hvad hvis jeg igen bliver en, jeg ikke kan lide
en jeg ikke vil være omkring
en jeg ikke vil være i
den, jeg er
og jeg bliver mundlam og følelsesforladt og går ind i endnu en falliterklæring, hvor jeg trækker mig sammen og pakker mig væk, taper mig fast til træpaneler, ligger mig ind under hynderne, holder min morgenangst knuget fast. låser døren. lukker ned. kortslutter. hvad gør du så

hvad hvis jeg holder op med at holde af dig
som får dig til at holde op med at holde af mig
hvad gør vi så
hvad gør vi når jeg ikke kan mærke noget, fordi jeg mærker alt
hvad gør du så
og efter det,
hvad gør jeg så

Jeg tror, at jeg er en anden person for dig, end jeg er for mig selv. Jeg har tænkt længe, og jeg er forundret over, at du kan se alle de fejl ved mig, som jeg kan, men du ser dem ikke. Du kigger i stedet på mig, som har du set noget godt. Noget rigtigt. Jeg knækkede din vindueskarm, da jeg satte mig på den og du grinte bare. Jeg kastede op ud over mine egne og dine sko, og du smilte bare og fulgte mig hjem med din jakke om mig. Jeg er lidt for forvirrende at høre på og lever lidt for meget i min egen verden, og jeg kan ikke helt fanges når jeg flyver ind i den og jeg kan ikke helt gribes når jeg falder, men alligevel, så hver gang jeg tænker, at jeg ikke er rigtig klog, så ligner du en, der synes, at jeg er mere rigtig end alle de korrekte. Jeg forstår det ikke, men det er måske heller ikke alting der skal forsvares eller forklares.

Jeg glemmer den cigaret jeg suger på og skraber ned til filteret så cigaretten smager af pap. ikke tobak. Pap. rester. Resterne og gaden, der svinger omkring mine hofter i vind og nattelys mens jeg står med mine rester. Resterende. Ligesom jeg selv er rester.

Hej. Jeg er egentlig skuffet over dig. Du spørger ikke hvordan jeg har det eller hvad jeg laver eller hvordan jeg er nu. Du ser mig slet ikke i øjnene. Men du ser på mig. Jeg tror du prøver at gætte. Gætte hvordan jeg har det, gætte hvad jeg går og laver og gætte hvordan jeg er nu. Jeg synes det er mærkeligt ikke at kende dig, når jeg kender dig så godt.

jeg har lyst til at fortælle dig hvilken idiot du er. spørge dig, hvad du havde tænkt dig. høre din forklaring, undskyldning, høre dig sige undskyld, men du ville ikke lytte ligeså selv som jeg. jeg ved ikke, hvordan det kan være at vi har så svært ved at forstå hinanden selvom vi taler det samme sprog. ingen af os taler i koder, men intet går ind. vi folder vores ører sammen med vores hænder hver gang vi åbner munden. jeg har været døv så længe nu at jeg er blevet stum. åbner ikke engang min mund for at tale til dig.

Du taler som om dine ord er akupunktur for mit hjerte. Jeg har på fornemmelsen, at du ender med at punktere det med alle de nåle

I vores liv sammen går vi på gløder. Lister i smerter og tanker der gør ondt. Du misforstår mig. Ofte. Gør mig misforstået og gør at vi mister tråden, vi klinger os til. Og når du misforstår mig og jeg misforstår dig og vi misforstår hinanden, får jeg røde kinder og sammenpressede bryn. Og jeg udnytter mine ord uden omhu. Vi råber og råber og ser vredt på hinanden, og når at hade hinanden i den luft vi sluger og som sluger os. Og vrede sluger mig. Hele mig på en gang af de få ting du siger til mig, eller af de ord du undgår.
Du sagde engang til mig, at du var gladere uden mig. Så mig i øjnene og fortalte mig det. Jeg smækkede med døren som et skrig der sad fast og lagde mig på gulvet. Stilheden sitrede i luften som orange gløder på et bål. Alene og misforstået på egetræsplankerne. Fanget i ilden som en heks på bålet.

