Louiselarsen22 - Hello Poetry

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

0

Sep 13, 2016

Sep 13, 2016 at 3:29 AM UTC

roskilde tanker pt 2

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads der er noget helt specielt ved atmosfæren også selv når hovederne sumre og pumpes op af den nu velkendte klang af dak og når man næsten dehydrerende, forstår manglen på alt det vand man burde ha indtaget i stedet for det euforiserende væske et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. Selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet med et råsnaveri og jeg ryster let på hovedet. Samtidigt står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne. Det hele får mig til at tænke over, hvad ægte kærlighed egentlig er en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der mærkes dybt langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendigt gøgl eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet, som jeg nu havde vænnet mig til men helt hjemme alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min egen boble og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

30

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger dette dræner også én fra energi så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske vi går over mod apollo for at endnu en gang opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop for en stund virkede ignorancen åh, se, en pomfritbod et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld men helt hjemme mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 6:19 PM UTC

{roskilde tanker}

det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben lad os kalde det en smuk losseplads jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger dette dræner også én fra energi så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske vi går over mod apollo for at endnu en gang opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop for en stund virkede ignorancen åh, se, en pomfritbod et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over nu ligger jeg herhjemme ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld men helt hjemme mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder

30

du umulige kærlighed snart glemt, men alligevel forevigt gemt inde i min indre og ydre bevidsthed du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer; destinationer, individer, genstande dér minder mig om dig jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud jeg ligger nu alene i græsset glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel som det sidste jeg ser inden jeg lukker begge mine øjne i og møder dig i en af mine mange drømme åh så naivt og med forvrængede forhåbninger om du og jeg tørrer blidt, med knyttet hånd en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd at dét forvrængede tankesystem her er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt på dét jeg på én og samme tid absolut er bevidst om, aldrig kommer til at ske udover i mine drømme

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 6:05 PM UTC

[opslugt]

du umulige kærlighed snart glemt, men alligevel forevigt gemt inde i min indre og ydre bevidsthed du popper oftes op i mine tanker, de gange jeg foruroliget passerer; destinationer, individer, genstande dér minder mig om dig jeg kæmper stadig med afvendelsen af gamle vaner der gang på gang, har formået at sætte hele mit tankesystem i livlige flammer, som har brændt mig op, indefra og ud jeg ligger nu alene i græsset glimtende illusioner springer så fint frem på den mørke nattehimmel som det sidste jeg ser inden jeg lukker begge mine øjne i og møder dig i en af mine mange drømme åh så naivt og med forvrængede forhåbninger om du og jeg tørrer blidt, med knyttet hånd en tåre af min venstre kind, mens jeg lader den højre dråbe løbe hele vejen ned til starten af mit kraveben og dæmpet, fortæller jeg mig selv lavmælt med en snert af gråd i mit slidte stemmebånd at dét forvrængede tankesystem her er bygget på, at jeg så ynkeligt går og venter ivrigt og utålmodigt på dét jeg på én og samme tid absolut er bevidst om, aldrig kommer til at ske udover i mine drømme

26

diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme. for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget. jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig. hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig. jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig" men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede. i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 5:42 PM UTC

[en dans på roser]

diskolysets skær strejfer henover mine blødende fingrespidser, mens hvert evig eneste lille ord fra sangen, så fint lader sig skære dybt ind under min hud, og efterlader mørkerøde blodaftryk på det ellers så hvide lagen. dog tvivler jeg på, om det kan være værre end den knugende tomhed, der finurligt forfører sig ind mellem de lydløse skrig og misantropiske tankegange, når ikke kassettebåndets søde klang af musik udløser rotationen af drømmescenarier, rundt i mine efterhånden slidte tankestrømme. for ja, kærligheden til dig ramte mig som en syngende lussing, og mine våde kinder er stadig tydeligt afmærket fra slaget. jeg tror aldrig jeg lærer, at leve med din signifikante tilstedeværelse, og dets påvirkninger på mig. hver gang du vender hovedet, har du mine øjne i nakken, strålende af fascination, over dit æteriske jeg. for smuk, er du altså ikke kun - du er nærmere en spiritistisk ektoplasma, og jeg frygter altid, at det hele blot var en række af illusioner, der fuldstændigt uplanlagt, men gang på gang, plantede sig helt inden i mig. jeg tager mig selv i at ønske ved hvert et stjerneskud, for ikke at nævne alle de gange jeg har siddet og pillet enkelte rosenblade af ad gangen, i et ihærdigt håb om, at ende med; "han elsker mig" men som virkeligheden afspejler sig i denne latterlige metafor, så ender jeg altid med det forkerte sidste blad, hvorefter jeg med en apatisk bevægelse, smider alle de afrevne rosenblade ned på den kolde jord - som var de alle håbende, der dalede. i en elegant slutning, afspiller jeg den hjerteskærende sang igen, mens jeg ganske nydeligt danser let henover rosenbladende, som en ironisk præsentation af, at livet burde være en dans på roser

