kom med mig
bare bliv i nat
du siger alle de ord jeg engang ville høre, men det føltes ikke rigtigt
hvad forventer du at jeg skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du tager min hånd
og siger du har ændret dig
men søde, dine undskyldninger narrer mig ikke
fordi for dig er det hele bare et spil
så bare forfør mig nu
for tiden har gjort mig stærk
jeg er begyndt at komme videre
jeg siger det her nu
du har haft din chance
og du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent

jeg var ung og forelsket
jeg gav dig alt hvad jeg havde
men det var aldrig nok
og nu vil du pludselig have kontakt
du ved jo godt at det er lidt for sent
gå hjem til din kæreste
jeg slipper dig fri
jeg elsker mig selv
du har et problem
men kom nu ikke og spørg mig om hjælp
for du ved jo godt at det er lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent

jeg kan elske med hele mit hjerte
jeg ved jeg har så meget at give, jeg havde så meget at give
men med en player som dig
der har jeg mistet troen
det er ikke den måde jeg skal leve mit liv
det er bare lidt for sent
det er bare lidt for sent
en lille smule for forket
og jeg kan ikke vente
men du ved lige hvad du skal sige
du ved jo godt at det er lidt for sent
du siger at du drømmer om mit ansigt
men det er ikke mig du savner
du kan bare godt lide det du ser nu
men for at være ærlig
er det helt ligemeget nu
for du ved jo godt at det er lidt for sent
du ved jo godt at det er lidt for sent

pigeungdom er sprukne læber, fugtige øjne, blege hænder, rystende ben, grønne sind, papmache-hjerter, neglebidning, rifter på håndledene, blå mærker på halsen, tabt alkohol og knækkede cigaretter i tasken, makeuprester, ***** mod rug tunge, maveknurren, ar på hoften, varme radiatorer, gratis drinks, tunge øjenlåg, kortvarig lykke, falske grin, personlighedsspaltning, pengestress, ligegyldige kys, søgen efter tryghed, gåsehud, spildt kaffe, brandsår, våde cigaretter, dybe vandpytter, natbusser, angstdæmpende medicin, fællesdepressioner, et kor af gråd, irrelevante samtaler og et sløret omrids af et ansigt, der smadrer din nattesøvn, og gør det svært at stå op

din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop

i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
               (det nemme er at falde fra)

indersiden af låret  
mavens rundhed    brysternes buen     ansigtets rene træk

mine læber; deres måde at skille på

nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud

i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår



I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)


i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop



der vokser et svigt i mig

i mine øjenvipper
når jeg græder tårer   som rammer andres hudlag

diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem

vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***  



I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod

et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.

og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;

attention à la marche en descendant du train

og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere  på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.



I metroen;

jeg er så træt af at være træt af hans opførsel

catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-***
det må det gøre !

den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre

må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?

attention à ton corps et ta voix

du ved aldrig hvilket ansigt han bærer



det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen



jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg



og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang

og jeg skammer mig over skammen

den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger



du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans

én hel nat

og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham

han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris

VI EJER IKKE HINANDEN

OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV

NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR

og ånder lettet op
        bag en låst dør

og hver gang jeg ønsker,
ser jeg omridset af dit ansigt
og føler din månehvide hud
mod mine ribben
jeg tænder en til cigaret,
men
nu kan jeg mærke mine lunger
smager af kirsebær, ligesom
den aften, du sagde, jeg var
smuk med en varm ånde og
bløde læber, der nu er kreeret
på ny; blå mærker og hende er,
hvad jeg ser, når jeg ser på dig,
men
heldigvis ses vi sjældent og derfor
ridser det i mine knogler
knager i min hjerne
at jeg stadigvæk ser dig for mig
ydmygelsen tynger mig i gulvet
duften af svaghed
og duften er magen til den
vaskepulver, du brugte dengang
men
hvad ved jeg også om det nu

