Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som en virus mit immunforsvar ikke kan fjerne
Mine tanker vender tilbage til dig
Hele tiden

Du er virussen
Der ikke vil forsvinde
Og alligevel
Har du ingen intentioner om at blive

Du ved det ikke selv
Men du er virussen der aldrig forsvinder
For jeg fodrer den med opmærksomhed

Hvordan
Kan mine tanker altid være hos dig
Når hele mit system ved
At intet nogensinde har været mere spild af tid
End at dedikerer min tid til dig

Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som hovedpulsåren jeg ville forbløde uden
Som virussen mit immunforsvar ikke kan bekæmpe
Som en opmærksomhedskrævende tanke
Jeg bliver ved med at vende tilbage til

For du er kærligheden jeg aldrig vil glemme
-men det har du allerede

jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu

Vores bløde stemmer
Blev væk i mængden af mennesker
Allerede inden det hele var for sent;
Da stjernene lyste klart på himlen.
men, før jeg blev fanget af hjernens psykedeliske blomsterhær.
Floraen i mit indre, dræbt af syrenbuskenes smukke små vidundere, da min udstråling blev fortabt.
Og mit syn svækket.
Er for fuld til at ane noget af jeres indre
Fuld på livet spørger de.
Fuld af lort siger jeg.
Mutationer i kærlighedslivet
Dele af mig taget væk, skiftet ud. Med kemisk opløslige følelser.
Du får mine øjne til at løbe i vand.
Bliver het fanatisk, elektrisk, allergisk.
Gå væk, når du kysser, men bliv ved.

det er bare tomme ord
tomme ord der fylder rummet
tomme ord der bryder igennem
stilhedens tykke vægge
ord man ved hvis betydning
ikke eksistere
fordi de tomme ord
er ord der bliver sagt
når venskabet allerede har mistet
dets ynde og pragt

*c.t

jeg går på knæ for dig allerede inden du spørger og jeg lægger mig på alle fire så du kan tømme din rådne samvittighed ind i min forladte krop, udover min livløse hud. hvis du ikke kvæler mig, så beder jeg dig om det, og du skal stramme til og lukke din hånd om min hals indtil du kan mærke livløsheden i mig, så jeg kan mærke at jeg er i live.

min mor har altid set på mig som en kat
*** kan ikke fordrage det dyr
betegnelsen var baseret på et digt *** engang hørte
noget om en kat der strejfede rundt
og ikke havde nogen ejermand
for den var helt sin egen

trods min mor ikke kan fordrage katte
er der én kat *** elsker ubetinget
den sorte kat fra digtet
og jeg har altid været katten der ikke
ville fanges, ikke ville tæmmes eller bestemmes
så min mor gav op og lod mig gå mine egne veje

et og et halvt år gammel og store øjne
min mor prøvede at beskytte og nusse om mig
men allerede der var jeg blevet til en kat
jeg svarede hende "det skal du ikke kymre dig om mor"
så drejede jeg om og spaserede væk
min mor kunne aldrig beskytte den sorte kat

så *** lærte at elske den, netop fordi den er helt sin egen
og ingen andres

Jeg ligger i sneen
Og føler ingenting.
Kulden rør mig ikke,
For den har allerede
Gnavet sig ind til mine ben...

Et ensomt snefnug falder på min kind,
Blidt det rammer,
Men jeg mærker det ik'
Hvorefter det langsomt smelter
Og triller ned ad min kind
Som de tåre
Jeg har grædt i tusindvis...

Mine fodspor i sneen
Er snart dækket af hvidt
Jeg tænker,
At dette ville
Du nok gerne have set...

Dette hvide landskab,
Der skinner så blidt.
Og jeg smiler,
Men kun et øjeblik.
Før jeg erindre,
At sådan blev det ik'...

Frosten bider mig i næsen,
Men i øjeblikket er jeg
Et halv-sociopatisk væsen
Og derfor
Ænser jeg den ik'...

For jeg ved ik' hvordan
Jeg skal komme igennem dagen,
Som uret snart slår an...

Den sidste dag, den sidste time,
Før du lægges endeligt til hvile.
Men lige nu vil jeg ikke tænke,
Ikke føle, ikke mærke sorgens lænke,
Der langsomt tynger mig ned...

Jeg vil blot ligge her i sneen
Før jeg går ind
Og lægger de sidste roser
På kisten...

Tårerne falder og maler gulvet sort
ligesom den blanke kaffe jeg spejler mig i.
Jeg ser din månehvide hud
alt imens natkanonen sender toner blå,
af melankoli gennem mine årer og bider sig
fast
på min krogede rygsøjle og
jeg kan mærke mine lunger.
Synet af dig skærer i mine blå øjne
Jeg tænker tilbage på tiden med dådyrøjne og cashmerehjerter.
Nu har vi kun reptilblikke og vinylindre.
Omridset af dit ansigt
har jeg glemt
og jeg famler hjælpeløs i tågen for at
nå dine krystalgrå hænder
med farer for
at blive spist af
fortrængelsen.
Åh. Jeg husker din pastelhud og dine øjne som
lilla ferskner.
Duften var som jorden selv.
Du smagte af knuste drømme og hypotetiske realiteter.
Jeg tænker på dig,
så stille som en marts nat.
Du er så smuk
Især når du er stille.
'Men hvad ved jeg også om det?'
Platonisk kærlighed.
Jeg har allerede fortrudt min tanke
og ønsket om at vende om,
sætter sig som glasskår i mine øjne.
Måske er du noget jeg har fundet på?
Mine kinder bløder og stjernerne danser røde og blå.
Lysår væk.

