emilie-vedel-hagelskjr - Hello Poetry

I fantasiens hjul omkring livet løb vi rundt. Cirkelforvirrede. Vi søgte efter freden præcis som en natsværmer ville søge efter lyset. Lyset har aldrig fanget os. Freden var øredøvende tavs og først da vi faldt, mærkede vi glastårerne i græsset. Som i en rus gav vores hjerter ekko. Med et nu så skrøbeligt og taktløse **** måtte vi holde fast for ikke at dø i nattens kolde ånde. Stranguleret af horisontens loft og selv opspundende forventninger Eksisterer vi kun, når vi vil.

0

Aug 12, 2015

Aug 12, 2015 at 7:24 AM UTC

Natsværmeri

I fantasiens hjul omkring livet løb vi rundt. Cirkelforvirrede. Vi søgte efter freden præcis som en natsværmer ville søge efter lyset. Lyset har aldrig fanget os. Freden var øredøvende tavs og først da vi faldt, mærkede vi glastårerne i græsset. Som i en rus gav vores hjerter ekko. Med et nu så skrøbeligt og taktløse **** måtte vi holde fast for ikke at dø i nattens kolde ånde. Stranguleret af horisontens loft og selv opspundende forventninger Eksisterer vi kun, når vi vil.

13

Du samlede mig op. Stykke for stykke. Jeg er ikke hel, men det er okay. At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på igennem mine glasknogler og trætte organer, der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre trykkedes i din ferskenbløde hånd. Endeligt var det rigtigt. Endeligt er jeg hjemme. Endeligt kan jeg mærke dig, beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles. Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om, at der vokser fløjls roser i min krop. Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne. Tegner ekliptika langs din rygsøjle. Endeligt flyver vi. Ikke længere skal vi forestille os. Endeligt.

0

Jul 22, 2015

Jul 22, 2015 at 3:03 PM UTC

Endeligt

Du samlede mig op. Stykke for stykke. Jeg er ikke hel, men det er okay. At spejle mig i dine nat-klare øjne heler mere end tiden nogensinde vil og det sendte et samsurium af alt det gode verden stadig gemmer på igennem mine glasknogler og trætte organer, der langsomt heledes når mine isblå negle forenden af mine fingre trykkedes i din ferskenbløde hånd. Endeligt var det rigtigt. Endeligt er jeg hjemme. Endeligt kan jeg mærke dig, beundre din marmor-hud hvorunder toner af liv, jeg ellers aldrig har hørt, spilles. Et endeligt øjeblik, hvor lyset slipper ind, og jeg har det som om, at der vokser fløjls roser i min krop. Natten omslutter os med ét og jeg ser igennem dine øjne. Tegner ekliptika langs din rygsøjle. Endeligt flyver vi. Ikke længere skal vi forestille os. Endeligt.

19

Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens. Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes. Dem. Jeg. Hvem? Jeg tror, at jeg bevægede mig - Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem. Forpustet, forkommen, forladt. Blå. begyndte jeg at se monstre i spejlet i stedet for under sengen som ja, dengang. Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt. Om hvordan længere ud, ikke var langt nok. Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok. Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres. Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres. Om at samvittigheden bliver for ivrig. At vi skal knuselske alt blåt, at det aldrig bliver blåt nok, at vi en dag nok skal blive væk.

0

Apr 8, 2015

Apr 8, 2015 at 11:50 AM UTC

Blåligt

Den dag var det som om, at selv himlens blå bebrejdede min eksistens. Regnen faldt anderledes. Det hele var anderledes. Dem. Jeg. Hvem? Jeg tror, at jeg bevægede mig - Sørgede for ikke at se mig tilbage. Ej heller frem. Forpustet, forkommen, forladt. Blå. begyndte jeg at se monstre i spejlet i stedet for under sengen som ja, dengang. Fortroligheder var gemt i gulvsprækkerne, hvilke der viskede historier til væggene om stort og blåt. Om hvordan længere ud, ikke var langt nok. Om at der kun var mig, og at ej heller det var nok. Om at blive afhængig, og hvordan organer skæres. Om hvordan to fingre i halsen og et sind i krig kan romantiseres. Om at samvittigheden bliver for ivrig. At vi skal knuselske alt blåt, at det aldrig bliver blåt nok, at vi en dag nok skal blive væk.

17

Verden ligger i et sterilt samsurium af apati. For mig er verden udenfor, og jeg er udenfor verden. Tankefulde unge simplificeres af normer og repetitionens pragt. Udenfor, står de uforpligtende bagateller født i overspringshandlinger. Med ren marmor under vinter-violette negle, holder de deres blå sjæle i hænderne - Tænker Soma-Sema To fingre i halsen, kolde hænder, ødelagte glasknogler; Nærmest spirituelt. Er det sådan man gør udenfor?

