Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Marolle Aug 2015
Jeg ofre mig hele tiden
jeg giver mig selv til folk
som kun giver halvt tilbage
Kan du tage min arbejdsvagt? Ja
Vil du med i byen og 2 dage i streg? Ja
Vil du besøge mig og så spiser vi sammen? Ja
Din flis-jakke er hæslig, skal jeg lave en ny? Ja
Denne konstante cirkel
af ting jeg skal, gøre og nå
den gør mig sindssyg
Jeg vil hellere ligge i min seng  
føle spændingerne forlade min krop
og mærke hvor øm den egentlig er
af at jeg har glemt at lytte til mig selv
Jeg vil hellere se på skyer
eller bare på himlen
om den er lyserød, med skyer på eller blå
Jeg vil hellere trække vejret dybt
helt ned i lungerne, helt ned i maven
og mærke den friske luft inde i mig
Tankerne i mit hoved danser disco
og jeg er ikke selv inviteret
men det er ikke som at gå i byen
ikke som 2-dage-i-streg-bytur  
mere som en konstant orkan
hvor mit ydre er orkanens rolige øje
for hvordan kan du være så rolig, Maria?
Jeg ved det ikke
Jo det ved jeg
Har ikke haft tid til at tænke over det
fordi der er en ny ofring at bringe
Ingen tid til eftertanke
eller fortanke
Før jeg ved af det er cirklen startet igen
Forfra eller bagfra
Det er det med cirkler
lige meget hvor den starter
så vil den nå hele vejen rundt
Ingen tid til eftertanke

*(Marolle)
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
Christina Jun 2014
jeg ligger i et badekar og vandoverfladen er fuldkommen stillestående
jeg er ikke mig selv
fra nu af er jeg ikke mig selv
jeg står nøgen i køkkenet og spiser en ostemad med det våde hår klasket ned af ryggen
han omfavner mig bagfra og stikker fingre op i mig, jeg ved ikke hvor mange men jeg kan ikke holde nydelsen tilbage
jeg vender mig om for at få mere men han er der ikke længere
og jeg er ikke længere mig
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det
og jeg trasker nynnende rundt mellem
lattergaspatroner,
smadrede oliofska flasker
og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

der er noget helt specielt ved atmosfæren
også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak
og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget
i stedet for det euforiserende væske

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær,
lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes.
Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri
og jeg ryster let på hovedet.
Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den
thomas helmig sang,
mine ører skuer i det fjerne.
Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok,
er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl
eller de mange udmattende gåture på pladsen
er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til
men helt hjemme
alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

— The End —