Hvilken side af mit ansigt vil du nu ramme?
Hvilken farve vil dine øjne være?
Hvilken lyd vil dine ord udforme, når de rammer mig i mit dybeste indre? Klokken 07:42 går jeg ned ad trappen.
Synet af dine pupiller som svulmer op ved tanken om dine næste ord.
Smerten når de rammer, som en kold håndflade på mine sprukne kinder, borer sig igennem mit kød og giver genlyd i mine knogler.  
Skyggen fra mine arme som dækker mit ansigt.  
Vil du nogensinde kunne se igennem smerten og strømmen af ord, eller fylder min eksistens for lidt i forhold til dit ego?  
Når min krop visner og falder sammen på stengulvet, afviger lyden af dine skridt og mine øjenlåg lukker sig og omfagner min krop.

han ville smile, når jeg fortalte ham,  
hvordan min læbestift
altid sidder fast til min hud som lim,
men han ville ikke svare
på mine postkort uden afsender
du siger vi lever i en verden,
der ikke findes,
og jeg siger, vi findes i en verden,
der ikke lever
der er gået halvandet år,
og jeg tænker stadig på dig sommetider
når det regner, og mit hår hænger fast
til mine negle som skarpe
metalgenstande  mod min hofte
når jeg sluger sorte sten for at tænke
på noget andet end dengang
min mor sagde, at man kun græder fordi,
man har ondt af sig selv
når jeg venter på bussen og får øjenkontakt
med de modkørende bilister,
vil min tunge føles rug fra de grin,
vi har grint i din baggård
jeg gemmer dit navn i min lever
sammen med transparente silhuetter fra i fredags,
jeg gemmer dine ord langs min rygsøjle
sorteret i alfabetisk rækkefølge,
jeg gemmer din stemme i mine knogler,
så hver gang jeg skriver noget,
vil det altid handle lidt om dig
mine ribben vil skrige af savn, og mine håndled
vil græde når solen vågner
der er gået halvandet år, og alting er uklart
som cigaretrøgens tåge, undtagen omridset
af dit måneblege ansigt
den sorte kaffe smager stadig blåt,
men det taler vi ikke så meget om
i hvert fald ikke længere

og så skriger jeg, fordi følelsen af det jeg
føler, er så godt, tror han
men i virkeligheden er det bare en
undskyldning for at skrige lidt
af mig selv
af min krop
og af det mine øjne ikke kan se bort fra,
når jeg ligger der
hjemløs i vores univers af hvide lagner
og hader mig selv lige lidt mere
endnu engang
lige der stilner det hele og de ord
der males som rød læbestift
udover hele mit ansigt
er ikke pæne så jeg holder dem
for mig selv
stopper med at skrige
stopper med at trække vejret  

måske ville det hjælpe, hvis du lod
være med at plante blomster og
klistre dem langs mine organer
måske ville det hjælpe, hvis du råbte lidt  
mere af mig, så vi kunne gøre noget
sammen

*** er så yndig med de markerede kindben og
hendes læber er rosarøde i efterårets bløde tryk
man kan næsten skræmmes, når man er observant
men så løber *** der - nede ved stranden og vinden
slår sand op ad hendes smalle ben og nederdelen
flagrer op ad låret, men for første gang skænker ***
det ej en tanke
*** lader sin hud være der, bare for en kort stund i
det øjeblik, *** har kreeret til sig selv
mine øjne brænder, mine negle sitrer *** er smuk lige
dér, når jeg fanger hende i en rus af lykkefølelse
dråber af sved baner vej langs tindingerne
nuancer af rød pryder det barnagtige, porcelænfine ansigt
så griner ***; helt nede fra maven, og lader sin soprane
melodi af stemmebånd svøbe ud og over læberne
helt ustandseligt
dér elskede jeg hende utvivlsomt, ustoppeligt og aldeles
uendeligt, for dér var *** menneske ligesom jeg selv

