"blidt" poems - Hello Poetry

Med øjne lyse, store og skinnende Prøver jeg at se ham dybt ind i sjælen. Jeg smiler, ler og strejfer hans arme. Nætter, som hurtigt bliver lange, mørke - Men på lysende, klar, helt fantastisk vis. Bruger jeg på at sende ham signaler. Rører blidt ved hans hjerte. Selvom, Mit greb er fast og stramt. Langsomt - Vikler mine fingre ham ind i mit spind. Han bliver grebet, betaget og glæden Stråler ud af ham. Ud af mig. Tror han. For når jeg kommer hjem, om aftenen Er det stadigvæk ikke ham. Men DIG Jeg tænker på. Dit navn i mine tanker - Som små forviklede snefnug, kredser om. Du ligger der. Aller bagerst. Om aftenen Selvom, Du egentlig er væk og forsvundet. For evigt. For altid. Og ikke kommer retur!?

0

Dec 29, 2015

Dec 29, 2015 at 7:44 AM UTC

holkenfeldt

Nogle gange savner jeg dig stadigvæk

Med øjne lyse, store og skinnende Prøver jeg at se ham dybt ind i sjælen. Jeg smiler, ler og strejfer hans arme. Nætter, som hurtigt bliver lange, mørke - Men på lysende, klar, helt fantastisk vis. Bruger jeg på at sende ham signaler. Rører blidt ved hans hjerte. Selvom, Mit greb er fast og stramt. Langsomt - Vikler mine fingre ham ind i mit spind. Han bliver grebet, betaget og glæden Stråler ud af ham. Ud af mig. Tror han. For når jeg kommer hjem, om aftenen Er det stadigvæk ikke ham. Men DIG Jeg tænker på. Dit navn i mine tanker - Som små forviklede snefnug, kredser om. Du ligger der. Aller bagerst. Om aftenen Selvom, Du egentlig er væk og forsvundet. For evigt. For altid. Og ikke kommer retur!?

18

jeg ønsker et liv fyldt med roser lyserødt papir i skrivemaskiner, samlet i en bog kærlighed kærlighed kærlighed magoritter, tusindfryd, susanne med det sorte øje fuglesang, solen - gennem blafrende blade en rislen fra åen kys og varm hud, afslappet og blidt hængekøjer i solen karbade bål og stjerneklare nætter sejlture og forlystelser latterkramper og søvnig glæde hvide, rene flader og saftige grønne planter sæbeduft, overskud tidlige morgener, sort the, appelsiner fotografier og broderi og maleri ansvar og tillid og fællesskab viden og nysgerrighed og åbenhed måneskin og gåture vinyler og vin genbrugstøj i alverdens lettere afblegede farver dristige outfits, personlighed blommefarvet øjenskygge, kongeblå jakker friske lagner støvfrit, skinnende glæde og tilpashed uden arbejdsmarkedets brusende angstprovokation uden ensomheden uden dem

0

Feb 2, 2016

Feb 2, 2016 at 4:01 PM UTC

en-anonym-skikkelse

endnu et digt om fremtiden

jeg ønsker et liv fyldt med roser lyserødt papir i skrivemaskiner, samlet i en bog kærlighed kærlighed kærlighed magoritter, tusindfryd, susanne med det sorte øje fuglesang, solen - gennem blafrende blade en rislen fra åen kys og varm hud, afslappet og blidt hængekøjer i solen karbade bål og stjerneklare nætter sejlture og forlystelser latterkramper og søvnig glæde hvide, rene flader og saftige grønne planter sæbeduft, overskud tidlige morgener, sort the, appelsiner fotografier og broderi og maleri ansvar og tillid og fællesskab viden og nysgerrighed og åbenhed måneskin og gåture vinyler og vin genbrugstøj i alverdens lettere afblegede farver dristige outfits, personlighed blommefarvet øjenskygge, kongeblå jakker friske lagner støvfrit, skinnende glæde og tilpashed uden arbejdsmarkedets brusende angstprovokation uden ensomheden uden dem