*** var ligesom hendes billeder. Underbukser og bare bryster som *** stod der i dørkammen. Ikke ude på noget udover at høre om jeg ville have mælk i kaffen. Bare der med lettere brun hud og få blå mærker. Og håret i en hårklemme så jeg kunne se hendes lige skuldre og lige kraveben der rakte ud fra hendes hals til arme. Klare, let puffede øjne og varme kinder af nattesøvn. Og blikket på mig.

Jeg tror ikke på kærlighed ved første blik. Men jeg tror på kærlighed. Og i det blik. Øjeblik. Blev jeg forelsket.

Jeg havde et mararidt den aften, så du hentede mig fordi jeg var bange for at sove igen. Kl 2 den onsdag kunne man se os køre langs vandet mens du kiggede på mig med glade øjne og coldplay talte til os. Vi stoppede og sad under en paraply mens vi talte stjerner, og du talte om pigen du var sammen med i lørdags, og jeg drak øl og lagde mærke til at dine øjne kunne smile tydeligere end din mund. Du fortalte at du nok udnyttede hende og jeg lyttede bare. Kiggede lidt på dit ansigt. Det regnede egentlig ikke, men vi havde det rart under den mørkeblå paraply. Vores egen lille himmel af polyester. Jeg fortalte dig at mine fregner var min yndlings fejl og du smilte til mit ansigt uden at sige noget. Jeg tror du prøvede at tælle dem. Alle mine små fejl. I bilen kyssede du min næse og sagde at jeg skulle drømme sødt denne gang, og jeg luntede op ad trapperne imens jeg så stjerner gennem opgangsvinduerne. Himlen havde jo fregner ligesom mig.

Nu er jeg stadig bange for at sove;
Men det er nok mere fordi jeg er bange for at sommerfuglene i min mave
kommer fra mere end de øl jeg drak.

Hvad er balladen med os? Du kysser min skulder og fortæller mig historier. Jeg åbnede mig op og du åbnede vinduet, og nu leger vores forelskelse gemmelege imens folk leder. Den gemmer sig så godt, at jeg næsten ikke engang selv kan finde den.
Og jeg er virkelig bange for at ødelægge noget. Så bange for en forkert afslutning at jeg undgår en start.

Men du kigger på mig mens du smiler til mig, og jeg kan jo næsten ikke undgå at rives med. Du kalder mig trods alt askepot når vi spiller kævle med min gummisko, og efter et par øl og nogle kys så er de grå foretorve uendelige parader og de nedslidte lyskryds bliver oplyste fyrværkerier, og en tilfældig aften bliver til et eventyr.

Det er værre nu end før.
Jeg regnede jo med at det var en fejl
og at du så skævt i øjeblikket,
men du ringer ikke og du ser på mig,
som var jeg en fremmed for dig.

Det er værre nu end før.
Som har jeg taget fat i et håndtag
og opdaget at døren er låst
og jeg ikke har nøglen.

Og jeg ved jo godt at når alt er sagt,
så er der ikke meget tilbage at sige
og endnu mindre tilbage at gøre,
men jeg er så dybt ulykkelig.

Og jeg ved jo også godt
at jeg nok aldrig ville komme tilbage til dig,
men jeg ville ønske
at jeg stadigvæk var i dine tanker,
bare en gang imellem;
som at altanen ser tom ud nu,
eller om jeg nu var i toget, der kørte forbi,
eller om jeg er glad.

Jeg fortalte dig, at jeg var ulykkelig
for to uger siden
og du kiggede på mig og sagde,
at du var glad nu,
hvilket gjorde mig langt mere ulykkelig.
Nedlagt.
Ødelagt.
End jeg var før.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op;
Jeg kunne jo prøve at glemme dig,
men jeg ved godt at du er en del af mig
og at jeg mangler dig,
selvom jeg nok ville have en langt større chance
for at være rigtig glad,
hvis jeg kunne være foruden.

Jeg tager hatten af for alt det du kan;
glemme mig, ikke mangle mig og være lykkelig.

