Når lygterne er tændt. Når skovstien ligner en scene fra en gyserfilm. Når skummet på bølgerne er selvlysende. Når myggene er usynlige. Når tyvene lister. Når rovdyrene jager. Når ofrene sover. Når ilden knitrer. Når strengende stemmer. Når stemmerne kimer. Når fuglene vågner. Når musene flyver. Når englene synger. Når mælken skummer. Når bladene pusler. Når grenene banker på vinduerne. Når resten af verden sover.

du har brugt to år på at fortælle mig
at regnen på din rude, lyden af dråberne, der faldt tungt,
lød som mit grin; beroligende og uendeligt
at bladene, der falder til jorden, midt i oktober, så sørgelige ud, og du svor på
at sådan en sorg, den mangel af glæde og lys, sådan skulle jeg aldrig føle
og smagen af kaffe, dit yndlings drug, var præcis som du så mig;
varm, stærk, vedvarende og efterlod dig med tanken om, hvornår du kunne få mere
tre uger har jeg nu været foruden disse ord
din berøring
dit nærvær
tre uger fyldt med kaffe, regn og efterår, men intet har jeg hørt

måske du skulle have brugt mindre tid på at snakke
og mere tid på at elske mig

Og vejen flyver
alkohol i blodet
dig i hovedet
ikke en god blanding

flere mennesker
bare forbipasserende
stjernerne falder
og bladene ligeså

knæene ryster
kuldegysninger
nærmest forfrysninger

alkohol i leveren
dig i hjertet
en blanding lavet i helvede

følelserne begraver sig selv i jorden
Og vejen flyver stadig