29

Det her er ikke et normalt eventyr. Det her er et anderledes eventyr, noget du ikke har set før. Det handler om en prinsesse der bor i et slot, langt langt borte. *** er fanget bag tremmer og vogtet af en ildspydende drage. Vi venter i tusinde lange år. Kommer han mon? En dag, en solskinsfyldt dag, kommer han ridende. Prinsen. På sin hvide hest med den flaprende smukke manke. Han svinger sit sværd. Han falder og rejser sig ædelt op igen. Han overvinder dragen og løber op af trapperne. Oppe i kammeret sidder prinsessen. Solen skinner igennem vinduet på hendes lange lyse hår. Hendes hjerte banker. Det banker for prinsen. Han tager hendes hånd. Kysser den blidt. Nede i gården venter den hvide hest. Ja for den venter selvfølgelig. På prinsen. De ridder mod hans rige. De ridder mod solnedgangen. De to. Mod en lykkelig slutning.

0

Dec 9, 2016

Dec 9, 2016 at 5:21 AM UTC

teresa-lykke-falk-jakobsen

Det her er ikke et normalt eventyr

Det her er ikke et normalt eventyr. Det her er et anderledes eventyr, noget du ikke har set før. Det handler om en prinsesse der bor i et slot, langt langt borte. *** er fanget bag tremmer og vogtet af en ildspydende drage. Vi venter i tusinde lange år. Kommer han mon? En dag, en solskinsfyldt dag, kommer han ridende. Prinsen. På sin hvide hest med den flaprende smukke manke. Han svinger sit sværd. Han falder og rejser sig ædelt op igen. Han overvinder dragen og løber op af trapperne. Oppe i kammeret sidder prinsessen. Solen skinner igennem vinduet på hendes lange lyse hår. Hendes hjerte banker. Det banker for prinsen. Han tager hendes hånd. Kysser den blidt. Nede i gården venter den hvide hest. Ja for den venter selvfølgelig. På prinsen. De ridder mod hans rige. De ridder mod solnedgangen. De to. Mod en lykkelig slutning.

25

- en at kigge på når jeg vågner søndag morgen - en der vil tage min hånd og danse rundt med mig - en at dele de ting der gør mig lykkelig med - en at dele de ting der gør mig bedrøvet med - en som vil have et godt forhold til min familie - en der får tiden til at stoppe i stressede morgner blot ved et kys - en at tage med ud at se på kunst - en at diskutere politik og læse avis med - en som kigger på mig som om jeg var den eneste i verden - en der ville tage med mig til Paris - en som vil kysse min nakke blidt i søvne - en at drikke morgenkaffe og ryge morgensmøger med - en der kan få mig til at grine når jeg har mindst lyst til det - en der vil fortælle mig at jeg er en tåbe når jeg opfører mig ligeledes - en der vil fortælle mig at jeg er kærlig når jeg opfører mig ligeledes - en at læse mine digte højt for - en som vil tage med mig på eventyr og ikke være bange - en der får mig til at føle som den bedste version af mig selv - en at lytte til lækker musik med - en at tænke på når man hører dårlige kærlighedssange - en som tør dele sine tanker og følelser med mig - en at lytte til - en at leve for - en at elske med - en at kysse på - en at have tillid til - en som elsker mig på trods af mine fejl - en der kan se mine kvaliteter som kvaliteter - en som syntes at disse ting også er væsentlige

0

Dec 4, 2015

Dec 4, 2015 at 7:42 PM UTC

ungdomspoet

alt jeg ønsker..

- en at kigge på når jeg vågner søndag morgen - en der vil tage min hånd og danse rundt med mig - en at dele de ting der gør mig lykkelig med - en at dele de ting der gør mig bedrøvet med - en som vil have et godt forhold til min familie - en der får tiden til at stoppe i stressede morgner blot ved et kys - en at tage med ud at se på kunst - en at diskutere politik og læse avis med - en som kigger på mig som om jeg var den eneste i verden - en der ville tage med mig til Paris - en som vil kysse min nakke blidt i søvne - en at drikke morgenkaffe og ryge morgensmøger med - en der kan få mig til at grine når jeg har mindst lyst til det - en der vil fortælle mig at jeg er en tåbe når jeg opfører mig ligeledes - en der vil fortælle mig at jeg er kærlig når jeg opfører mig ligeledes - en at læse mine digte højt for - en som vil tage med mig på eventyr og ikke være bange - en der får mig til at føle som den bedste version af mig selv - en at lytte til lækker musik med - en at tænke på når man hører dårlige kærlighedssange - en som tør dele sine tanker og følelser med mig - en at lytte til - en at leve for - en at elske med - en at kysse på - en at have tillid til - en som elsker mig på trods af mine fejl - en der kan se mine kvaliteter som kvaliteter - en som syntes at disse ting også er væsentlige

