Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
Aug 2019 · 238
I New York City
Victoria Wilhelm Aug 2019
I New York City;

i en afgangshal med himmelrum og stjerner som loft hopper en gruppe asiatiske piger i takt med højtaler announcements på deres side humper en krop forbi iklædt pink handsker og pink sko glaskrystaller i øjnene én enkelt glaskrystal for enden af stokken under det højthængende flag overhaler jakkesæt og mappedyr turister og gamle mennesker og små børn og alle dem der        altid bliver overhalet


I New York City;

på en gade der krydser med en anden ser jeg høje sko på det vinteroptrukne asfalt snefnug sætter sig fast i nyopsatte frisure jeg hører lyden af én enkelt hæl  der fastlåses i sprækkerne mellem fortovskanten og én flise der optræder mønstre i fortovets cement      mon alle på Manhattan bærer høje hæle i vintermånederne?


I New York City;

alle blikkene kører som elevatorer         op og ned
jeg tager trapperne op på perronen og jeg møder flere blikke



altid dette i New York City; (og alle andre steder)

blikke
blikke
øjne der løber op og ned af kroppe

min krop, der er så kold.


I New York City;

*
jeg går og jeg går jeg befinder mig på L, M og F toget jeg er på Union Square    igen  
jeg er på upper East Side køber franske bøger til et fransk-amerikansk oplæsnings-arrangement Rien ne s’oppose à la nuit, og New York City du viger heller ikke for natten ikke for blikke   ikke for nogen.

Aug 2019 · 337
Om metroen
Victoria Wilhelm Aug 2019
din historie rodfæster en sandhed i mig
om cigarrøg og fremmede mennesker
deres magt over kønnet og min krop

i forestillingen;
jeg mister arme
jeg ser mit kød hvordan det forsvinder
               (det nemme er at falde fra)

indersiden af låret  
mavens rundhed    brysternes buen     ansigtets rene træk

mine læber; deres måde at skille på

nu vender jeg dem altid på vrangen før jeg går ud

i alle disse berøringer
disse berøringer
i én smeltet masse af hud og hår



I just want you to know (jeg ser ikke længere hendes ansigt)


i minderne;
kun krop
kun krop
kun krop



der vokser et svigt i mig

i mine øjenvipper
når jeg græder tårer   som rammer andres hudlag

diffunderer
fra væske til følelse til en berøring to mennesker imellem

vores relation er ikke andet end tag på hud
og afstumpede nik gennem bevoksede ***  



I metroen;
altid metroen et ikke *** vi kører imod

et transportmiddel der opsluger. du kan se det i øjnene på disse ”mennesker” i ikke-rummet.

og ud på skinnerne, de drømmer, stigende over kanten. En stemme;

attention à la marche en descendant du train

og jeg retter opmærksomhed, for jeg stoler mere og mere  på stemmer uden ansigter
på højtalermagt
end på alle de mennesker, jeg kender.



I metroen;

jeg er så træt af at være træt af hans opførsel

catcalling som fænomen, der stammer fra metroens ikke-***
det må det gøre !

den opslugende kraft, han kan lugte den den hænger i luften,
og alle er usikre

må man gerne efterlade sit liv inden man stiger ind?

attention à ton corps et ta voix

du ved aldrig hvilket ansigt han bærer



det er en forventning om at være utilpas, der bor i mig.
en forventning om
at blive catcallet
at mærke fremmede mænds hænder på min krop
at iklæde mig tøj jeg tør gå alene hjem i
at sove på gulvet hos venner for at undgå natbussen



jeg ved godt
at ikke alt er mit eget valg



og jeg brækker mig i metroen i en uber på gaden i min egen opgang

og jeg skammer mig over skammen

den skam forbundet med fremmedes ord og handlinger



du ventede engang på boulevard Saint-Denis
og en mand spurgte dig om hvor meget du kostede for at være hans

én hel nat

og det tog mig én hel dag at forstå din tavshed overfor ham

han kan ikke gå og forvente at alle kvinder på gaden potentielt kan være hans til den rette pris

VI EJER IKKE HINANDEN

OG JEG ER TRÆT AF MIG SELV

NÅR JEG LØBER VEJEN FRA MIN METRO TIL MIN HOVEDDØR

og ånder lettet op
        bag en låst dør

— The End —