"anderledes" poems
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
Feb 6, 2016
Feb 6, 2016 at 11:55 AM UTC
Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op.
Jeg er blevet weekendnarkoman, og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig.
Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt.
Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det.
For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt.
Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil,
Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have.
Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang
DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl,
Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker,
Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig
I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig.
Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm.
Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv -
over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker.
Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen.
For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke.
Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme.
Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også.
Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne.
Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig,
Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim,
Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.
Mar 13, 2016
Mar 13, 2016 at 12:44 PM UTC
Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens.
Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes.
Dem. Jeg. Hvem?
Jeg tror, at jeg bevægede mig -
Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem.
Forpustet, forkommen, forladt. Blå.
begyndte jeg at se monstre i spejlet
i stedet for under sengen som ja, dengang.
Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt.
Om hvordan længere ud, ikke var langt nok.
Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok.
Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres.
Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres.
Om at samvittigheden bliver for ivrig.
At vi skal knuselske alt blåt,
at det aldrig bliver blåt nok,
at vi en dag nok skal blive væk.
Apr 8, 2015
Apr 8, 2015 at 11:50 AM UTC
Det her er ikke et normalt eventyr.
Det her er et anderledes eventyr, noget du ikke har set før.
Det handler om en prinsesse der bor i et slot, langt langt borte.
*** er fanget bag tremmer og vogtet af en ildspydende drage.
Vi venter i tusinde lange år.
Kommer han mon?
En dag, en solskinsfyldt dag, kommer han ridende.
Prinsen.
På sin hvide hest med den flaprende smukke manke.
Han svinger sit sværd.
Han falder og rejser sig ædelt op igen.
Han overvinder dragen og løber op af trapperne.
Oppe i kammeret sidder prinsessen.
Solen skinner igennem vinduet på hendes lange lyse hår.
Hendes hjerte banker.
Det banker for prinsen.
Han tager hendes hånd.
Kysser den blidt.
Nede i gården venter den hvide hest.
Ja for den venter selvfølgelig.
På prinsen.
De ridder mod hans rige.
De ridder mod solnedgangen.
De to.
Mod en lykkelig slutning.
Dec 9, 2016
Dec 9, 2016 at 5:21 AM UTC
Højt højt oppe.
Stadig under skyerne.
Hvis du kigger ned, Flyder der lysende plader rundt i vandet.
Intet kan sammenlignes, intet er smukkere
end disse lysende byer, lysende biler, lysende drømme.
Byen reflekteres i mine øjne, har jeg set noget lignende?
Mine tanker går i stå, forundret. Det er smukt. Jeg er tom, alt rundt om er sort, pånær lyskæder som binder byen sammen, lysdioder danser ballet på indersiden af mine øjne. Det burde hedde hornminder i stedet for hornhinder. Jeg glemmer nok aldrig byens liv, dengang blev jeg liv.
Mange kilometer oppe i luften, oppe i himlen, svævende omkring essensen af jorden. Her er jeg nu, hvor er du?
Kigger du op i uendeligheden, intetheden, tænker du på mig flyvende, dig flyvende?
Jeg er sikker på mine øjne for dig virkede anderledes, jeg havde ikke den lysende by i øjnene, mine ben var låst fast til land, selvom mine tanker fløj. Der stod du helt klart, uden en fejl på dit ydre, og fremsatte at intet længere var i dit indre. Du skulle have set din by oppe fra, du ville forstå hvor mine tanker stammede fra.
Alt er så smukt oppe fra, men nogle gange skal man opleve det grimme ude fra, for at tegne billedet der kommer inde fra.
Nu er jeg på land, og vi er igen kilometer fra hinanden, det er sådan det må være, så jeg vil nu huske dine blå øjne sorte, og dit “smil". Da vi nu igen i fortiden var til, for at imødekomme fremtiden
Apr 12, 2018
Apr 12, 2018 at 4:00 PM UTC
Endnu en aften
hvor jeg sidder med glasskår på mine øjenvipper.
Jeg tror ikke på tårer.
Nuancer af glæde tegnes i dine øjne.
Sideeffekter af jalousi og smerte.
Du siger, at månen dør og dine stemme splintres
- som var det os.
Alle vores løgne og billig *****
under beskidte, isblå negle.
Dine hænder på mine ribben sender stød igennem min krop og
knækker min krogede rygsøjle som var den af vinyl.
Jeg kysser din nøgne hals til live.
Vores vener lyser natten op.
Trætoppene over os; er det eneste, der holder os nede.
De siger, at blå øjne er farlige,
og jeg lovede ikke at blive afhængig.
men det er anderledes nu.
Her står vi så.
Med kindben lavet af begær som var det ******
Men verden har sit greb om os.