29

*Jeg ligger i sneen Og føler ingenting. Kulden rør mig ikke, For den har allerede Gnavet sig ind til mine ben... Et ensomt snefnug falder på min kind, Blidt det rammer, Men jeg mærker det ik' Hvorefter det langsomt smelter Og triller ned ad min kind Som de tåre Jeg har grædt i tusindvis... Mine fodspor i sneen Er snart dækket af hvidt Jeg tænker, At dette ville Du nok gerne have set... Dette hvide landskab, Der skinner så blidt. Og jeg smiler, Men kun et øjeblik. Før jeg erindre, At sådan blev det ik'... Frosten bider mig i næsen, Men i øjeblikket er jeg Et halv-sociopatisk væsen Og derfor Ænser jeg den ik'... For jeg ved ik' hvordan Jeg skal komme igennem dagen, Som uret snart slår an... Den sidste dag, den sidste time, Før du lægges endeligt til hvile. Men lige nu vil jeg ikke tænke, Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke, Der langsomt tynger mig ned... Jeg vil blot ligge her i sneen Før jeg går ind Og lægger de sidste roser På kisten...*

0

Mar 20, 2016

Mar 20, 2016 at 5:38 AM UTC

HeidiHenriksen

En Afsked...

*Jeg ligger i sneen Og føler ingenting. Kulden rør mig ikke, For den har allerede Gnavet sig ind til mine ben... Et ensomt snefnug falder på min kind, Blidt det rammer, Men jeg mærker det ik' Hvorefter det langsomt smelter Og triller ned ad min kind Som de tåre Jeg har grædt i tusindvis... Mine fodspor i sneen Er snart dækket af hvidt Jeg tænker, At dette ville Du nok gerne have set... Dette hvide landskab, Der skinner så blidt. Og jeg smiler, Men kun et øjeblik. Før jeg erindre, At sådan blev det ik'... Frosten bider mig i næsen, Men i øjeblikket er jeg Et halv-sociopatisk væsen Og derfor Ænser jeg den ik'... For jeg ved ik' hvordan Jeg skal komme igennem dagen, Som uret snart slår an... Den sidste dag, den sidste time, Før du lægges endeligt til hvile. Men lige nu vil jeg ikke tænke, Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke, Der langsomt tynger mig ned... Jeg vil blot ligge her i sneen Før jeg går ind Og lægger de sidste roser På kisten...*

40

Det dryssede ned fra skyerne og kyssede ham på næsen. Han blev kysset så blidt, at det næsten føltes som kærlighed. Vintervejrets hæse stemmer og skingre skrig. De råbte ham i hovedet, mens han afklædte sig. Han tabte sine sedler i snestormen. Prøvede desperat at fiske dem op men sneen væltede ham om kuld. Omgivet af støj. Med blødende næse og kolde hænder, lå han i en storm, hvor kun saltsprederen kunne redde ham. f.b

0

Oct 4, 2014

Oct 4, 2014 at 4:36 PM UTC

FrederikBartho

Snestorm i efteråret

Det dryssede ned fra skyerne og kyssede ham på næsen. Han blev kysset så blidt, at det næsten føltes som kærlighed. Vintervejrets hæse stemmer og skingre skrig. De råbte ham i hovedet, mens han afklædte sig. Han tabte sine sedler i snestormen. Prøvede desperat at fiske dem op men sneen væltede ham om kuld. Omgivet af støj. Med blødende næse og kolde hænder, lå han i en storm, hvor kun saltsprederen kunne redde ham. f.b

5

blidt sind, rødligt forslåede knæ, få tomme knogler og lunger fyldt med rådden luft

0

Jan 26, 2014

Jan 26, 2014 at 4:33 PM UTC

sleepwritings

en fire-linjers selvbiografi

blidt sind, rødligt forslåede knæ, få tomme knogler og lunger fyldt med rådden luft