Nu er det allerede morgen igen.
Og igen er jeg ikke faldet i søvn endnu.
Men det skal jeg nok.
For så at vågne op ad formiddagen og opdage at jeg har mistet dagen.
Eller tidligt senere på morgenen
for at stå op og miste dagen
til det meningsløse.

hvis jeg engang glemmer, hvordan luften dufter om efteråret, hvordan sand føles mellem mine tæer eller hvordan en hånd på min kind skaber ro i mit sind, så fortæl mig det hele. fortæl mig hvordan jeg plejede at tale om alt, hvad jeg synes er så fantastisk og hvad jeg tænker, når hele min krop er træt og jeg kun kan hviske mine ord. fortæl mig hvordan vi lå i timevis med mine ben over dine og mine læber på din nakke, hvordan ordene "jeg elsker dig" aldrig blev slidte på vores tunger, hvordan jeg altid talte om eventyr udenfor og du altid ville grine af mig og ryste på hovedet fordi du vidste at jeg i virkeligheden hellere ville ligge i vores utallige dyner i utallige timer, som var hver dag en søndag. fortæl mig hvordan jeg altid druknede i dine øjne og blev stum i hele minutter, og hvordan jeg ville tale i søvne om alle de ting jeg aldrig siger, selvom jeg slet ikke behøver fordi du allerede ved det. fortæl mig hvordan min hånd passede så perfekt i din, at alle klichéer om den eneste ene blev til virkelighed hver gang din hånd fandt vej til min. fortæl mig hvordan vi kunne grine til vores øjne løb i vand og vores maver var ømme, og hvordan vi kunne falde i søvn i hinandens omfavnelser fordi trygheden gjorde os søvnige. fortæl mig om alle de syndige øjeblikke vi har delt, og hvordan vores kroppe smelter sammen, når lyset er slukket. fortæl mig hvordan jeg aldrig kunne undvære dig og hvordan det aldrig var smertefrit at forlade dig, når du stod i mine natbukser og med uglede krøller. fortæl mig især hvordan vores læber var bløde og om alle vores lange kys, der aldrig skulle være endt. fortæl mig hvordan resten af verden altid var så ligegyldig, når bare vi havde hinanden. fortæl mig at du elsker mig, og at du aldrig vil gå. så kan jeg huske igen

på fredag
tømmer vi endnu
en papvin
og fylder vores lunger
med nydelsens
affald
og snakker om
det andet køn
og hvordan vi fortjener
bedre end
drengen med krøllerne
og manden med slipset
vi burde
de voksne fortæller os
vi burde
udnytte tiden
ressourcerne
på at lære kvantefysik
andengradsligninger
franske adverbier
og vi burde
men drengen har fysik
i skolen
slipset er bøjet som en
p                     l
   a               e
       r   a   b
og fransk er alligevel
ubrugeligt
jeg kender allerede chateau og bourgogne
så vi går på kompromis
kompromiser skal der til
hvis ikke man
vil
spilde det hele på jorden
og det vil jeg
ikke
rødvin pletter
efterlader pletter der ikke kan
fjernes

jeg vil fjerne mine ord fra universet lige så hurtigt som snapchat sletter de forvrængede ansigter mellem venner og to timers forberedte og perfekt iscenesatte flirter
men selv de flotteste blade på min fingerfilodendron og tre gange "om" kan ikke hamle op med idealer og drømme stående i kø uden for min hjerne, og lagringspladsen er ved at være udfyldt med nedadgående vækstmodeller, fluviale landskaber og aztekerriger
krystallerne på mit natbord kan ikke gøre forårsrengøringen for mig, så fej hurtigt mine ord under dørmåtten til der ingen spor er tilbage af det døgnåbne tankespind
jeg snapper dog lige en til gang for kan de 10 sekunder fra eller til gøre den store forskel i et allerede overrandt bæger?