ville hellere være alene
så jeg kunne drukne i alt det,
der kun runger i stille skrig
det, der kun høres af hvide
vægge, og kun mærkes af
blød hud mod metaller
du stod med lukkede øjne
og observerede mig som
var jeg en statue, og med
klaustrofobiske berøringer
uden din hud mod min
skar det i mine organer, og
jeg kendte ikke nogle følelser
så det var nemmere at løbe
og du lod mig gøre det
og du lod mig aldrig være
for omridset af dit månehvide
ansigt er det eneste, jeg kan
se, når jeg åbner mine øjne
og det eneste, der gjorde, jeg
altid hellere ville være alene
om det så var sammen med dig

jeg vil så gerne læne mig op ad dine skarpe knogler,
der stikker ud fra blege skuldre, og gør mig en smule nervøs
jeg vil så gerne
lade dig røre mit hår som den eneste
lade dig spise mine fingre, når jeg bevæger beskidte hænder
op mod dit milde ansigt  
jeg vil så gerne danse rundt i sne
med dig
og
lade dig
ryge mine cigaretter
jeg vil bare helst ikke forelske mig
i
dig
men slet ikke i nogen anden

jeg forstår egentlig ikke hvorfor
jeg har det på den her måde
og jeg er egentlig ikke sikker på om
jeg har ret til at føle hvad jeg føler
og det er faktisk noget der er svært
for mig at beskrive med ord
altså hvad jeg føler
men jeg må jo konkludere at
du giver mig åndedragsbesvær
og en lille smule kuldegysninger
fordi min forestilling om hvad
vi kunne have sammen
er så utrolig smuk at det
gør mig så ked af det at tænke
på at det eneste du så
var bare hvor smuk jeg er
og jeg følte at når jeg kiggede
på dig så jeg alt din skrøbelighed
og al din sødme
som afspejler sig i den måde dine
øjne smiler på
når jeg siger at jeg syntes også at
du er smuk
på en måde hvor andre drenge ikke
er smukke
men at du som menneske er interessant
af den grund at du er kompleks og
sød
og jeg har aldrig oplevet at blive behandlet
så godt som du behandlede mig
og jeg tror mine mindreværdskomplekser
måske er lidt anderledes end så mange
andre teenage piger
fordi jeg ikke er bange for at jeg ikke er smuk
nok eller lækker eller har en flot krop
for det ved jeg godt at jeg er
og jeg er heldig
men det er så overfladisk at det gør ondt
fordi jeg har så lave tanker
om netop de værdier som gør at jeg syntes
at du er smuk
og jeg er så bange for at der aldrig vil
være nogen der syntes at jeg har et smukt indre
jeg er så bange for ikke at være god nok som
menneske
og jeg føler mig så ofte som en skal, som ikke
er mere værd end det du ser udadtil
fordi det altid er det som drenge
tillægger en værdi hos mig
og jeg ville så gerne have at du kunne se
at jeg var så meget mere end ***
og at jeg har så meget mere at byde på
og jeg er så skrøbelig inden i
jeg har set så meget og skåret mig på
alt hvad jeg tør røre ved
føler inderst inde at jeg ikke er noget værd
jeg er bare ikke sådan en pige man forelsker sig i
fordi det kræver jo mere end blot et kønt ansigt
hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig
at jeg er sød eller at jeg er godt menneske
der var engang en der elskede mig
men han var for bange for den kærlighed vi
havde fordi den var så ægte og konkret
at han aldrig turde indrømme det
han sagde den gang at jeg var det bedste menneske
han kendte og jeg havde virkelig et stort hjerte
og jeg var så kærlig og sød
jeg tror også det er derfor jeg altid vil elske
ham et eller andet sted inden i mig
og han var smuk af de samme grunde du er smuk
men også fordi han var ødelagt og knust inden i
og det fik mig til at føle
jeg havde fundet min ligemand
men du er så glad og ser de smukke ting i livet
og det tror jeg gav mig lyst til at dele det liv
du så fra dine øjne
jeg ville så uendelig gerne være en del af det
og leve lidt i din radius hvor
livet er en dans på roser og du nyder bare
øl og gymnasie fester
venner og veninder
og kærlighed virkede ikke til at være en skræmmende
ting for dig
indtil du mødte mig
og det gik op for dig hvor destruktivt det kan være
følelsen af at have noget at miste
det var det sidste jeg ville have dig til at føle
men jeg kan næsten ikke styre mig selv
for det eneste jeg har lyst til er at skrive til dig
hvorfor vil du ikke give mig en chance
for at vise dig at der gemmer sig roser i mit sind
bag de røde læber og det lange bølgede hår (som du er så vild med)
og vise dig at den krop du rørte og hviskede i øret at den
var så fandens lækker
gemmer på en person som du rørte meget mere
med dine fine ord
og din person
men sandheden er jo bare at du er ligeglad med mig
at jeg blot bliver gjort til en ting igen
som du kan samle på og objektivisere
og indramme og hænge op på din væg af
trofæer
og dér kan jeg så pynte
men jeg længes efter så meget mere
jeg vil ikke blot hænge der
jeg vil røre din konkrete krop
og dit udefinerbare sind
og bare elske