4

Pas på Jeg skyder skarpt Bevæbnet med en AK47, Øjemålet rettet mod Den endelige destination Drages af neonlysets skær i natten Amatør af eget kød og blod Danser i søgen efter den lille død Kærtegner den blidt En euforiserende fornemmelse Raser ud i form af skrig Efterlades i en stønnende tilstand Begår selvmord Ensomnia Med min egen Kærlighedspistol

0

Oct 26, 2015

Oct 26, 2015 at 1:36 PM UTC

lisette-margrethe-

Kærlighedspistolen

Pas på Jeg skyder skarpt Bevæbnet med en AK47, Øjemålet rettet mod Den endelige destination Drages af neonlysets skær i natten Amatør af eget kød og blod Danser i søgen efter den lille død Kærtegner den blidt En euforiserende fornemmelse Raser ud i form af skrig Efterlades i en stønnende tilstand Begår selvmord Ensomnia Med min egen Kærlighedspistol

16

Der var lange nætter med digte der gav dig lyst til at lægge dig under jorden Du græd stille ned i puden og ønskede at se mig lykkelig men solen er ikke længere genert og kysser dine kinder blidt Du studerer mig som værende forelsket og tager jakken af Du mærker ikke længere kulden fra min krop, men bader dig i vandet af nye tider Der var dage du havde lyst til at give slip på mig, men inden du lod mig svæve Fandt jeg et lille lys og jeg er nu ikke længere i mørket Jeg håber du ved, at du gav mig styrken Og at du må have tiltroen til at der ikke findes øjeblikke jeg ikke kan overkomme mere

0

Mar 10, 2015

Mar 10, 2015 at 8:07 AM UTC

frederikke-hyldgaard

til ida

Der var lange nætter med digte der gav dig lyst til at lægge dig under jorden Du græd stille ned i puden og ønskede at se mig lykkelig men solen er ikke længere genert og kysser dine kinder blidt Du studerer mig som værende forelsket og tager jakken af Du mærker ikke længere kulden fra min krop, men bader dig i vandet af nye tider Der var dage du havde lyst til at give slip på mig, men inden du lod mig svæve Fandt jeg et lille lys og jeg er nu ikke længere i mørket Jeg håber du ved, at du gav mig styrken Og at du må have tiltroen til at der ikke findes øjeblikke jeg ikke kan overkomme mere

9

kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt forbarmende forår jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme der er kun tre måneder tilbage det er tåget du er blevet til en myte omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler uforståelig og fantastisk og håbefuld er du bag tæppet af tåge? der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber bliver til en dis, en stemning, en følelse når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før et spørgsmål om placering subjektivt aldrig helt tæt på, en visuel løgn tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade noget blidt, noget magisk, noget nyt; sneen er væk - optøet forår

0

Jan 25, 2016

Jan 25, 2016 at 4:28 PM UTC

en-anonym-skikkelse

optøning

kapslen af frostgrader omkring mig smelter langsomt forbarmende forår jeg har en vinterjakke, men der er hul i den venstre lomme der er kun tre måneder tilbage det er tåget du er blevet til en myte omhyllet af tåge, bestående af tusinder af reflekterende vandpartikler uforståelig og fantastisk og håbefuld er du bag tæppet af tåge? der er noget fabelagtigt og verdensfjernt over støvregnen alt er indhyllet, umiddelbar udsigt over gaden, skjult passage noget magisk ved tanken om, at den enkelte dråbe i sig selv blot er regn men at formationen af de millioner af mikroskopiske dråber bliver til en dis, en stemning, en følelse når man står ét sted virker det som om, at tågen starter længere henne hvis man flytter sig derhen virker den til, at starte hvor man stod før et spørgsmål om placering subjektivt aldrig helt tæt på, en visuel løgn tåge bevæger sig ikke udelukkende horisontalt et tag hjælper ikke mod tåge, den smyger sig stillestående hvor regn blot uden skelnen kolliderer med enhver overflade noget blidt, noget magisk, noget nyt; sneen er væk - optøet forår