0

Mar 25, 2015

Mar 25, 2015 at 3:04 AM UTC

Soma-Sema

Verden ligger i et sterilt samsurium af apati. For mig er verden udenfor, og jeg er udenfor verden. Tankefulde unge simplificeres af normer og repetitionens pragt. Udenfor, står de uforpligtende bagateller født i overspringshandlinger. Med ren marmor under vinter-violette negle, holder de deres blå sjæle i hænderne - Tænker Soma-Sema To fingre i halsen, kolde hænder, ødelagte glasknogler; Nærmest spirituelt. Er det sådan man gør udenfor?

11

SATANISK SELVISCENESAT SÅRBAR SJÆLSFORLADT STORBY SOVER SIERRA LEONE SKELET-SAMFUND SULTER SYGDOM SAMFUNDET SLUBRER SYREREGN SLÆGTSFORSKNING SNURRER SLØJFER SYDOM SOLSYSTEMET SNEDIGE STEDORD SYNSBEDRAGER SKØNHEDENS SKALPEREDE SILHOUET

0

Feb 13, 2015

Feb 13, 2015 at 6:13 PM UTC

Verden

SATANISK SELVISCENESAT SÅRBAR SJÆLSFORLADT STORBY SOVER SIERRA LEONE SKELET-SAMFUND SULTER SYGDOM SAMFUNDET SLUBRER SYREREGN SLÆGTSFORSKNING SNURRER SLØJFER SYDOM SOLSYSTEMET SNEDIGE STEDORD SYNSBEDRAGER SKØNHEDENS SKALPEREDE SILHOUET

7

Det var et paradigmeskift dengang, den tirsdag for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt. Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig. Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger. Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af. Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig, at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig: For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg. Der blev stille, for du sagde ikke noget. Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer. Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour og glemme dagene og græde lidt mere og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.

0

Feb 13, 2015

Feb 13, 2015 at 1:09 PM UTC

Nemmere

Det var et paradigmeskift dengang, den tirsdag for så længe siden, at kun jeg selv husker det alt for godt. Jeg ved nu, at livet ville have været rosenlet uden dig - uden mig. Det ville være lettere, hvis ikke mine øjne var så blå og mine følelser så punkterede af verdens forventninger. Jeg ville dog stadig ønske, at jeg ikke kunne finde min krop forvildet i et virvar af liv, jeg ikke er en del af. Ville ønske at kunne skære stykke for stykke af min krop sammen med byrde for byrde, til der ikke var mere tilbage end ben, lukkede døre og sterile lejer, hvor biedermeier kulturen ville herske uden at ærgre mig, at du ikke ville stå ved siden af og flå mig indefra, presse mig: For jeg kan jo ikke - vi kan jo ikke, du og jeg. Der blev stille, for du sagde ikke noget. Alligevel er fristelsen for stor, og du trykkede ekstra hårdt på venerne, der svulmede op og lyste, som var der netop gennemskuet inkurabel cancer. Hvis bare jeg kunne pakkes ind i velour og glemme dagene og græde lidt mere og binde sløjfer langs min rygsøjle med mine blå vinternegle i maj.

18

Jeg vil så gerne kunne tro, at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling, tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv, at jeg er ligeglad. Men jeg er pisse utroværdig. Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv. Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden. Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed. Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger. Et elastisk sind spændt til bristepunktet. 'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger. Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv. Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord. Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker. - Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.

0

Jan 22, 2015

Jan 22, 2015 at 1:41 PM UTC

(selv)-Erkendelse

Jeg vil så gerne kunne tro, at det perfekte er en idealistisk skabt vrangforestilling, tro på når jeg frygtløs fortæller mig selv, at jeg er ligeglad. Men jeg er pisse utroværdig. Fanget i samfundet, i egne utopiske glansbilleder. Dybt begravet i overjordiske smerter, der forsøges dæmpet af den anbefalede dosis Panodil og nogle gule sataner, der ødelægger dit liv. Jeg stopper med at spise, fordi sult ikke er at samligne med verden. Prøver at forsøde den øredøvende tavshed med ensomhed. Den bedøver mig, og ingen kan høre, at jeg skriger. Et elastisk sind spændt til bristepunktet. 'Hvis bare du var transperant', men nej. Jeg er lavet af porcelæn og græder glastårer, når ikke I kigger. Jeg brækker mig også over korrekthed og for lidt liv. Over hvordan min sjæl bliver hjemløs, hvordan glasknogler romantiseres af uvidenhed om et helvede på jord. Så lad mig skrige hvide vægge sorte, lad mig bløde i fred. For bag min månehvide hud bor der dæmoner der lever af koffein. Jeg har beskidte knogler og et blodsprængt hjerte - et sind der ikke kan gå mere i stykker. - Og jeg vil så gerne kunne tro, at jeg er ligeglad.

