"anelse" poems
Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.
De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.
Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.
Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.
Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.
Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.
Dec 10, 2014
Dec 10, 2014 at 5:32 PM UTC
Mine drukne indvolde afskyr deres beholder.
Gennem nervebanen sendes stødende gnister af had.
Hvor vil de overbevise og kalder på den sødmede gift
hvor vil de have dens spreden af koma lignende afkom.
Først ubehagen,
så oppustet smerte der brister som en ballon
og brændsel med selvantændelige kræfter.
Den springer og opkast omsluger horisonten
af mennesker,
klipper,
udviskede farver.
Ujævne striber af rød er udfyldte billeder
der drypper en anelse ro på mine øjne,
det leder
det fører
ind gennem nervebanens flod.
To mørke eller fire
i hvert fald én
gør døsig
gør modig
gør opgivenhed
udholdenhed.
De dage der kommer er vel taget imod
i skrigen og styrke og tomhedens sod.
Selskrevne ord fordamper salt.
Efterladt,
afsluttet,
genfortalt
i latterlige evig kedsomhed
der udfylder fyldte *** af bevidsthed
hvor pladsmanglens rod eliminerer sig selv.
Usammenhængende lort skaber lyrik
gør intet som helst
og findes for ingenting.
Jeg læner tilbage og betragter et snitteværk
en udhugget skulptur.
Stærke farver vender tilbage i kindrødt
gennem abstrakt maleri
og så rammer svien af blomster og fryd
på eksperimenter af målrettet kunst.
Skammende lys i hvid og i sort.
Nøgterne syner synes skarpe for blikket
og lukker en port.
Brosten for brosten lægges på ny
og en fejl af en vej af smil og meditativ.
Jul 27, 2015
Jul 27, 2015 at 4:36 PM UTC
folk går,
men måden de går på, forlader aldrig
intet af det du sagde,
gjorde nogen forskel,
på hvad jeg så i dine øjne,
i den måde du havde ændret dig selv så ubevidst på, sagde nok i sig selv
det er ikke det du sagde
det er alt det du ikke sagde
alt det du fortiede
alt det du skulle have sagt, for at vi som to kunne forenes
forenes før det gik galt
jeg havde igen anelse, før jeg nu, bruger al tiden jeg besidder,
på at læse alt du har skrevet, bruger tiden på tænke på alt du har sagt og gjort
i det hele så jeg en form for løgn, en form for misvisende kærlighed
du gik halvhjertet ind i noget, selvom resten af dit hjerte lå bankende og klart
hvorfor
forstår jeg ikke
May 21, 2016
May 21, 2016 at 10:25 AM UTC
jeg erindrer dig
jeg erindrer den glasklare tosomhed
som jeg nok aldrig kommer til mærke på samme måde igen
dengang hvor jeg var lille og fuld og sårbar
og da du boede i Vollsmose med lilla gardiner og rygerterasse
nu er jeg en anelse mere hårdhudet og selvstændig
og du er flyttet til det store sjælland
langt væk fra det du og jeg kom fra
jeg vil nok altid være lille og fuld og sårbar
og du vil nok altid minde mig om en tryg hæs stemme
smurt med klikcigaretter og ethanol i store mængder
For minder dør aldrig
I hvert fald ikke hvis man holder fast
Nov 10, 2017
Nov 10, 2017 at 4:07 PM UTC