SÅR DER HELER PÅ LÆBEN,
RU HÅNDOVERFLADER
OG BEN DER RYSTENDE FORSØGER AT VALSE MENSTURATIONSSMERTER, ØMME MUSKLER OG GRIMME NEGLEBÅND

*** SPØRGER OM HVAD DER ER GALT
JEG SIGER JEG ER KED AF DET OG GRÆDER
*** SIGER HVORFOR
OG JEG VED DET IKKE
OG HAR PÅ SAMME TID LYST TIL AT SNAKKE
MEN JEG SIGER INGENTING
OG INTET BRÆNDER MERE I HALSEN END USAGTE ORD
MEN DET VED DU VEL IKKE ******* LORTE PSYKOLOG

JEG GÅR PÅ EN STI
DEN ER 11
OG DER ER INGEN MENNESKER
SÅ JEG SÆTTER MIG PÅ EN BÆNK
OG JEG TØRRER IHÆRDIGT TÅRERNE VÆK
IMENS JEG VRÆLER BANDEORD
OG FORSØGER AT HULKE ALLE DÆMONERNE UD
SELVOM INTET GIVER POTE
OG JEG ER FORDÆRVET INDENI
TRÆKKER JEG PÅ SMILEBÅNDET
OG SMILEHULLERNE BEGEJSTRER SIG
MEN ER DET SÅDAN UNGDOM SKAL FØLES?

JEG TAGER UD OM LØRDAGEN
FORDI JEG ARBEJDER HVER FREDAG
SÅ JEG STJÆLER GLÆDE FRA SØNDAG
DEN GLÆDE DER NU FINDES
TUNGE ØJENLÅG
TEQUILA
TILTRÆNGT EFEMERISK LYKKE
OG TAKTISK SELVBEDRAGISK LATTER
TILFREDSHEDEN ER DER NÆPPE
MEN ER JEG GOD NOK NU ELLER HVAD?

JEG TAGER HJEM
MEN JEG VENTER FØRST PÅ NATBUSSEN
ELLER ER DET TOGET
ELLER METROEN
FØRST EN SMØG JEG BRÆNDER MIG PÅ FINGEREN
ALTING ER JO SLØRET
FORHELVEDE DET GØR ONDT.

JEG FRYSER OG MINE TÆNDER KLAPRER
JEG VED IKKE ENGANG HVORDAN JEG FÅR STEGET PÅ
VÅGNER DAGEN EFTER
SORTE RANDER UNDER ØJNENE
OG TØMMERMÆND
ER DET HELE DÉT VÆRD?

MED KRØLLEDE PENGESEDLER,
FINTSKÅRET TOBAK FRA KNÆKKEDE CIGARETTER,
OG ET UBRUGT KONDOM I TASKEN
GÅR JEG UD
MEN LÆGGER FOLK OVERHOVEDET MÆRKE TIL AT JEG GÅR?