Jeg tror jeg er i vejen. Måske ikke i vejen, men ihvertfald ikke placeret, hvor jeg er, fordi nogen har lyst til at jeg er netop der. Det er som om, at jeg er faldet på trappen og nu skubber de til mig, fordi de skal ned og jeg blokerer hele trinnet. Jeg er så vred på dem for de mange blå mærker og lyderøde hudafskrabninger, jeg får, hver gang de skubber og slår til mig for at komme forbi, men måske mest vred på mig selv fordi det er mig, der sidder i vejen. Jeg venter bare lidt på, at jeg en dag bliver skubbet hårdt nok til, at jeg lander på gulvet og får rejst min krop op på sine ben, så de blå mærker og lyserøde hudafskrabninger så småt kan begynde at hele.

Du lægger overhovedet ikke mærke til det, gør du vel; hvordan jeg svarer før du spørger, hvordan jeg smiler før du fortæller og hvordan jeg ser dig før du ser mig. Jeg burde nok fortælle dig om det, men så svarer jeg jo bare igen før du spørger.

Jeg har lidt mavepine over
det,
det her,
det der,
hvad end vi kalder det
os

det er blevet så utydeligt efterhånden
at jeg kan ikke se dig i det hele
og jeg kan ikke se mig selv
og vi kan ikke høre hinanden
nok fordi jeg hvisker
og du ikke taler

jeg går på listetæer
for ikke at skræmme dig
og for at kunne tyde
hvordan du har det
gætteri og gådeløsning

for helvede
hvordan kan det her,
det der,
os,
hvad end vi kalder det
være så svært, når vi ikke engang har et navn til det?

Du er den jeg taler mindst om
men tænker mest på
og jeg taber mig selv fuldstændig lige nu
fordi jeg ved
at du ikke
er forelsket

jeg har ikke lyst til at spille spil
du er for vigtig for mig
til at jeg tør satse
og risikere at tabe
så jeg har bare lidt kysset dig fra starten
uden at tænke længere over
at du måske ikke har satset
fordi du ikke syntes
det var værd
at satse på


jeg er et museum
hvor du ser ned i gulvet
og jeg kan ikke holde ud

selvom jeg valgte ikke at spille et spil
så virker det alligevel som om
jeg taber lidt hver gang

om det er dig jeg taber
eller mig selv, ved jeg ikke.

Jeg er virkelig bange
for at ødelægge noget
bange for en forkert afslutning
så jeg undgår en start

men du kysser min skulder
imens du smiler til mig
og jeg kan jo næsten ikke undgå
at rives med.

Når man renser et sår udenpå med alkohol
Når man renser et sår indeni med alkohol

Jeg får ondt i hjertet af at se på dig for tiden.
Du er syg; og din feber kaldes depression og
din medicin er rødvin og hvid rom og den r.
øg du ruller og de ord du sluger og jeg elske.
r dig for højt til at se det foran mig, fordi jeg
kan se dig græde og jeg kan se det gøre ondt.
Feberen strækker sig i din mave og klemmer
hårdt om dit hjerte. Og det værste er; at lige.
gyldigt antallet af panodiler og cigaretter jeg
propper dig med, så er dine øjne stadig klare
og du er stadig defekt. Så jeg leder stadig eft.
er medicinen til at kurere din feber.

Du står og spiller smart og jeg ved ikke, hvad der sker, fordi der sker jo ikke noget, og alligevel, så synes jeg at du kigger anderledes på mig nu end for lidt tid siden. Og som du drikker mine øl, bliver dine øjne mere og mere limede til mine og det forstår jeg jo heller ikke, fordi du kan da ikke lide mig kan du vel ? Vi havde *** sidste weekend hvor jeg åbnede mig og du åbnede vinduet, så jeg tænkte bare at mørket fik lyset til at falde godt på mine læber og papvinen fik os til at falde godt på sengen, og jeg er jo også bange for selv at falde, det er så let når jeg kan dufte din perfume helt herover og jeg er bange for at miste mig selv undervejs, som når du tysser på mig når vi kysser, men allermest er jeg bange for at miste dig. Jeg er virkelig angst for at miste dig.

Jeg ryger på grund af dig. Jeg røg første gang med dig, og nu, hver gang jeg mærker mit luftrør opsluges af smagen, så mindes jeg dine kys mellem min kæbe og øre og din lave lykkelige snak om fremtidsoplevelser og din barndom og din trang til grapefrugt og kaffe om morgenen og dit blik når du tænkte for dig selv. Og siden du ikke kysser mig længere, så må jeg bare holde mig til at kysse mine usle blå kings og føle at du sidder ved min side og holder mig på knæet mens du kigger fint udover stationen.