15

Læs mine tanker, stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler. Klippe små huller, mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn. Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund. Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik, og jeg er bare - Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind, der overses af snefnug og placebolykke. Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod, forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage. Men jeg føler ingenting. Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer, er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre. Men væggene er for tykke og sneen for dyb til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

0

Jan 20, 2015

Jan 20, 2015 at 6:25 AM UTC

Vinter

Læs mine tanker, stands dem, riv dem ud så jeg kan se, hvad jeg føler. Klippe små huller, mønstre der forvandler dem til ferskenblide kærtegn. Sneen falder hysterisk fra himlen og lander ufrivilligt i min mund. Ligegyldigheden lægger sig som tunge fjer for mit blik, og jeg er bare - Indhyllet i repetitionens storslåede pragt af forblødende sind, der overses af snefnug og placebolykke. Jeg lytter til melankoliens toner, der lægger sig sterilt i mit blod, forsøger at rense det for alt der er mig; til der intet er tilbage. Men jeg føler ingenting. Kun en brændende stikken af forfrysningerne, der har bredt sig til alle mine organer, hvor det eneste, der pligtopfyldende fungerer, er en pulserende hjerterytme, der magtesløs hvisker signaler om et synderknust indre. Men væggene er for tykke og sneen for dyb til at noget skulle kunne trænge igennem til omverdenens bedøvede trance.

16

Er jeg den eneste der ved at jorden er ved at gå under? Begraver sig selv i undergang og drømmesvigt. Er jeg den eneste der ikke længere kan se sig selv i øjnene og leve - Men jeg kan se stjerner og de skinner som bløde ferskner ikke gør det. Jeg ser mørke og opfinder selv patetiske solglimt. Vi længtes efter ægtheden og det hudløse, uden at vide hvad det er. Vi tør ikke mere. At elske at leve at spise eller dø. Men vi har bløde ferskner og lange nætter der pumper vores hjerteblod af espresso shots.

0

Jan 16, 2015

Jan 16, 2015 at 2:11 PM UTC

Om livet (og ferskner?)

Er jeg den eneste der ved at jorden er ved at gå under? Begraver sig selv i undergang og drømmesvigt. Er jeg den eneste der ikke længere kan se sig selv i øjnene og leve - Men jeg kan se stjerner og de skinner som bløde ferskner ikke gør det. Jeg ser mørke og opfinder selv patetiske solglimt. Vi længtes efter ægtheden og det hudløse, uden at vide hvad det er. Vi tør ikke mere. At elske at leve at spise eller dø. Men vi har bløde ferskner og lange nætter der pumper vores hjerteblod af espresso shots.

6

Det var kortvarigt patronerne dansede sterilt henover himlen, og forgyldte os med regn. Vi løb. Forsøgte at slippe alt i en rusende dans. Stemningen omfavnede os med rødvinskys. Eliderede os fra virkeligheden. Vi er født af natten med hjerter døsige af kærlighed. Du talte i lydbølger og radiofonisk sammenlignede du mig med kokain. - du var bygget af mosaik og duftede af skrøbelighed. Der fór strøm igennem dit elektriske, bedøvede hjerte.' Da du sagde mit navn, tænkte jeg på forårsregn, og mit hjerte smeltede af poesi. Det var udefinerbart, Kortvarigt.

0

Jan 14, 2015

Jan 14, 2015 at 11:11 AM UTC

Udefinerbart (?)

Det var kortvarigt patronerne dansede sterilt henover himlen, og forgyldte os med regn. Vi løb. Forsøgte at slippe alt i en rusende dans. Stemningen omfavnede os med rødvinskys. Eliderede os fra virkeligheden. Vi er født af natten med hjerter døsige af kærlighed. Du talte i lydbølger og radiofonisk sammenlignede du mig med kokain. - du var bygget af mosaik og duftede af skrøbelighed. Der fór strøm igennem dit elektriske, bedøvede hjerte.' Da du sagde mit navn, tænkte jeg på forårsregn, og mit hjerte smeltede af poesi. Det var udefinerbart, Kortvarigt.

12