LUGTEN AF BODEGA SPREDER SIG PÅ GADEN
NÅR JEG BEVÆGER MIG PÅ FORTOVET
JEG FÅR ET TILTRÆNGENDE KNUS FØR *** LUKKER MIG IND MEN LUKKER JEG OVERHOVEDET HENDE ELLER NOGEN IND?

JEG SIDDER VED RADIATOREN
DEN ER VARM OG SYMPATISK
IKKE SOM DE SKØDELØSE KYS
ELLER DEN ANARKISTISKE IDENTITET
MEN ER JEG IKKE OKAY NU?

JEG KVÆLER DEN KOGENDE KOFFEIN
OG KÆFTEN BRÆNDER
KU DET BLIVE MERE KAOTISK
KU DET?
DEN KRUMMEDE VÅDE MEN LUNE CIGARET HÆNGER I MUNDVIGEN
JEG TAGER DEN IMELLEM PEGEFINGEREN OG FUCKFINGEREN INHALERER OG PUSTER UD
HVAD JEG HÅBER PÅ ER TOMHEDEN INDENI
IMENS TÅRERNE UFRIVILLIGT LØBER NED AF KINDERNE HVORNÅR HOLDER DET OP?

ER DET STRÆKMÆRKERNE,
DET RUNDE ANSIGT,
POLLENALLERGIEN,
MANGEL PÅ SYMPATI OG PENGE
ELLER BARE MIN PERSONLIGHED
DÉT DER GØR AT JEG IKKE ER GOD NOK?

Lyden af kommunikation, hører jeg
en hvisken og taster der trykkes ned
Mit blik fanger et træt ansigt
To, tre, femten
Jeg sider på en stol
Jeg rækker en finger op
Men den bliver ikke set i skoven af hænder

Et host høres i det fjerne
Et grin sendes igennem lokalet
To, tre, femten
Hendes tyssen lukker stilheden ind
Jeg vender hovedet og kigger op

En forsvinder ind i et andet univers
To, tre, femten
Jeg forsvinder

Nogen kalder mig fortid
Mange kalder mig nutid
Og mine hænder ligger i andres fremtid.
Jeg savner dine øjne, og
Jeg manglede dig i fortiden
Men da du fyldte min nutid
Ødelagde du min fremtid.
Når jeg møder dig
Får himlen dit ansigt
Til at falme, og dine
Beskidte kolde læber
spidser til, når
Du siger mit navn.
Men selv en mørk aften
Savner jeg dit blik, når
Du fortæller mig at
Verdens undergang
Ikke vil skille os ad.

Hvad skete der
Hvad fik jeg sagt
Hvilke tankestrømme spyttede jeg ud i dit lyttende ansigt
Tårernes aftryk, mærker jeg på min kind
Din lyd runger stadig i min øregang
Det du sagde
Satte sig på hjertet
Afgørelsen blev aldrig gjort
Gør den nu?
Jeg vil ikke glemme
Men lad os pakke det væk

Så sidder vi her igen
Oppe men stadig nede
Det grå slør dækker dit ansigt
Hver onsdag
Jeg kigger op og møder dit blik
Men når verden udenfor altid rager til sig, så sidder vi her
Torsdag
Romantisk
Skulle man tro
Vi åbner øjnene op og lever videre fra igår
Ak man kunne ønske andet
Rugbrødsmadder er rådighedens beløb lige nu
Rødvinssjatterne fra weekendens strabadser afmærker sig på dugen
Fredag og fri
Her finder den nådesløse halvtomme kærlighed sig tid
Til dig
Til mig
Fristelser skal jo stilles og med sprit og vin i blodet, går det let
Vi lever og dog ikke
Vi er levende døde
Men vi er to
Os to
Mandag
Glansbilledet gemmes ikke væk, for det har aldrig været fremme
Ord over mad er ikke noget vi gør i
Men i tavshed er vi verdens mestre
Tirsdag sker det
Ikke
Byens larm en tidlig morgen
Togets forsinkelser minder mig om livets selvfølger, som jeg går og venter på
Nøglen drejes i
Onsdag