7

mit ambivalente flyvske sind skiftende mellem svævende og faldene mine drømmescenarier todimensionalt men alligevel så åndssvagt livagtige forhåbninger og forventninger som fatamorganiske spillefilm forårsblomster sprang så fint og nydeligt ud da græsset var vindstille og månen på halv visnede dog inden længe afblomstrede kun en kunne gro den anden forfalde når sollyset bliver erstattet af skygge og belyser andre jordforbunde væsener forsythiaer og syrener de syv mørkerøde rosenknopper dyrket med al din uvidenhed

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 5:38 PM UTC

[sårbar botaniker]

mit ambivalente flyvske sind skiftende mellem svævende og faldene mine drømmescenarier todimensionalt men alligevel så åndssvagt livagtige forhåbninger og forventninger som fatamorganiske spillefilm forårsblomster sprang så fint og nydeligt ud da græsset var vindstille og månen på halv visnede dog inden længe afblomstrede kun en kunne gro den anden forfalde når sollyset bliver erstattet af skygge og belyser andre jordforbunde væsener forsythiaer og syrener de syv mørkerøde rosenknopper dyrket med al din uvidenhed

17

jeg er vitterligt talt en elendig maler men hvis jeg nu ejede alle verdens farver ville jeg alligevel gøre mig så pokkers umage og med abstrakte og forsigtige penselstrøg male alle dine dage fine, yndefulde lyserøde farver og din himmel, den rareste lyseblå jeg ville fjerne alt det sorte, der skulle indtræffe i dit livs snoede stier og erstatte dem med en varm, gul farve, der ville udfylde dig med alverdens lykke og glæde fordi mindre end dette, burde ej være optimalt, for én som du

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 5:34 PM UTC

[en farverig sandhed]

jeg er vitterligt talt en elendig maler men hvis jeg nu ejede alle verdens farver ville jeg alligevel gøre mig så pokkers umage og med abstrakte og forsigtige penselstrøg male alle dine dage fine, yndefulde lyserøde farver og din himmel, den rareste lyseblå jeg ville fjerne alt det sorte, der skulle indtræffe i dit livs snoede stier og erstatte dem med en varm, gul farve, der ville udfylde dig med alverdens lykke og glæde fordi mindre end dette, burde ej være optimalt, for én som du

7

og med et enkelt **** i luften svævede jeg hele vejen hjem gav slip på alle mine uforklarlige tanker om os to fordi jeg så dig jo for fanden hvor jeg så jer da du så fint placerede dine perfekte læber mod hans som for ham måske var en lynhurtig scoring men for mig en oase af tårer efterfulgt af [sangen] på repeat og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser ligeledes brændende på mine våde kinder og overalt i min krop over dig og jeg selv lige så jeg stivnede luftgennemgangen i min hals slog dobbeltknuder de dobbeltknuder du har lært mig jeg fandt fænomenet i at trække vejret som umuligt ligesom alt andet er fuldstændig umuligt en kort spillefilmsscene printet dybt i mit sind jeg ryster og skælver ved tanken om øjeblikket jeg så jer og dine øjne fangede mine i mørket og trængte helt indtil det dybeste sted i mig hvad tænkte du egentlig? da du så lige igennem mig kunne du se smerten i mine øjne? jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere

0

Sep 5, 2016

Sep 5, 2016 at 5:20 PM UTC

[indprentet spillefilm]

og med et enkelt **** i luften svævede jeg hele vejen hjem gav slip på alle mine uforklarlige tanker om os to fordi jeg så dig jo for fanden hvor jeg så jer da du så fint placerede dine perfekte læber mod hans som for ham måske var en lynhurtig scoring men for mig en oase af tårer efterfulgt af [sangen] på repeat og sorg løbende helt ned igennem mine forfrosne fingerspidser ligeledes brændende på mine våde kinder og overalt i min krop over dig og jeg selv lige så jeg stivnede luftgennemgangen i min hals slog dobbeltknuder de dobbeltknuder du har lært mig jeg fandt fænomenet i at trække vejret som umuligt ligesom alt andet er fuldstændig umuligt en kort spillefilmsscene printet dybt i mit sind jeg ryster og skælver ved tanken om øjeblikket jeg så jer og dine øjne fangede mine i mørket og trængte helt indtil det dybeste sted i mig hvad tænkte du egentlig? da du så lige igennem mig kunne du se smerten i mine øjne? jeg husker mit syn som utroligt sløret den aften men i dét øjeblik, har det aldrig været skarpere

37