Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
llcb Oct 2015
Vinduet står på klem, så jeg kan høre biler der kører på vejen et par etager nede. De larmer og er ligeglade, så de holder mig vågen. Med øjne som er åbne og pupiller der er udspilede, kigger jeg rundt og føler mig rastløs og som raster af hende der grinte på gaden tidligere. Jeg finder mig selv i vindueskammen et minut senere med bilerne som selskab. Byen griner af mig. Håner mig for at være træt, og dens larmende latter holder mig vågen, ligesom den hjemløse på hjørnet af Nordhavn st., der råber ad dem der venter på togene.

Byen gider ikke holde kæft, så jeg tager min frakke på og lister ned ad trapperne, så jeg ikke vækker mine underboer, som byen forhåbentlig ikke håner her i nat. På gaden smiler folk som om vi kender hinanden, og kigger på mig med bløde blikke. Blomster kysser bænke og kærestepar kysser hinanden. Byen er en god ven af mange og en dyb forelskelse af nogle. Her i nat, med latter og bløde blikke, så er byen og jeg de allerbedste venner, trods dens humørsvingninger og melankolske humor.

En time senere er byen tavs. Den hjemløse mand er fuld og sovende på en bænk, bilerne strækker sig nu på motorveje og folk ligger med bare tæer i deres senge. Jeg kaster frakken i sofaen og ligger mig med dynen over mine skuldrer.

Byen kysser mig stille godnat til stilheden fra de tomme gader,
og jeg sover indtil den kærligt kysser mig godmorgen til følelsen af sollys på mine øjenlåg og lyden af mennesker der taler på fortove.
O N N Feb 2015
Uret slår
  Tik, Tok
  Tik, Tok

Dagene forsvinder
  Revet ud af kalenderen
  De forsvinder i mængden

Bilerne kører i pendulfart
  Først på arbejde i byen
  Så hjem til forstaden

Ugerne passerer
  De bliver til måneder
  Der bliver til år

I en ivrig iver efter det hele
Forsvinder mennesket

Jeg prøvede.
Jeg ville have det hele
Nu.

Mennesket smeltede sammen
  Som en robot
  En dødsdømt robot

Rutiner blev udvasket
  Adrenalinen pumpede
  Et euforiserende stof

Jeg tabte.
Min robot brændte sammen
For altid.
llcb Jun 2015
Du ser i mine blå øjne og fortæller mig at jeg er typen.
Typen som folk forelsker sig i i juni måned for at aldrig se igen til august. Typen som fortæller en historie der efterlader folk med åbne munde og vandede øjne. Og som danser på vejen fordi at *** stoler på at bilerne stopper for hendes skyld. Typen som taler så tæt på en at man næsten burde kysse, men det er bare for at se ens øjenfarve i mørket. Typen som giver ærlige komplimenter om ens ansigt ud ad det blå og ikke forventer gengæld. Typen som man tænker over bagefter, men aldrig nok til at komme tilbage til. Typen som man kun kysser en gang.

Jeg lever og ånder for at forelske folk

Og hvor er det dog trist at være et tidsfordriv på et eller andet punkt.
lyden af a-mennesker
lyden af hundeluftere, af eneboere, af kærestepar og babyer og frimærkesamlere og dagdrømmere, lyden af regn, af busser, af cykel-ringeklokker og armbåndsure der tikker
tusinde af by-lyde smelter sammen til én stor, stille larm
regndråberne løber om kap på mit vindue
blomsterne på mit natbord er derimod visne
jeg har tre sammenfoldede digte i min ene jakkes lomme
avocadoplanten vokser og skyder nye blade, grønne og spinkle som håbet
havet bruser et sted langt væk herfra
bilerne snoer sig afsted på krøllede hovedveje og trækker spor af lys efter sig
månen følger bilen, hvis du spørger børnene indeni
alting sker lige nu. i universet lyser
stjerner og solen brænder sin evige brand
fordømt og velsignet
Et-eller-andet Apr 2015
I skolen skriver jeg sagprosa,
og rækker flittigt hånden op i dansktimerne.
Jeg smiler til lærerne på gangen
og kommer med åndssvage sarkastiske kommentarer,
som de alligevel i et-eller-andet omfang,
finder humoritiske.
Jeg løber ture ad hovedvejen,
og løber mod bilerne,
i håbet om,
at en-eller-anden vil lægge mærke til den tåre,
der løber ned af min højre kind.
Når jeg kommer til den sidevej,
hvor min dansklærer bor,
vender jeg hovedet,
kigger,
og efterfølgende leder jeg i mængden,
efter en sort bil, der kunne være hendes.
Når jeg kommer til stranden,
standser jeg brat op.
Tager musikken ud af ørene og prøver at få tiden til at stå stille.
Når jeg kommer hjem skriver jeg digte.

— The End —