Jeg boede engang med en fisker
Hans ansigt var endnu fint
Hans hår var et net om hans tanker
Hans liv var en gyngende skude
Hvor er han min fisker fra havet
Han sejler mod fjerne kyster
Hans tanker er fremadrettede
Hans krop blot et sted at bo
Hans ord brændte fast i træet
Dengang i mit glødende bål
Nu er det blot kul under mine fødder
Små tusind diamanter som vand

Hendes negle er perfekt formede og lakerede sorte
(hendes fingre knækker, når *** bladrer i bogen)
Hendes hår falder naturligt ned ad ryggen med de små tjavser
der former hendes ansigt
(hendes hoved føles tungt men tomt)
Hendes stemme er let og lyder af klokkeklang
(hendes indre stemme skriger evigt)
Hendes smil kan smelte enhver, og tænderne er en perlerække
(hendes spejlbillede har ikke set et smil længe)
Hendes ben er kilometerlange og giver hende en svævende gang
(hendes ben er blå af selvskyldige ****)
Hendes latter klinger gennem lokalet
(hendes tanker griner ad hende selv)

Tårerne falder og maler gulvet sort
ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i.
Jeg ser din månehvide hud
alt imens natkanonen sender toner blå,
af melankoli gennem mine årer og bider sig
fast
på min krogede rygsøjle og
jeg kan mærke mine lunger.
Synet af dig skærer i mine blå øjne
Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter.
Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre.
Omridset af dit ansigt
har jeg glemt
og jeg famler hjælpeløs i tågen for at
nå dine krystalgrå hænder
med farer for
at blive spist af
fortrængelsen.
Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som
lilla ferskner.
Duften var som jorden selv.
Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter.
Jeg tænker på dig,
så stille som en marts nat.
Du er så smuk
Især når du er stille.
'Men hvad ved jeg også om det?'
Platonisk kærlighed.
Jeg har allerede fortrudt min tanke
og ønsket om at vende om,
sætter sig som glasskår i mine øjne.
Måske er du noget jeg har fundet på?
Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå.
Lysår væk.

høje og lange som halsen på giraffer
tynde som et skellets silhuet
perfekte som den første dreng du forelsker dig i
falske som den første dreng der knuser dit hjerte
smukke som tankerne bag et abstrakt kunstværk
selvsikre som en dreng der lige har mistet sin uskyld

*min mor betragter mig:
mit nøgne torsdags ansigt efter en lang dag og et langt bad
og siger, "jammen Rebekka
du er jo meget smukkere end alle de piger uden make-up"
jeg ler af hendes bemærkning, det skal *** jo sige
jeg er jo hendes eget lille kunstværk
jeg tror ikke på hende
hvorfor gør jeg egentlig ikke det?

Du ser i mine blå øjne og fortæller mig at jeg er typen.
Typen som folk forelsker sig i i juni måned for at aldrig se igen til august. Typen som fortæller en historie der efterlader folk med åbne munde og vandede øjne. Og som danser på vejen fordi at *** stoler på at bilerne stopper for hendes skyld. Typen som taler så tæt på en at man næsten burde kysse, men det er bare for at se ens øjenfarve i mørket. Typen som giver ærlige komplimenter om ens ansigt ud ad det blå og ikke forventer gengæld. Typen som man tænker over bagefter, men aldrig nok til at komme tilbage til. Typen som man kun kysser en gang.

Jeg lever og ånder for at forelske folk

Og hvor er det dog trist at være et tidsfordriv på et eller andet punkt.