25

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

0

Sep 13, 2016

Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC

Louiselarsen22

roskilde tanker pt 2

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

30

Mon det er faldet dig ind det ikke er mine læber du kysser blidt? Havde tanket strejfet dig at bare en enkelt berøring på hendes lår, river dybe rifter på indersiden af min hud. Jeg har bildt selv ind at oktobermørket har forvirret dig og forvekslet mig, med hende. Jeg snakker med dig hele tiden jeg vender min hverdag i dine tanker det er bare som om du ikke svarer når jeg hviskende skriger i mørket. Jeg stjæler din sjæl for den har jeg mere brug for end du. Hvorfor har du gåsehud? er det mon den dårlige samvittighed der endelig er kommet ind gennem metalhuden

0

Oct 7, 2014

Oct 7, 2014 at 6:57 AM UTC

frederikke-hyldgaard

Oktobermørket

Mon det er faldet dig ind det ikke er mine læber du kysser blidt? Havde tanket strejfet dig at bare en enkelt berøring på hendes lår, river dybe rifter på indersiden af min hud. Jeg har bildt selv ind at oktobermørket har forvirret dig og forvekslet mig, med hende. Jeg snakker med dig hele tiden jeg vender min hverdag i dine tanker det er bare som om du ikke svarer når jeg hviskende skriger i mørket. Jeg stjæler din sjæl for den har jeg mere brug for end du. Hvorfor har du gåsehud? er det mon den dårlige samvittighed der endelig er kommet ind gennem metalhuden

10

du umulige kærlighed snart glemt, men alligevel forevigt gemt inde i min indre og ydre bevidsthed du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer; destinationer, individer, genstande dér minder mig om dig jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud jeg ligger nu alene i græsset glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel som det sidste jeg ser inden jeg lukker begge mine øjne i og møder dig i en af mine mange drømme åh så naivt og med forvrængede forhåbninger om du og jeg tørrer blidt, med knyttet hånd en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd at dét forvrængede tankesystem her er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt på dét jeg på én og samme tid absolut er bevidst om, aldrig kommer til at ske udover i mine drømme

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 6:05 PM UTC

Louiselarsen22

[opslugt]

du umulige kærlighed snart glemt, men alligevel forevigt gemt inde i min indre og ydre bevidsthed du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer; destinationer, individer, genstande dér minder mig om dig jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud jeg ligger nu alene i græsset glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel som det sidste jeg ser inden jeg lukker begge mine øjne i og møder dig i en af mine mange drømme åh så naivt og med forvrængede forhåbninger om du og jeg tørrer blidt, med knyttet hånd en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd at dét forvrængede tankesystem her er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt på dét jeg på én og samme tid absolut er bevidst om, aldrig kommer til at ske udover i mine drømme

26

kommoden i hjørnet er begyndt at fortælle mig mine tankestrømme er for støjende for stærkt groende op ad de kølige vægge i symbiose med radiatorens lunkne ånde det er som om dit ansigt er begyndt at fortælle mig det ikke vil huskes som om det skrumper sammen til syv forskellige malerier alle af forskellige kunstnere alle lige forvirrende men blidt nuanceret til min smag det er som om vandfarven er begyndt at fortælle mig jeg er dens favorit som et rindende slør lægger den sig henover lærredet som dine øjne jeg godt så holdt øje med mig da jeg sank ned i eftertænksomhedens bæk det er som om ordene er begyndt at fortælle mig din tilstedeværelse smager af brombær og orange kridt

0

May 17, 2019

May 17, 2019 at 2:29 PM UTC

lauraamstutz

smager af mere

kommoden i hjørnet er begyndt at fortælle mig mine tankestrømme er for støjende for stærkt groende op ad de kølige vægge i symbiose med radiatorens lunkne ånde det er som om dit ansigt er begyndt at fortælle mig det ikke vil huskes som om det skrumper sammen til syv forskellige malerier alle af forskellige kunstnere alle lige forvirrende men blidt nuanceret til min smag det er som om vandfarven er begyndt at fortælle mig jeg er dens favorit som et rindende slør lægger den sig henover lærredet som dine øjne jeg godt så holdt øje med mig da jeg sank ned i eftertænksomhedens bæk det er som om ordene er begyndt at fortælle mig din tilstedeværelse smager af brombær og orange kridt

21