*** bragte  regn, men han så bare regnbuen.

Jeg har tre papkasser ude foran min dør og du ryster dit hovede når du kigger på mig. Det ødelægger mig virkelig og jeg har en sten i hjertet, fordi jeg er begyndt at føle mig som den du ser når du ser på mig. Forskruet. Forkert. En anden. Som var vi ikke familie. Som er jeg et sidespor toget ikke må køre på. Du taler hele tiden om de papkasser. Om at jeg skal fjerne dem, fordi de fylder og fordi de forstyrrer dig og fordi de står i vejen for dig. Jeg har tænkt noget tid over det nu, og jeg tror allerhelst at du vil have at jeg fylder de tre papkasser med mine planter, overhørte ord og dit tidligere liv.

Jeg tror ikke at det er papkasserne der står i vejen for dig,
jeg tror at du synes jeg gør.

Jeg smed mine essere, men han endte alligevel med at rydde bordet.

Jeg ved at jeg vandt,
fordi jeg spillede aldrig hans spil

Når du rammer min nethinde så pumper mit hjerte kraftigt blod ud fra min venstre hjertehalvdel til min højre, så jeg bliver helt varm i kroppen af al blodet der cirkulerer rundt i mine arterier, og der er nu ikke længere plads til H2O indeni, så det damper ud som sved i mine små håndflader og min krop bliver til noget jeg ikke kan holde styr på med kolesterol på speed og kolde tær og molekyler der danser ind i hinanden og årha, al den forelskede gør min krop helt udmattet og får mig til at smile som en vanvittig.

Nogengange
kan jeg trække vejret indtil jeg føler mig skæv; så ilt bliver til lattergas og jeg begynder at svæve
Når jeg trækker vejret for dybt
Når jeg tænker for meget
Når jeg ikke kan få noget søvn
Når humøret bliver mørkeblåt
Så bliver ilt til min alkohol selvom min promille er 0.00

Så jeg føler mig som en misbruger i øjeblikket, fordi jeg trækker vejret dybt når jeg tænker, og jeg tænker alt for meget

Jeg burde komme på afvænning;
Væk fra al den tankegang der gør mig så skæv og svævende og sørgelig
Tilbage til ilten mit hjerte kender og min hjerne savner

Jeg håber at alt kommer til at gå;
At jeg snart bliver andre farver end mørkeblå

Og det er jo ikke meningen at jeg skal græde på en tirsdag, fordi du siger højre og jeg siger venstre, men alligevel får du mig til at hade dig når jeg går under gadelamperne for at fylde min hals med røg fremfor råb, fordi jeg råber jo kun fordi jeg mener det og hader dig jo kun nu fordi jeg elsker dig om 5 minutter, men alligevel, hvorfor skal vi altid sætte ild til hinanden før vi ved hvor meget vi begge brænder for det her?

*** græder og græder, og jeg tror *** tænker på en, jeg kan se det, at det gør ondt, jeg kigger på hende, ja stirrer næsten når saltvandet klamrer sig til hendes kindben og holder fast med alt, hvad de kan, men falder længere ned og holder fast for livet om hendes kæbe, inden de skubbes ned af hinanden, en efter en, og ligger sig sammen som en bunke af lig på den kirkegård der nu er ved siden af hendes ødelagte gummisko, ja *** dræber de fine dråber, og jeg tror, at det er fordi, at *** selv er blevet dræbt i hjertet.

Jeg ser dig virkelig. Liggende i sengen og jeg bliver rædselsslagen. Jeg har ansvar for din lykke, og det gør alt mere ægte og mere ærligt når jeg virkelig ser på dig. Hvordan kan jeg sørge for en lykke til et andet menneske. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan jeg kan give dig lykke, når jeg så ofte har svært ved at finde den selv. Det er som aftensmaden, jeg serverer dig, mens jeg selv går sulten i seng.