Vi havde et godt efterår os to. I skyggen af træet gennem enden af sommeren, indtil blade af bronze faldt i hovedet på os. Små kys på mit ansigt mens jeg sov, som fik mig til at drømme hver nat imens du så på mine fregner og små lykkelige, lukkede øjenlåg. Men ungdoms kærlighed er vel lavet af plastik, og nu er plastikken brandt fast på kogepladen i mit køkken af aluminium, og jeg skal rydde det hele op. Og det eneste jeg laver nu er at spekulere på om det enten er for sent til at drikke kaffe eller for tidligt til at drikke mig fuld, og jeg er trist efter dig. Nu spiser jeg ude hele tiden, selvom det er sidst på måneden og de halvtredsere jeg har kan tælles på en hånd, fordi jeg er bange for at brænde mere på i køkkenet. Men en halv pakke smøger,  et par hundrede kroner og en nuddelboks kunne jeg leve af, hvis du ville kysse mine fregner igen.

jeg
skulle jo
have en lejlighed
på månen og få den
til at bevæge sig som en
meteor,  gøre månen til et
måneskud mens jeg sad i
vinduet overfor mig og
vi så på hinandens
passioner. på
et tidspunkt
aftalte jeg
at give
mine øjne
en ny farve så
ofte jeg havde tid
til at lakere dem, jeg
aftalte at blive så god til
kunst at jeg kunne ryste
ametyst af mine hænder
uden at have egentlige
ideer. jeg skulle
kalde mig
cigaret-
fjæs fordi
mit ansigt nogle
gange gik i røg, når
det var for langt oppe
i skyerne og så skulle jeg
komme op at skændes, indtil
jeg plukkede en blomst fra
floden udenfor lejlighed-
en og bad mig lægge
den i et glas vand
indtil den
lugtede.

jeg ved at jeg overholder aftalen, måske, i det mindste.

hurtigt
dog diskret
får jeg kigget på ham
et glimt af utilpashed
og varme
stryger igennem hans ansigt
genertheden strømmer op i mig
føles som en bølge af sommerfugle
der ikke kan vente
med at slå deres vinger ud
kigger ham igen i øjnene
og åbner dørens til hans sjæl
kan se igennem ham nu
kan se at han føler det samme
som mig
men alligevel
løber jeg væk
gemmer mig
hurtigt
dog diskret

****,
om jeg ikke glemte mine nøgler
oveni mit mint tyggegummi
hjemme på mit skrivebord
****,
om jeg ikke savner stillestående søndage
trods jeg hellere vil ud og mærke nætternes kulde
der river i mit ansigt og pisker mit hår
****,
om jeg ikke har tabt mine smøger
og at mit hår er fedtet og klamt
og ****,
om jeg ikke har tabt mit hjerte til dig
midt i fuldskabens tåger
fordi jeg absolut blev grebet
da jeg behøvede det mest

Der står en kvinde
over for mig.
Måske er ***
barn. Jeg
danser efteraber
hendes bevægelser. Pludselig
smadrer *** hånden
mod mit ansigt.
Jeg mærker min krop
slippe taget.
Den er ikke længere min;
danser slår vrider sig
uhæmmet
Jeg ser korpus
i skår.
Og skårene danser
i takt med barnet

Du ser på den fineste, fine pige
med naturlige bølger i håret
som dem af saltvand
der kysser stranden
ved hendes fødder.

Det kilder i din mave,
og den sitrende fornemmelse
kører til brystkassen,
som nu føles
tung
og fyldt.
Du smiler til hende
og dit smil bliver dobbelt så bredt,
da du ser
at *** smiler
tilbage.
Monets have blomstrer
og Noahs ark danser
i din mave,
ved synet
af hendes fine ansigt,
der lyser op
i solens stråler.

Du har givet hende
det smil,
som nu står malet
mellem hendes kinder.

Du er kunstneren
og *** er kunsten.

Han standsede op ud for en butiksrude
Og stod helt stille
Mens han betragtede sig selv
Det smukke ansigt var væk

