer
reproduktive organer
hormonelle tidevandsbølger
menstruationscyklusens dans
Feb 26, 2016
Feb 26, 2016 at 8:31 AM UTC
Vi bader
halvnøgne i maaneskinet
på en lun juninat
vi løber
smadder fulde
ned mod stranden
men famler i blinde
jeg træder i torne
Hvorfor husker jeg kun
hånden på min ryg
maaneskinet
dine forsigtige støn
men ikke den smerte
da mine fødder var skåret fuldstændig til blods?
Apr 7, 2015
Apr 7, 2015 at 2:00 PM UTC
kalte Nacht
dunkles Licht
keine Macht
blinde Sicht
niemand lacht
düsteres Gesicht
verlorene Schlacht
ein Herz das bricht
sag es nicht
trauriges Gedicht
Nov 18, 2019
Nov 18, 2019 at 7:37 AM UTC
en ná die storm se kalm
en ná die wind en reën
is die sagtheid van die aarde oorverdowend
my blinde oë
en krom ou hart
lê soos sade en
vrôt in die land
tot onder sterlig een aand
dié muwwe vlies bars
en 'n fyn wit worteltjie
voel-voel die wêreld in kruip
***
and after the storm's calm
and after the wind and rain
the softness of the earth is
deafening
my blind eyes
and crooked old heart
lay like seeds and
rot in the land
'til under the starlight one night
this mouldy membrane burst
and a fine white root
tentatively creeps into the world
Nov 13, 2022
Nov 13, 2022 at 4:17 AM UTC