Med falske dage
som disse dage
så kan min krop virkelig blive tom
og hovede fyldt.
Med hverdage
som varer for evigt,
og lørdage
som forsvinder hurtigere
end drenge
om morgenen.
Grå trøjer
som krammer kroppen
imens du lytter til ord
du ikke forstår,
og du aner ikke
hvad der foregår.

Passion er en illusion og syntom på ambition
og på livet er der en definition og konklusion
siger folk med mapper og trætte nethinder
mine hænder ligger sig op ad mine kinder
Trætte som mine små imødekommende øre
som snart lukker sig så de slipper for at høre.

Nogle mennesker lever bare fordi de er vant til det.
De gør dem selv vant til vaner der former deres verden.
Det fylder dine uger med falske dage,
giver dig en hentydning af en verden af vaner og uskrevne regler;
om at være som folk ser dig.
om at være som de folk du ser.
Giver dig falske dage.

Men i dag, med en kold kop kaffe fra i morges og bare tæer, så sætter jeg mig under mit vindue i loftet og kigger op. Falskedage er en advarsel. En hentydning til at løbe efter bussen og stå af når du har talt til sekshundrede. Til at gøre dagen ægte og elske den. Min kaffe er kold, men det gør ikke spor fordi når jeg sidder her og tænker over falske dage og verdner af vaner, så ved jeg at passion er ægte og jeg har det i min verden. Alt er sgu ikke så slemt alligevel

Jeg lukker mine øjne og læner mig op ad væggen, der føles som skind mod velour. Jeg kender ingen af dem, og ingen af dem kender mig.
Ømme hæle, slidt hjerne, stort hjerte og ødelagt milt.
Hvorfor er jeg her igen?

Jeg indhalerer dine ord
sammen med lidt røg og støv.
Ned ad halsen
så ilt må vente og lungerne græder efter det.
Jeg ventede jo i et stykke tid
på dig
og dine grin,
men sådan her ender det jo altid.
Mig der kvæler mig selv,
og dig der taler
og ser på mig
imens.
Mine "Smukke brune øjne"
ik?

Nu er du her ikke længere
Så ilten kan igen danse rundt i mine organer
istedet for dine kys der dansede på mit hjerte og i min hjerne

Men mærkeligt er det jo;
at jeg alligevel ikke rigtig føler
at jeg kan trække vejret.

Lyskæder der lyser blødt, bløde øjne der lyser skarpt, knuder på hørertelefonerne, brænder tungen på kaffe kl. 7, vennen, fuckelifuck, volapyk og glimmerkjoler, hold i nakken, høj musik, hovedpine, søde ord og onde suk og summende sange og orden i oldnoter, vi er bare venner, blege fregner, -1 grad, 50 kr. i timen, sammenligning og hypoteser i samfundsfag og helvede, brede veje, denimjakke i december, skrabelodder uden gevinst, *****/sprite, god morgen?, køretimer, ord der rimer, drenge der griner, spader der sviner, utømte opvaskemaskiner og søskende som smasker, ømme hæle, kysser min hals, små lure, uskyldige idioter, løber for at nå toget 15:37, tømmermænd og tomme drenge, porcelænstallerken og det er da en meget fin verden.

Jeg tager mig selv i at savne dig
imellem sekunder
Og tænker på da du vågnede en morgen og røg en cigaret i vindueskarmen i køkkenet, og jeg lagde mærke til dig. Måden du kiggede ud på gaden og beundrede den. Den var åben, hvilket du misundede den for. Det kunne du aldrig være. Der var altid noget ved dig, som forblev et mysterie for mig. Jeg kunne ikke finde ud af dig, og jeg tror heller ikke, at du kunne finde ud af dig selv. Det er nok derfor du ikke længere ryger i mine vindueskarme. Men jeg savner dig alligevel imellem sekunder, fordi nok er gaden stadig åben, men den vil aldrig længere være det samme uden dig til at drikke rom med imens vi kigger på mennesker.

Gaden er lukket for mig nu
ligesom du var dengang.

Drømmene om drengene
og timevis samtaler sammen om de idioter
og tusindevis af tårer af tortur over dem
og smil til festerne
og øjnene på gangene
og huller i maven
og huller i hjertet

og et hul i hjernen hos dig;
fordi du fik din dreng efter noget tid
men tog også min med

Jeg vidste jo godt
at han var et røvhul
men jeg vidste bare ikke
at du også var det.

