"bevidsthed" poems
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.
Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.
Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.
To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.
De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.
Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.
Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.
Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
Jul 27, 2015
Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC
du umulige kærlighed
snart glemt, men alligevel forevigt gemt
inde i min indre og ydre bevidsthed
du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer;
destinationer, individer, genstande
dér minder mig om dig
jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner
der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud
jeg ligger nu alene i græsset
glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel
som det sidste jeg ser inden jeg
lukker begge mine øjne i
og møder dig i en af mine mange drømme
åh så naivt
og med forvrængede forhåbninger om
du og jeg
tørrer blidt, med knyttet hånd
en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben
og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt
med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd
at dét forvrængede tankesystem her
er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt
på dét
jeg på én og samme tid absolut er bevidst om,
aldrig kommer til at ske
udover i mine drømme
Sep 5, 2016
Sep 5, 2016 at 6:05 PM UTC