du var som den tåge der blødt omfavner mig
i den efterhånden kølige efterårs morgen
ligeså svær var du at se igennem og du slørrede
mit syn for omverden
og da det blev sommer og du forlod mig
kunne jeg pludselig se mere klart end nogensinde
men nu er tågen tilbage og dit nærværs fravær
puster mig koldt i nakken, så mine hår rejser sig
alle dine løgne var spundet åh så nøje i det
smukkeste spindelvæv og du havde fanget mig i det
i takt med at sollyset forsvinder og dagene bliver kortere
mister jeg også mine fjollede tanker om at
kærlighed er mere end bare en myte
så mine tanker flyver langt væk
til dage hvor du holdt mig tæt og vi kiggede hinanden
dybt i øjnene, med blikke der talte klarer end
vi kunne med vores ord
jeg mindes sønvløse nætter og langsomme morgner
der næsten føltes uvirkelige
som om vi var med i en spillefilm der kørte på replay
de aftner hvor vi skålede i rødvin
og lod os synke ind i en dyb rus
som dig og mig gjorde det aller bedst
du var den misforståede, flabede dreng der havde røget
for mange cigaretter og ikke tænkte så store tanker om
sig selv, men gik for meget op i hvad andre tænkte
jeg så dig for så meget mere end hvad de andre så
alle dine gode sider og alle dine slemme
jeg så det hele, jeg følte det hele
og jeg stod der alligevel - jeg står her endnu
du vil altid have mig og det ved du
min evige efterårsforelskelse hvor er du
jeg ved du har en anden nu
og du fortjener også kun det bedste der findes
så må jeg jo erkende at det ikke var mig
for jeg var den misforståede, naive pige der havde
røget for mange cigaretter og ikke tænkte så store
tanker om sig selv, men lærte at elske en misforstået dreng
på trods af at *** endnu ikke havde lært at elske sig selv
jeg er tom for ord
for jeg ved at jeg allerede har sagt det hele
du ændrede mig og du rørte mig som ingen anden har gjort
og jeg savner dig, jeg mangler dig
og dette efterår, drømmer jeg endnu engang kun om dig

Jeg siger ubertænksome ord for tiden
Snubler over mig selv
Taler vågent i søvne

Krummer tæer når jeg er alene
Straffer mig selv psykisk
Gemmer mig bag flovhed

Komplet forvirring er min dagligdag
Lær at føle dig hjemme her
er allerede druknet

Glemmer frem og tilbage
Vil så meget men gør så lidt
For jeg er forvirret - komplet forvirret
Tager to skridt tilbage for hvert fremad.

du er som et kapitel i en bog, der ligger begravet under tusind støvkorn på min hylde med bøger om ulykkelig kærlighed. jeg har allerede læst det, og da jeg gjorde græd jeg tårer som jeg aldrig får igen. de faldt i et hav af benægtelse. jeg benægtede til det sidste, at du kunne sammenlignes med det værste. det eneste der nu er tilbage er løgne, et knust hjerte og det faktum, at du er intet af hvad du lovede. jeg kunne råbe det til verdens ende, og du vil alligevel aldrig kunne forstå, hvorfor jeg ikke vil kysse dig ligesom alle de gange før. jeg elsker dig ikke mere, og jeg troede aldrig at jeg ville indse det

impulsen til at skrive med store bogstaver for ligesom at lade noget af al den kaotiske energi der sliber mig op indefra som sandpapir ud
som om livet gentager sig
ikke flere emner end tre, der ligesom bare kører på repeat
med forskellig indpakning
jeg kan skrive en hel sang om, hvordan jeg fortrød at mase en bille
fordi jeg ikke gad smide den ud af vinduet som normalt

men jeg føler at jeg har hørt det hele før som om vi drukner i ekkoer
i nedslidte ideer i nylonstrømper der løber i bølger af opbrugte stemmer

sådan en undren om, hvorvidt enhver sætning indenfor de eksisterende sprog allerede er blevet sagt eller skrevet eller tænkt
om nogen har artikuleret denne sætning i samme præcise formulering
eller om der er
r u m m e l i g h e d
til mig

kysset på min kind fryser min krop til is
og dine sukkersøde undskyldninger smager
lidt af gamle minder som jeg forlængst har
begravet i den kolde vinterjord men du bliver
ved med at så nye frø, selvom jeg siger til dig
at det er for sent og jorden er død og kold nu
her kan ingen kærlighed blomstre
dengang det var sommer i mit sind og jeg
bad dig hjælpe med at plante røde roser
havde du travlt med at stikke mig med tornene
og jeg blødte i hvad der føltes som en uendelighed
jeg har stadig synlige ar overalt på min krop
så nu når du endelig dufter min rosenhave
og siger at det burde have været dig og mig forevigt
kan jeg ikke andet end at fnise og kigge på dig
med mine store grønne øjne og fortælle dig at nu
er det alt for sent for jeg har allerede givet mine
roser til en anden

Er vi en historie
som folk ville skrive
bøger om? Spurgte jeg.
Du svarede med et grin
og sagde
At skønheden
i det spørgsmål var
at jeg sikkert allerede
havde skrevet svaret ned

vi to var et eventyr
og i eventyr er alt perfekt
jeg var så bange for at ødelægge
eventyret
men da jeg overgav mig
og gjorde det uperfekt
indså jeg at eventyret
allerede havde været **** længe

Og jeg blev ældre.
Præcis som blomsterne i din have, blomstrede jeg.
Og i dag skal jeg klippes.
Jeg ved det allerede.

Du er min kritiker,
min gartner,
og hvilken gartner du er.

I dag bliver jeg en anden,
i dag mine blade forsvinder,
min stilk knækker
og du vil ikke kunne kende mig længere.