Kafferinge på skrivebordet, hænder på gelænderet, for lange bukser, fransk om onsdagen og cigaret til frokost, AT og NG og NV og AP, krudseduller på bordet, børster tænder i bad, kold kaffe i stuen, kruseduller i mit hoved, 10 minutter i tog, 6 timers søvn, et kvarters grin og et par sekunders gab, knækker fingre, kysser kinder, skriver beskeder, hvide gummisko i støvregn, capri Sonne på stationen, en god snak, Naja Marie Aidt, søndagsmiddag, aflevering på lectio, lektion ved min computer, møde om innovation og introduktion til AT konklusion, smukke mennesker, januarudsalg, skilsmisser, nye mennesker, øhm og det er så fint.

Jeg sidder
med en vin på skødet
og en smøg
mellem fingrene
imens jeg kigger på blå lys
Drenge som taler om byer
og piger der taler om drenge
Slørede blikke
svævende ord
hen over menneskerne
Du danser på et bord
skriger at du eger verden.

Er par år senere fortalte du mig
at du døde indeni den tid
At du var så i live udenpå
men indeni
var du helt tom
udover røgen i dine lunger
og vodkaen i din mave
At det var tre år
som du endte med at leve
resten af dit liv
Og nu lever du af resterne

Og du er selv rester nu
af en du tidligere har været.

Hver gang vi skændes
ender jeg op
med kolde
og sorte
og våde
øjne
og jeg tænker hver gang;
Nu er vi ikke længere far og datter.
Nu hader han mig
ligeså meget
som jeg hader det han råber.
Nu vil min far ikke have mig som datter,
fordi to er nok
og jeg er ikke god nok til at være det.

Men altså;
Jeg har jo svært nok ved at finde ud af at være mit eget menneske,
hvordan i alverden skulle jeg vide, hvordan man skal være hans datter ?

Jeg egner mig nok bare ikke til erhvervet.

Løftede fingre, sænkede bryn, små suk og lange sug af sju i smug og altid brug af dug på bordet og bordkort til kernefamilien, og kerner i brødet til børnene og bøn ved bordet af brødrene, og smil til hinanden og for andre og ikke for sjov, aldrig for sjov. Samtaler om skole og skolehjemsamtaler for hjemmets ejere, høje forventniger i fryseren og mælk i køleskabet, og smørret står ude så et barn går i seng med en varm kind og får kold aftensmad af kolde ansigter. Skråt op med hjertet er i hjemmet for hjemmet er hos hjertet, men nogle gange sidder hjertet bare fast i fryseren, så det er svært at komme væk derfra med hjertet i takt.

Men hvis man en dag får løsrevet hjertet fra fryseren
så selvom det højst sandsynligvis er iskoldt
så kan det heldigvis i rette temperatur
tø op, varmes og banke igen

Jeg er så stresset
Med hovedet
under vandet,
så jeg ikke kan få vejret.
Så jeg græder og græder
Indtil der kun
er blod og organer
tilbage i min krop
Så jeg vågner op tørstig

Men stadig med hovedet under vand.

Du stråler virkelig i blændende lys
og på broer over søer i københavn
og om morgenen til kaffe
og på mandage under grå himmel
og bare sådan generelt.
Din personlighed smiler til folk,
og det er nok derfor du stråler.

Du fortæller historier med dine øjne
og kysser folk med dine smil
og krammer dem med din latter.

Men alligevel kender ingen dig;
du børster tårer væk med fingrespidserne
og løber videre ud på vejen.
Du kysser drenge du ikke kan lide,
og aldrig dem du har kigget på i baren.
og du vælger altid at tage hjem med fremmede. Du fortalte mig en gang at det er den tid du bruger på at lære dig selv at kende. At du sammen med fremmede bliver mindre fremmed for dig selv. Så kyssede du min næse og forsvandt bag gadelampernes skygger med en jeg ikke kender i hånden.

Jeg er den som kender dig bedst af alle. Jeg har set dig stråle overalt, men jeg har på fornemmelsen at for at kunne stråle som du gør med folk, så er du i mørke uden dem.
Og jeg kender dig godt nok til at vide
at du har mørkerad.