Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
 
Nora Morell Feb 2016
Blandt rustne rør, gemt bag et flosset forhæng,
under den brusende brusers glædeskilde
skyller *** sin knoglede krop i flydende lykke
*** lader den lune bagsiden af sit halve hjerte,
hvorefter den flygtigt forsvinder ned i afløbet

Og når *** om lidt vil træde ud på de kølige fliser igen,
mens forhænget ukueligt vil klamre sig til hendes volatile varme,
mens bruseren bag hende stadig vil friste med boblende behag,
vil *** blot vikle *** sit hår op i et håndklæde af endeløs ensomhed
Og dér - lige dér - vil *** føle sig allermest tilpas
Nora Morell Mar 2017
Jeg længes efter os.
Efter vores endeløse leg
i vores lune luftlomme
Hvor vi lå i højt hø
Hvor abrikosbrus bobled' i vores svælg
Hvor vi brændte myrer med optik

Jeg længes efter os.
Efter din solforgyldte pande
mine læber hvilende på den
Når din latter larmede
Når dine øjnes sorte søer søgte mine
Når de smeltede til åer
og jeg spildte dem i det tørstige hø
Nora Morell Feb 2016
En lille kvantefluktuation
kan udløse inflation
Du bliver til en ursuppe
Millioner grader varm
Hvor ingen elementarpartikler
kan parres
Hvor selv lyd og lys ikke kan trænge
igennem dig

Når jeg ligger søvnløs
disse nætter
Trøster jeg mig selv
ved tanken om
at om ca 13,82 milliarder år
Har du udvidet dig
og du har tempereret dig
Så systemer af sole, stjerner
og støv kan bestå
Så heliumkerner, hydrogen og
hafnium kan dannes
Og jeg endelig kan trække vejret
i dit
**kosmiske temperament
Nora Morell Feb 2016
Se på mig, når jeg
  Taler med en anden
    Danser let og ler
      Mærker musikken
        pumpe i mine vener
          Trykker vinen mod min gane
            Lukker mine øjne langsomt            
              Bevæger mine ben

Ser du?

Jeg er ikke ligeglad
Men i det mindste
er jeg  *lige glad
Nora Morell Feb 2016
Tanker til tørre

Hvis jeg kunne, ville jeg vaske dig væk fra min hukommelse.
Omhyggeligt hænge dig til tørre et sikkert sted i min
underbevidstheds sfære. Med klemmer af ugyldig kærlighed.
Lade dig være en fjern og fremmed fornemmelse på lundefulde,
grå dage i Februar. Og måske - og ja, kun en sjælden gang imellem -  
hive dig frem i min bevidsthed, hvor jeg omsider vil sanse din    
metafysiske duft af lufttørret renhed og pakke min nøgne krop
ind i dine knasende tekstiler. Så vil jeg ligge i dig, med dig og på dig,
hele søndagen mens jeg svæver på et lagen af legende, let og listig lykke.
I en falsk rus af flydende og flygtig fuldendthed.

Hvis jeg altså kunne. Men jeg glemmer at glemme dig.
Du er den skrigende silhuet, fastbrændt på min nethinde.
I neon-pink og neon-gule farver,
der dukker op hver gang, jeg lukker øjnene i. Du er den hylende
lyd der hvor halsen bliver til øre. Og når natten nænsomt nærmer sig,
fylder du mit hoved. Du holder mig vågen i mine drømme.
Du vil ikke forlade mit sygeligt sammensatte sind.
Sat sammen som japansk origami.
Indviklet, viklet ind i de spor du har sat på min sjæl.
For du har rørt mig steder, jeg ikke troede jeg kunne røres.
Og ligegyldigt hvor meget jeg
skurer og skrubber, vil det aldrig blive rent.
Og det bliver aldrig det samme.

**Men tænk, hvis jeg altså kunne

— The End —