Der er ingen EXIT ZER0.
Vi er tvunget til at blive stående. I koma.
Under trætoppene i oktober-regn.
Det er vores eskapisme.
Vi har intet andet.
Når vi går hjem,
kan jeg spejle mig i blank kaffe og drømme.
Tankespind af brandsår og stjerneregn.
til vi ses igen.
Dec 20, 2014
Dec 20, 2014 at 4:04 PM UTC
lakerede negle
tanken om et eventyr; på vej
computergeneret velbefindende
høj hestehale - en forandring, nye muligheder, nye udtryk
anderledes udstråling
velovervejet, pludseligt
hjemmegroet plante, fejet gulv, følelsen på et stykke papir, efterladt
sammenkrøllet, gult
kondenseret vand på ruderne, kondenseret personlighed
dovenskab, at gøre sig umage
talemåder, ordsprog, genanvendelige, omvendelige
jyske genbrugsforretninger, savner sommerferien
sommeren, limfjorden, kunsten, garderobefornyelse
lånte LP'er, bøger jeg aldrig får læst
sæt tempoet ned; umuligt
vi lever i en hurtig verden
alt snurrer
alle søndage føles underlige
Nov 22, 2015
Nov 22, 2015 at 8:58 AM UTC
Du står og spiller smart og jeg ved ikke, hvad der sker, fordi der sker jo ikke noget, og alligevel, så synes jeg at du kigger anderledes på mig nu end for lidt tid siden. Og som du drikker mine øl, bliver dine øjne mere og mere limede til mine og det forstår jeg jo heller ikke, fordi du kan da ikke lide mig kan du vel ? Vi havde *** sidste weekend hvor jeg åbnede mig og du åbnede vinduet, så jeg tænkte bare at mørket fik lyset til at falde godt på mine læber og papvinen fik os til at falde godt på sengen, og jeg er jo også bange for selv at falde, det er så let når jeg kan dufte din perfume helt herover og jeg er bange for at miste mig selv undervejs, som når du tysser på mig når vi kysser, men allermest er jeg bange for at miste dig. Jeg er virkelig angst for at miste dig.
Aug 23, 2016
Aug 23, 2016 at 6:23 PM UTC
er du den jeg har ledt efter
er du mere end ord
er du ham der ikke skrider
er du mere end de andre
er du anderledes
spørger jeg imens jeg du nikker uden at tøve
jeg kysser dig, selvom jeg ved du lyver
Sep 15, 2015
Sep 15, 2015 at 1:57 PM UTC
Det var ikke min meningen at gøre min forduftning til noget forventeligt
Jeg har grædt på din toglinje og før drømt det anderledes men det skal ikke handle om mig nu
Det skal handle om at give dig en undskyldning du kan søge ly i for støvregnen i oktober
Jeg er ked af jeg altid skal indsætte mig selv i andres ulykke
Jeg vil bare gerne have patent på sorgen
for så ved jeg at jeg i det mindste er garanteret noget
Undskyld jeg er blevet den person for dig som alle de andre var for mig
Efter dig har jeg prøvet at leve livet uden alt for store armbevægelser, for jeg kan ikke bære at skulle sætte mine aftryk på flere
Hvornår stopper det med at være nok at forsøge?
Please ikke endnu
Apr 17, 2018
Apr 17, 2018 at 2:02 PM UTC
Det var ikke min meningen at gøre min forduftning til noget forventeligt
Jeg har grædt på din toglinje og før drømt det anderledes men det skal ikke handle om mig nu
Det skal handle om at give dig en undskyldning du kan søge ly i for støvregnen i oktober
Jeg er ked af jeg altid skal indsætte mig selv i andres ulykke
Jeg vil bare gerne have patent på sorgen
for så ved jeg at jeg i det mindste er garanteret noget
Undskyld jeg er blevet den person for dig som alle de andre var for mig
Efter dig har jeg prøvet at leve livet uden alt for store armbevægelser, for jeg kan ikke bære at skulle sætte mine aftryk på flere
Hvornår stopper det med at være nok at forsøge?
Please ikke endnu
Dec 14, 2018
Dec 14, 2018 at 2:28 PM UTC
Og med et, blev jeg mig selv igen
Hvor jeg dog kan se alting anderledes nu
Hvor jeg dog ville ønske du aldrig havde smadret og ændret mig
Hvor jeg dog ville ønske jeg aldrig havde sagt undskyld til dig, for at lade dig ødelægge mig
Hvor jeg dog godt kan forstå hvorfor det forgik sig, ingen af os var til at genkende
Hvor var det dog ikke min skyld, selvom du prøvede at overbevise mig om det
May 26, 2019
May 26, 2019 at 6:21 PM UTC