Han var en af de andre...
De grimme
Inden han overhoved' forstod det
Blev han taget af skyggen

når jeg en dag dør
bør mit hjerte være ved at briste
med alle de mennesker, jeg har fyldt livet ud med
de sting, jeg har syet stof sammen med, syet mig selv sammen med
de billeder, jeg har taget og de billeder, jeg har set
"dette her øjeblik vil jeg huske for evigt"
et løfte jeg vil bære med mig, jeg venter på at udløse det
hvad man lader synke ind i ens person
jeg vil danse hver dag
med høj musik og løse lemmer og let latter
helst alene
jeg vil være afhængig af at danse
"nu tager jeg lige min morgendans"
(sådan, i stedet for løb)
svede på den glade måde
finder genbrugsting - silketørklæder, porcelænskopper, træmøbler
sidder på gulvet, tegner på mine venner på mine hænder
flytter til fremmede byer med fremmede mennesker, fremmede venner
og får nye ar på sjælen, ny ild i blodet
persiske gulvtæpper i parisianske loftslejligheder
lyserøde roser, rosenrød hjertefryd
skrive bøger skrive mig ind i andres liv
i de andres liv
fylde et, to *** med kunst
fylde mig selv med kunst
balancere mig på snore på relationer på drømme
danse på hvidmalede gulvbrædder, tømme karaffel efter karaffel af vand
marmormonomenter i øjenkrogen lyserøde følelser, mørkebrune hænder
stå op til morgenens sarte ansigt, sarte farver
køre i toge og busser til ingen som helst steder og bare kigge
købe fremmed musik, tage til ukendte koncerter
sejle i grønne søer
klatre i bjerge
printe og klippe i mine egne fotografier, printe mine egne bøger
græde og bløde og svede og elske
og fyldes som
en menneskelig frugtkurv
med
oplevelsespapayaer,
efterårsæbler, følsomhedskiwier og
glædesappelsiner
der er så længe til
der er så kort tid til

bløde krøller indrammer dit ansigt
flydende chokolade på min bare hud
charmerer piger landet over

elektriciteten mellem vores hænder
da du i smug lagde en cigaret i min håndflade

forførende ord fik mig til at tøve
drevet af lyst og høj i en sommerrus

da vores ansigter mødtes
der alene i teltet
glemt af verden
da hundrede tusinder mennesker forsvandt i et kort sekund
mens dine læber
skrev ord i mit indre
som jeg sent vil glemme

den kolde luft river i mit ansigt
de farverige blade danser rundt om mine fødder som ildens stråler
jeg træder forkert, for jeg kan ikke danse i det tempo
har aldrig lært at danse to og to
jeg brænder mig
prøver desperat at slukke flammen
men den æder mig og min letantændelige krop op
jeg ender som det fineste sorte aske
efterårsvinden kommer susende forbi
og puster mig stille væk
så nu var det som om at jeg aldrig var faldet over
ildens lange ben og skubbet af den kolde luft
det var som om at jeg aldrig havde danset
det var som om mine dådyrøjne aldrig havde kigget i dine blå
det var som om at du aldrig havde forført mig mens de gule blade lå på jorden
og jeg kiggede op i luften og tænke
hvor er livet dog smukt
hvis bare jeg var ligesom efterår;
forførende men kold, smuk men trist

Jeg havde et mararidt den aften, så du hentede mig fordi jeg var bange for at sove igen. Kl 2 den onsdag kunne man se os køre langs vandet mens du kiggede på mig med glade øjne og coldplay talte til os. Vi stoppede og sad under en paraply mens vi talte stjerner, og du talte om pigen du var sammen med i lørdags, og jeg drak øl og lagde mærke til at dine øjne kunne smile tydeligere end din mund. Du fortalte at du nok udnyttede hende og jeg lyttede bare. Kiggede lidt på dit ansigt. Det regnede egentlig ikke, men vi havde det rart under den mørkeblå paraply. Vores egen lille himmel af polyester. Jeg fortalte dig at mine fregner var min yndlings fejl og du smilte til mit ansigt uden at sige noget. Jeg tror du prøvede at tælle dem. Alle mine små fejl. I bilen kyssede du min næse og sagde at jeg skulle drømme sødt denne gang, og jeg luntede op ad trapperne imens jeg så stjerner gennem opgangsvinduerne. Himlen havde jo fregner ligesom mig.

Nu er jeg stadig bange for at sove;
Men det er nok mere fordi jeg er bange for at sommerfuglene i min mave
kommer fra mere end de øl jeg drak.